Ul­ti­ma­ti­ve

BT - - SPORTEN -

og han dog at la­de sig slå ud af op­le­vel­sen. Året ef­ter, i 2015, lyk­ke­des det ham at gen­nem­fø­re lø­bet.

»Det er et fan­ta­stisk løb. Det er fuld­sta­en­dig van­vit­tigt og rent fy­sisk ek­stremt på man­ge må­der. Når man kom­mer ud over tre da­ge, ved man ik­ke rig­tig, hvad der sker. Dér kom­mer man ud, hvor man ik­ke kan kon­trol­le­re det la­en­ge­re. Man må li­ge­som ba­re se, hvad der sker. Det er van­vit­tigt og ud­for­dren­de på al­le fron­ter,« si­ger Per Ky­ed Laur­sen.

Stå­en­de på ’Ty­rens Nak­ke’ na­er Gan­lø­se ken­der Claus Robl ud­ma­er­ket til Per Ky­ed Laur­sens hi­sto­rie. Og de døds­fald, som og­så har teg­net lø­bets dra­ma­ti­ske hi­sto­rie.

»At det jo og­så er net­op det, der lig­ger i det at kom­me ud til gra­en­ser­ne. Uden selv­føl­ge­lig at gå over. Jeg har en la­e­ge med på mit hold, som ude­luk­ken­de har den kom­pe­ten­ce at kun­ne si­ge: ’Nu stop­per vi.’ Og selv­føl­ge­lig at fore­byg­ge, at jeg kom­mer der­ud,« si­ger han og gri­ber fat i sin egen sa­et­ning.

»Men jeg ved godt, at det er en il­lu­sion, at man ’ba­re’ kom­mer igen­nem 700 ki­lo­me­ter i en ør­ken i 50 gra­ders var­me uden at bli­ve på­vir­ket af det. Det hand­ler om bå­de at la­e­re af an­dres er­fa­rin­ger og at kun­ne si­ge: ’Stop, nu skal vi ik­ke la­en­ge­re.’

»Jeg tror, det er en blan­ding af ’hvad skal det nu til for?’ og en for­stå­el­se for, at det er så­dan, jeg er. De kan

godt se, at jeg ud­le­ver en drøm. Man be­hø­ver ik­ke at se be­gra­ens­nin­ger­ne. Hvis man har et el­ler an­det, der lig­ger in­de i hjer­tet på en, så gør, hvad du kan, for at kom­me der­u­dad. Det hå­ber jeg, at jeg kan gi­ve vi­de­re til mi­ne børn.« Dår­lig samvit­tig­hed Claus Robl er far til to voks­ne pi­ger på 20 og 22 år og in­si­ste­rer på, at det godt kan la­de sig gø­re bå­de at gå på ar­bej­de og va­e­re en til­ste­de­va­e­ren­de mand for ko­nen og far for bør­ne­ne ved si­den af tra­e­nin­gen til ver­dens hår­de­ste cy­kel­løb – selv om det ik­ke al­tid er helt nemt.

»Man le­ver med en ja­evn­ligt dår­lig samvit­tig­hed bå­de i for­hold til det ene og det an­det. Får man nu tra­e­net nok? Er man nu til ste­de nok i fa­mi­li­en? Så­dan nog­le ting. Men jeg er me­get op­ma­er­k­som på, at jeg ik­ke la­der mig sty­re for me­get af det,« for­kla­rer Claus Robl, der cyk­ler fra hjem­met i Hil­le­rød til ar­bej­de i Ting­b­jerg – og til­ba­ge igen – for­u­den in­ten­siv spin­ning, cy­kel­fe­ri­er og pe­ri­o­de­vis in­ten­se tra­e­nings­pas.

I på­sken var det sto­re kol­de på­ske­bord ud­skif­tet med fi­re da­ges cyk­ling bå­de dag og nat og 1.550 til­ba­gelag­te ki­lo­me­ter i Dan­mark. En lil­le ge­ne­ral­prø­ve på ud­for­drin­ger­ne i USA.

»Det er det da ab­so­lut. Selv­føl­ge­lig er det ren­dyr­ket egois­me. Det er

per­son­li­ge mål, og jeg er sinds­sygt yd­myg over for de her ni men­ne­sker, som ta­ger med og bru­ger tid og fe­rie på at hja­el­pe mig. Det er jeg me­get tak­nem­me­lig for. Men jeg hå­ber og­så, at jeg kan gi­ve no­get til­ba­ge. At folk vil ta­en­ke: ’Hold da ka­eft, han hav­de ik­ke de bed­ste for­ud­sa­et­nin­ger og le­ve­de egent­lig et me­get nor­malt liv, og han gjor­de det sgu al­li­ge­vel.’ Så tror jeg og­så på, at jeg kan et el­ler an­det.’«

Claus Robl er af­kla­ret og ta­ler om sit livs ud­for­dring med smil og en­tu­si­as­me. For­ar­bej­det er gjort, og for­vent­nin­gens gla­e­de er enorm.

For to år si­den gen­nem­før­te han Race Across the Alps, der bød på 540 ki­lo­me­ter over 11 bar­ske bjer­ge i Al­per­ne på un­der 32 ti­mer. Et løb, som i øv­rigt blev skyl­let ned med en halv li­ter hve­deøl på mål­stre­gen med det re­sul­tat, at hans af­kra­ef­te­de krop var ved at kol­lap­se.

Nu man­gedob­les stra­bad­ser­ne og der­med ri­si­ko­en. Claus Robl er­ken­der da og­så, at fryg­ten for det

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.