’Jag­ten på frisk luft og fa­el­les­skab’

Si­mon Nyrup Mad­sen og hans fa­mi­lie tog sprin­get fra en lej­lig­hed og fast kon­torjob til et liv på lan­det, hvor fa­el­les­skab går for­ud for eg­ne be­hov

BT - - MODE -

»Vi føl­te tit, at vi le­ve­de for fe­ri­er­ne, hvor vi la­ve­de no­get spe­ci­elt. Vi tog fle­re gan­ge ud i ver­den og led­te ef­ter adspre­del­se, men vi føl­te al­li­ge­vel mest, at vi var sta­ti­ster i an­dres liv. Hvor­for ik­ke gø­re hver­da­gen til no­get sa­er­ligt. Der måt­te fin­des no­get bed­re,« til­fø­jer han.

Den magi­ske spi­sesal

Der­for be­gynd­te fa­mi­li­en at un­der­sø­ge, hvor den kun­ne slå sig ned. Isa­er to ting vi­ste sig at va­e­re til­ba­ge­ven­den­de øn­sker: Frisk luft og fa­el­les­skab.

»Vi så man­ge ste­der, der ri­me­de på det, men in­tet, hvor fa­el­les­ska­bet er så dy­na­misk, som det er her. Vi var ude at se på Svan­holm fle­re gan­ge, men vi faldt fak­tisk for det på dag ét.«

An­dre ste­der min­de­de me­re om vil­lakvar­te­rer med et fa­el­les­hus, men igen op­le­ve­de Si­mon Nyrup Mad­sen, hvor­dan fa­mi­li­er­ne luk­ker sig in­de på hver sin par­cel. Det var ik­ke nok – for ham.

»Vi var her­u­de fle­re gan­ge og prø­ve­de og­så at bo her en uge, in­den vi be­slut­te­de os. Men det var så dej­ligt ufor­plig­ten­de at va­e­re her.«

Sa­er­ligt et en­kelt tra­ek ved Svan­holm faldt Si­mon Nyrup Mad­sen helt for. Fa­el­les­spis­nin­gen.

»Der er no­get magisk over den spi­sesal. Hver af­ten er en fest. Alt, hvad vi øn­ske­de os, var her. La­ek­ker, øko­lo­gisk, hjem­mela­vet mad. Vi er 70 pct. selv­for­sy­nen­de – så me­get af det, vi spi­ser, kom­mer fra vo­res eg­ne mar­ker og stal­de. Fak­tisk sy­nes jeg ik­ke, det er in­ter­es­sant at gå på re­stau­rant, ef­ter jeg er flyt­tet til Svan­holm,« si­ger han.

Der er nem­lig fa­el­les af­tens­mad for al­le, som har lyst, seks aft­ner om ugen på Svan­holm. Den sy­ven­de af­ten spi­ser man hjem­me hos sig selv. Der­u­d­over er der fa­el­les frokost for de af be­bo­er­ne, som er hjem­me midt på dagen. Mor­gen­mad henter man i fa­el­les­køk­ke­net til sit eget lil­le køk­ken – eller skaf­fer, som det hed­der, når man ta­ger sin kurv og går ned i fa­el­les­køk­ke­net og henter, hvad man skal bru­ge.

»I be­gyn­del­sen skaf­fe­de vi alt for me­get. Vi kom sim­pelt­hen til at ta­ge me­re, end vi kun­ne spi­se. Gam­mel va­ne, tror jeg. Nu har jeg la­ert, at det ik­ke er ret fedt at va­e­re den, der kom­mer ned i fa­el­les­køk­ke­net, og så er der ik­ke no­get ost, for­di al­le an­dre har ta­get for me­get. Man la­e­rer at ta­en­ke på de an­dre og op­da­ger, at der nok duk­ker no­get nyt og spa­en­den­de op i kø­le­rum­met na­e­ste dag.«

Må jeg godt si­ge op?

Der er og­så sket no­get med Si­mon Nyrup Mad­sens ar­bejds­liv.

»I by­en syn­tes jeg, at al­ting dre­je­de sig om vo­res ar­bej­de. Hvor man bo­e­de, at ens børn skul­le pas­ses ude, og hvor­når man var hjem­me. Her­u­de be­gynd­te tin­ge­ne at ha­en­ge sam­men som en hel­hed.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.