Dan­marks mest gav­mil­de kunst­ne­ri­ske tou­ret­te

BT - - NAVNE -

60 I MOR­GEN For ny­lig blev Lars von Tri­er skilt, og det var kun kort tid ef­ter, at han of­fent­lig­gjor­de, at han var be­gyndt at drik­ke igen. Der var og­så ryg­ter om sub­stan­ti­elt stof­mis­brug. Det sid­ste nye er hel­dig­vis, at von Tri­er snart skal i gang med en ny film. ’The Hou­se That Ja­ck Bu­ilt’ ly­der tit­len. Hvad den går ud på, ved vi ik­ke me­get om end­nu, men den bed­ste nyhed, vi kan få om Lars von Tri­er, er, at han går på ar­bej­de. For det be­ty­der, at hans hel­bred er op­pe på et funk­tio­nelt ni­veau frem for at va­e­re et sted mel­lem at lig­ge ned og stir­re ind i en hvid va­eg el­ler blot va­e­re ban­ge og mi­strøstig. Fan­ta­stisk fan­tast Lars von Tri­er brød igen­nem med den dy­stre, aka­ve­de, men og­så uha­em­met in­si­ste­ren­de ’The Ele­ment Nymp­ho­ma­ni­ac (2013) – Li­ge­stil­lin­gen le­gem­lig­gjort Dog­vil­le (2003) – Kulis­ser over­flø­dig­gjort Idi­o­ter­ne (1998) – Lan­ce­ring af dog­mebøl­gen Bre­aking the Wa­ves Ri­get De fem bens­pa­end (2003) – Do­ku­men­tar­film med Jør­gen Leth D-Dag (2000) – Am­bi­tiøs li­ve-film Epi­de­mic (1987) – In­tel­lek­tu­elt trash på lav­bud­get of Cri­me’, og fra be­gyn­del­sen hav­de vi­dun­der­bar­net ver­dens in­tel­lek­tu­el­le fil­møj­ne på sig.

Han var ik­ke blot fan­tast. Han var fan­ta­stisk. Med sten i sko­en og nye eks­pe­ri­men­ter har han pro­vo­ke­ret og brudt bå­de te­ma­ti­ske og tek­ni­ske gra­en­ser med hver og en af si­ne film. Det må kra­e­ve man­ge kra­ef­ter og mod at in­si­ste­re på he­le ti­den at va­e­re så egen­sin­dig, men det kra­e­ver sam­ti­dig, at der er kunst­ne­risk bund i ma­ne­rer­ne og dog­mer­ne, for el­lers vil­le Lars von Tri­ers film va­e­re uli­de­li­ge.

Det er de ik­ke. De er gra­en­se­over­skri­den­de ge­ne­rø­se og pro­cen­tu­elt så ori­gi­nalt ta­enkt, at man of­te sid­der må­l­løs til­ba­ge. Gjor­de Lars von Tri­er vir­ke­lig det? Han kan jo ma­ni­p­u­le­re med os, mens han op i vo­res åb­ne an­sig­ter si­ger, at han gør det, og al­li­ge­vel en­der man med at sid­de gra­e­den­de til­ba­ge. Det er top­må­let af ta­lent. Bal­la­de­ma­ger In­struk­tø­ren har ik­ke al­tid va­e­ret li­ge po­pu­la­er hos dan­sker­ne, mens han er ble­vet hyl­det for sin utøj­le­li­ge kunst­ne­ri­ske tou­ret­te i et land som Frank­rig, hvor man ik­ke er ban­ge for at va­e­re højtra­ven­de.

Dansk film har helt ge­ne­relt et kunst­ne­risk højt ni­veau, men vo­res film lig­ner hin­an­den ret me­get, og der står Lars von Tri­er unik i et hjør­ne. Og hvor er det en vel­sig­net gla­e­de, at der er en sand­kas­se, hvor det ga­le ge­ni kan sid­de og ka­ste med sand i helt eg­ne møn­stre og spi­se orm, som det pas­ser ham og i det he­le ta­get ska­be sig, som han ly­ster. Det er na­e­ve­nyt­tig grund­forsk­ning, der la­ves i den sand­kas­se, og det er es­sen­sen af kunst­ne­risk kre­a­ti­vi­tet at la­de så­dan en mand få frie ha­en­der. Hav­de Lars von Tri­er ik­ke va­e­ret født i Dan­mark, hav­de dansk film lig­net Schweiz’, Nor­ges el­ler Let­lands. Uden det in­ter­na­tio­na­le spot­lys, som Lars von Tri­er og de, der hjalp ham, ge­ne­re­re­de, hav­de man­ge an­dre dan­ske film­folk ik­ke få­et chan­cen. Og hvad med al­le myter­ne? Er von Tri­er ik­ke ba­re en bal­la­de­ma­ger, en re­depi­s­ser, en dreng, der rev vin­ger­ne af flu­er­ne som barn og nu som vok­sen tor­tu­re­rer sit pu­bli­kum lidt på sam­me fa­con? Nej, han er et ge­ni, der dyr­ker uvur­der­lig grund­forsk­ning, som al­le kol­le­ger­ne kan la­e­re no­get af. Ik­ke for­di de skal ef­ter­lig­ne ham, men for­di de skal bru­ge ham som ek­sem­pel til at spra­en­ge de­res eg­ne gra­en­ser. Ta­enk hvis Carl Th. Drey­er hav­de haft sam­me mu­lig­he­der sent i sin kar­ri­e­re. Hvis ik­ke han hav­de va­e­ret så ug­le­set, hav­de vi haft langt fle­re film fra hans hånd. Lars von Tri­er er der­for ik­ke ale­ne den mest be­tyd­nings­ful­de nu­le­ven­de fil­min­struk­tør, vi har her­hjem­me. Han er og­så den stør­ste, vi no­gen­sin­de har haft, og med stor sand­syn­lig­hed den stør­ste vi no­gen­sin­de får. Når dansk films dom­me­dags­pro­fe­ter rå­ber på en ny Lars von Tri­er, vir­ker det na­er­mest håb­løst og gri­n­ag­tigt, for hans li­ge vil al­drig fin­des og kan med sik­ker­hed ik­ke fre­mav­les i no­get som helst støt­te­pro­gram.

(1996) – Kunst­ne­risk høj­de­punkt (1994) – TV-se­rie hvor uhyg­ge og hu­mor går op i en hø­je­re en­hed

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.