Hold op med at af­vi­se dig selv O

BT - - KENDER DU DET? -

pda­ger folk al­drig dit san­de po­ten­ti­a­le? Bli­ver du tit over­ha­let in­denom af an­dre, der ik­ke er halvt så go­de som dig? Så har jeg en god nyhed. Det er din egen skyld. ’Øh, tak for en svi­ner, Se­derq­vist,’ ta­en­ker du må­ske. Men det ER en god nyhed, for når det er no­get med dig, så kan du og­så gø­re no­get ved det. Hvis an­dre ik­ke kan se di­ne san­de va­er­di­er, er det for­di, du ik­ke vi­ser dem frem. Der kan va­e­re man­ge grun­de til at pak­ke sig ind og ik­ke frem­ha­e­ve eg­ne dy­der. Der kan va­e­re man­ge grun­de til, at man ik­ke tør ka­ste sig ud i nye even­tyr og for­sø­ge at få si­ne drøm­me til at gå i op­fyl­del­se. Men fa­el­les­na­ev­ne­ren er angst. Angst for ik­ke at va­e­re god nok. Angst for at fejle. Angst for at bli­ve af­vist. Li­vet er fuldt af af­vis­nin­ger, dem slip­per in­gen for. Men du kan slip­pe for at la­de fryg­ten for at bli­ve af­vist be­gra­en­se dig. For­ud­sa­et­nin­gen for at du kan le­ve et liv, hvor du bli­ver an­er­kendt for alt, hvad du har at by­de på, er, at du stop­per med at af­vi­se dig selv. Det ly­der må­ske un­der­ligt... Men når du fø­ler skam over an­dres af­vis­ning, pe­ger du fak­tisk fin­gre ad dig selv. Et ek­sem­pel: Jeg hav­de en­gang en ka­e­re­ste, der var mig ut­ro. Ud­over at fø­le mig svig­tet og ked af det var jeg og­så flov over at si­ge det til no­gen. Jeg syn­tes, det var pin­ligt at forta­el­le, at min ka­e­re­ste ik­ke syn­tes, at jeg var god nok... Det er ty­de­ligt for en­hver, at den re­ak­tion var helt urimelig. Men lad os li­ge over­fø­re fø­lel­ser­ne på en job­si­tu­a­tion. Jeg var til mø­de hos en tv­sta­tion for at pit­che min nye, ge­ni­a­le tv-se­rie: ’Sten­bro­ens ska­eg­ge­de hjem­me­syl­te­re’. Tv-bos­ser­ne kun­ne ik­ke se det fe­de i min idé, og jeg fik et af­slag. Men in­de­ni føl­te jeg ik­ke ba­re, at min idé blev af­vist. Jeg føl­te, at jeg blev af­vist. Che­fer­ne syn­tes ik­ke, at jeg var god nok. Jeg føl­te skam over ik­ke at va­e­re god nok, og jeg tog af­stand fra mig selv: ’Nej hvor er du pin­lig, Chri­sti­na. Ta­enk at du tro­e­de, at no­gen vil­le kun­ne li­de det. Hvor er det flovt.’ Na­e­ste gang jeg skal pit­che en idé, ta­en­ker jeg: ’Ba­re jeg kan skju­le, at jeg i bund og grund ik­ke er god nok.’ Og så bli­ver min stem­me lidt me­re skin­ger, jeg bli­ver uau­ten­tisk og sø­ger des­pe­rat ef­ter at si­ge det, che­fer­ne vil hø­re, og ik­ke dét jeg har på hjer­te. Dem, jeg pra­e­sen­te­rer min idé for, kan ma­er­ke min usik­ker­hed og bli­ver ut­ryg­ge, for­di jeg sig­na­le­rer, at der er no­get galt. Så dét job får jeg hel­ler ik­ke... Men hvad skul­le jeg ha­ve gjort? Jo, jeg skul­le va­e­re for­ble­vet loy­al over­for mig selv. Så la­en­ge jeg har gjort mig uma­ge og gjort alt, hvad jeg kun­ne, så er det da tar­ve­ligt at ven­de ryg­gen til sig selv, ik­ke? Vil­le du op­fø­re dig så­dan over­for en god ven? Når din bed­ste ven Bent, der har tra­e­net til en iron­man i åre­vis, ik­ke gen­nem­fø­rer lø­bet, si­ger du så: ’Jeg sy­nes ae­r­ligt talt, du skul­le gå hjem og skam­me dig... Og tra­ek gar­di­net for – så na­bo­er­ne ik­ke skal se på dit ta­ber­fja­es.’ Nej, vel? Du vil­le si­ge: ’Op på he­sten igen.’ For når det er an­dre, der fejl­er, le­der vi ef­ter de po­si­ti­ve si­der og gi­ver dem kon­struk­tiv kri­tik. Man kan va­el­ge at la­de sig ri­ve med i mal­strøm­men, når selvva­er­det bli­ver skyl­let ud i lo­kum­met, eller man kan bli­ve be­vidst om si­ne fø­lel­ser og si­ge: ’Hey, det fø­les crap­py, men det er ik­ke per­son­ligt. Brug kri­tik­ken kon­struk­tivt og prøv igen.’ Va­er din egen go­de ven. Ros dig selv for ind­sat­sen, du har jo knok­let – at re­sul­ta­tet ik­ke faldt i an­dres smag, er en an­den sag. Hvis an­dre skal se din va­er­di, be­gyn­der det med, at du selv tør va­e­re stolt af den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.