D

BT - - INTERVIEW -

et at stil­le mig et helt ukendt sted lig­ger mig fjer­nt. Jeg er me­get tryg­heds­sø­gen­de.« Or­de­ne står i ska­e­ren­de kon­trast til So­fie Gråbøls liv. Som det ser ud nu. Og som det har for­met sig de sid­ste tre et halvt år. Hun er til­ba­ge i sit livs form, og med stør­re sik­ker­hed og stør­re suc­ces end no­gen­sin­de. Si­den hun spil­le­de Sa­rah Lund i ’For­bry­del­sen’ har den 47-åri­ge sku­e­spil­ler over­vun­det brystcan­cer, ind­spil­let sin før­ste bri­ti­ske tv-se­rie, op­t­rå­dt på Stor­bri­tan­ni­ens fi­ne­ste te­a­ter­s­ce­ner, samt ind­spil­let den ak­tu­el­le dan­ske spil­le­film ’Der kom­mer en dag’. Den suc­ces hav­de So­fie Gråbøl al­drig drømt om. End­si­ge plan­lagt. »Der var jo in­gen, der hav­de reg­net med, at ’For­bry­del­sen’ blev så stor i Eng­land,« si­ger hun og tra­e­der på spe­e­de­ren. BT er in­vi­te­ret på tur i Gråbøls Sko­da. Men egent­lig var det ik­ke dén for­bry­del­se, vi skul­le ta­le om på tu­ren, men en helt an­den. Nem­lig den lan­ge stri­be af ustraf­fe­de for­bry­del­ser, der lig­ger til grund for hen­des se­ne­ste film ’Der kom­mer en dag’. Fil­men hand­ler om de børn, der blev ud­sat for bå­de fy­sisk og psy­kisk vold på God­havn og en ra­ek­ke an­dre bør­ne­hjem i Dan­mark.

Vig­tig for­pre­mi­e­re

I dag er bør­ne­ne voks­ne, men ma­er­ket for al­tid af de­res op­hold på in­sti­tu­tio­ner, hvor de var an­bragt langt va­ek hjem­me­fra. So­fie Gråbøl spil­ler la­e­re­rin­den frø­ken Ham­mers­høj. Nu er vi på vej tva­ers over Sja­el­land og Fyn til en sa­er­lig for­pre­mi­e­re i Oden­se. Egent­lig kun­ne hun uden pro­ble­mer ha­ve sagt nej til ar­ran­ge­men­tet, for hun har pa­ent travlt for øje­blik­ket, hvor hun tur­ne­rer i fast ru­te­fart mel­lem Eng­land og Island for at ind­spil­le an­den sa­e­son af tv-se­ri­en ’For­ti­tu­de’. Men So­fie Gråbøl vil ik­ke gå glip af for­pre­mi­e­ren, hvor ’Der kom­mer en dag’ for før­ste gang skal vi­ses for de ma­end, der er den di­rek­te in­spira­tion til det bar­ske dra­ma om El­mer og Erik, der bli­ver fjer­net fra de­res mor. Fil­men ta­ger ud­gangs­punkt i en uaf­slut­tet vir­ke­lig­hed, der har ramt hen­de per­son­ligt, som hun al­drig er ble­vet be­rørt i pro­fes­sio­nel sam­men­ha­eng. Der­for har den en sa­er­lig plads i hen­des hjer­te. Vi kan snak­ke om alt mu­ligt an­det. Men det er fil­men og dens bud­skab, der er i cen­trum, si­ger sku­e­spil­le­ren og gi­ver spe­e­de­ren et ek­stra tryk, da et mo­tor­vejs­skilt til­la­der 130 km i ste­det for 110. Hun har ik­ke ta­enkt sig at kom­me for sent. Ik­ke til dén for­pre­mi­e­re. »Jeg ha­der at kom­me for sent. Det er dy­best set man­gel på respekt. Jeg skal og­så li­ge nå at kry­be i no­get an­det tøj.« So­fie Gråbøl ser el­lers ik­ke ufiks ud, som hun sid­der i Sko­da­en med beg­ge ha­en­der ro­ligt på rat­tet. Hun er kla­edt i ta­et­sid­den­de de­sig­nerje­ans, ly­se­bru­ne støv­ler, bei­ge skjor­te og en twe­ed­bla­zer på top­pen. Hen­des ud­strå­ling er mindst li­ge så kraft­fuld som på det sto­re la­er­red. Men det mil­de smil og den kon­tan­te sel­vind­sigt er med til at nu­an­ce­re bil­le­det af den tjek­ke­de kvin­de, der er vant til at kla­re det me­ste selv og rej­se på egen hånd.

Kan-selv-So­fie

»Fra jeg var helt lil­le, kald­te min mor mig for ’Kan-selv-So­fie’. Jeg vil­le ger­ne selv. Min barn­dom var pra­e­get af enorm stor fri­hed, der jo gi­ver en stor grad af selv­sta­en­dig­hed tid­ligt. Jeg blev i hvert fald ik­ke over­be­skyt­tet, og der var ik­ke he­le ti­den no­gen, der holdt øje med mig.« Op­va­ek­sten be­ty­der bl.a., at So­fie Gråbøl er sin egen ma­na­ger og selv sty­rer sin ka­len­der og sin dan­ske bu­si­ness. »I Eng­land har jeg en agent. Det er jeg nødt til. Men ik­ke i Dan­mark. Jeg kan godt li­de selv at ta­le med folk og selv at ta­ge mig af al­ting. Og så har jeg hel­ler ik­ke an­dre at sky­de skyl­den på.« Der var hel­ler in­gen at be­brej­de, da hun fik can­cer. Når man spør­ger, hvor­fra hun fik styr­ken til at ka­em­pe med can­cer, ke­mo­te­ra­pi og ope­ra­tion, kan hun slet ik­ke gå ind på re­to­rik­ken: »Jeg fø­ler ik­ke, at jeg har ka­em­pet mod no­get. Jeg be­slut­te­de mig ik­ke for no­get. Jeg kom igen­nem det. Men det var ik­ke via min vil­je. Den lo­gik er mig imod, for så si­ger man sam­ti­dig, at de, der buk­ker un­der for en kri­se, ik­ke vil­le. Jeg har al­drig følt mig min­dre tap­per og min­dre kamp­dyg­tig. Jeg op­le­ve­de, at det he­le faldt fra hin­an­den, og at jeg gik fuld­sta­en­dig i styk­ker. Og så – gan­ske lang­somt blev jeg sat sam­men igen. Så­dan tror jeg, pro­ces­sen var. Det tog tid. Og ud­over en mas­se ar på krop og sja­el kan der kom­me det ud af det, at man op­da­ger, hvor ut­ro­lig sår­bar man er, og hvor ufor­ud­si­ge­ligt li­vet er.«

En ny si­de

So­fie Gråbøl har stort set op­holdt sig uden­for sin kom­fortzo­ne, si­den hun blev syg. Men og­så ef­ter hun blev er­kla­e­ret rask. Til sin egen over­ra­skel­se har hun det fint med den nye si­de af sig selv: »Jeg har me­get let­te­re ved at bli­ve be­rørt. Og om det har no­get at gø­re med min al­der, om det er for­di, jeg er fora­el­der og mor – eller om det har no­get at gø­re med, at jeg har va­e­ret syg, kan jeg ik­ke rig­tigt gen­nem­skue. Det er nok en kom­bi­na­tion. Før syn­tes jeg, at det var for­fa­er­de­lig upro­fes­sio­nelt, men jeg er ik­ke me­re ban­ge, når det sker, og jeg til­la­der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.