’ De, der blev i Tyr­ki­et – de le­ver bed­re end os’

BT - - NYHEDER -

DRØMMEN BRAST Mon ik­ke en­hver ind­van­drer drøm­mer om at kun­ne sid­de som gam­mel og si­ge: » Se, hvor godt det er gå­et mig i mit nye land? « Hvor­for el­lers for­la­de det dej­li­ge vejr, den næ­re fa­mi­lie, de kend­te duf­te, hvis ik­ke for at få et nem­me­re, fri­e­re, ri­ge­re liv? Som Ra­ma­zan, en af Dan­marks før­ste tyr­ki­ske gæ­ste­ar­bej­de­re, der kom her­til i 1970er­ne, for­tæl­ler:

» Vi fik et brev fra en slægt­ning, der var rejst til Eu­ro­pa. Der stod: » Kom, kom, skynd jer at kom­me. Her er pen­ge at tje­ne. «

Så han og tre un­ge ven­ner fra lands­by­en hop­pe­de på bus­sen og kør­te af sted.

Ra­ma­zan ( nav­net er et pseu­do­nym) er ble­vet in­ter­viewet til den hidtil mest de­tal­je­re­de eu­ro­pæ­i­ske un­der­sø­gel­se af hver­da­gen og le­ve­vil­kå­re­ne for de før­ste tyr­ki­ske gæ­ste­ar­bej­de­re.

Gen­nem re­gi­ster­da­ta og en ræk­ke kva­li­ta­ti­ve in­ter­view med her­bo­en­de tyr­ke­re over 70 år teg­ner for­sker­ne Ani­ka Li­ver­sa­ge og Vi­be­ke Jakob­sen fra SFI et dystert po­rtræt af ny­dan­sker­nes le­ve­vil­kår og tan­ker, nu hvor tyr­ker­ne som den før­ste ge­ne­ra­tion af ind­van­dre­re er ble­vet gam­le fol­ke­pen­sio­ni­ster. Slid for in­gen­ting I dag fø­ler Ra­ma­zan, at han har slidt og slæbt he­le li­vet i bar­ske, lavt be­tal­te job. Al­li­ge­vel sid­der han til­ba­ge med me­get lidt på si­ne gam­le da­ge. Fa­mi­li­en er fal­det fra hin­an­den, og han får ik­ke me­get hjælp og op­mærk­som­hed fra si­ne fem børn, der le­ver hver de­res selv­stæn­di­ge, dan­ske liv.

» Vo­res liv gik her i Dan­mark – det tog vo­res liv, det tog vo­res ung­dom med sig. Og vi kun­ne in­tet gø­re. Børn og al­ting le­ver hver for sig … ’ Lad os tje­ne pen­ge’, si­ger de he­le ti­den. Hvis du spør­ger mig, så spi­ste Dan­mark mig helt og fuldt. «

El­ler hør Dur­s­un ( og­så et pseu­do­nym). Ads­purgt af for­sker­ne, hvad han vil­le gø­re om, hvis han kun­ne æn­dre no­get i sit liv, sva­rer han, at han så al­drig vil­le ha­ve ta­get fa­mi­li­en med til Dan­mark.

» Har der slet ik­ke væ­re no­get godt ved at væ­re her i Dan­mark? « spør­ger in­ter­viewe­ren.

» Ik­ke som hel­hed, « sva­rer Dur­s­un. » Hvis vi hav­de væ­ret der­ne­de ( i Tyr­ki­et, red.), hav­de vi må­ske kun haft tørt brød at spi­se, men vi hav­de væ­ret lyk­ke­li­ge. «

Mod­sat de man­ge flygt­nin­ge, som si­den kom til Dan­mark på flugt fra sult, tor­tur og bom­ber, var tyr­ker­nes pri­mæ­re mo­ti­va­tion for at mi­gre­re til Dan­mark øko­no­misk. De søg­te job og pen­ge. Ar­bej­de var der nem­lig ik­ke læn­ge­re me­get af i den tyr­ki­ske land­brugs­sek­tor.

I 1970er­nes Dan­mark der­i­mod kør­te øko­no­mi­en på høj­tryk, og der var brug for hæn­der til det be­skid­te, ufag­lær­te ar­bej­de. Så de un­ge, uud­dan­ne­de tyr­ki­ske gæ­ste­ar­bej­de­re gik til hån­de på sav­vær­ker, cham­pig­non­g­art­ne­ri­er, ma­ling­fa­brik­ker, i ren­gø­rin­gen. Dansk lær­te de ik­ke, for det var alt for svært, når man­ge dår­ligt kun­ne al­fa­be­tet. Og strengt nød­ven­digt var det hel­ler ik­ke, så der blev ik­ke pres­set på fra sam­fun­dets si­de.

Men i takt med den glo­ba­le udflytning af ar­bejds­plad­ser for­svandt man­ge af de ufag­lær­te job, som tyr­ker­ne op­rin­de­ligt var kom­met til Dan­mark for at over­ta­ge. Og så stod de ufag­lær­te tyr­ke­re uden dansk­kund­ska­ber ba­gest i kø­en til ar­bejds­mar­ke­det.

Un­der­sø­gel­sens om­fat­ten­de re­gi­ster­da­ta vi­ser bl. a., hvil­ken til­knyt­ning tyr­ke­re, som i dag er mel­lem 65 og 74 år gam­le, hav­de, den­gang de var 55 år gam­le. Det er foru­ro­li­gen­de læs­ning. Som 55- åri­ge var kun 25 pct. af de tyr­ki­ske mænd sta­dig i be­skæf­ti­gel­se. For dan­ske mænd med til­sva­ren­de lav ud­dan­nel­se var an­de­len 79 pct. Me­re sy­ge og fat­ti­ge­re I dag er de æl­dre tyr­ke­re og­så bå­de mar­kant sy­ge­re og fat­ti­ge­re end dan­ske­re på sam­me al­der og med sam­me ud­dan­nel­ses­bag­grund.

Kun to pct. af de kortud­dan­ne­de, æl­dre dan­ske­re over 65 år le­ver un­der OECDs fat­tig­doms­græn­se, der de­fi­ne­res som en ind­komst, der er min­dre end halv så stor som me­di­a­nen i et land. Det sam­me gæl­der for he­le 29 pct. af de æl­dre tyr­ke­re.

Det skyl­des først og frem­mest, at tyr­ker­ne sjæl­dent har no­gen op­spa­ring el­ler pri­vat pen­sion, da de har va­re­ta­get lø­se og lavt be­tal­te job, og for­di de – da man­ge ik­ke har le­vet i Dan­mark i 40 år – hel­ler ik­ke har ret til fuld fol­ke­pen­sion.

Når reg­ne­styk­ket skal gø­res op for mi­gra­tio­nen, er fle­re be­gyndt at tviv­le på, om det over­ho­ve­det var en god for­ret­ning:

» De, der blev i Tyr­ki­et – vo­res slægt­nin­ge – de le­ver bed­re end os. De har byg­get et hus på to eta­ger. De­res bil står par­ke­ret uden­for. De Li­ge­gyl­digt, hvor du går hen, er det det sam­me: Du er frem­med... Ef­ter­hån­den som du æl­des, kom­mer du me­re og me­re uden­for… Men vi kan ik­ke rej­se til Tyr­ki­et. Hvor­for ik­ke? For nu er vo­res børn ble­vet voks­ne, og vi har bør­ne­børn har trak­to­rer. Men os, vi spa­rer sam­men her og ta­ger der­ned og bru­ger det he­le. Det er vo­res li­del­se. Hjem­lan­det er no­get an­det. Det har vi og­så mi­stet, « ly­der det bl. a. fra Ah­met og hans ko­ne.

For­sker­ne var al­le­re­de for­be­red­te på, at de vil­le mø­de man­ge tri­ste men­ne­sker på de­res hjem­me­be­søg, for­tæl­ler Ani­ka Li­ver­sa­ge, der er en af bo­gens for­fat­te­re.

» Vi vid­ste, de var so­ci­alt svagt stil­let, sprog­ligt mar­gi­na­li­se­re­de og hav­de en dår­lig øko­no­mi. Men jeg blev al­li­ge­vel over­ra­sket over, hvor dår­ligt man­ge af dem har det. Og hvor van­ske­ligt det til­sy­ne­la­den­de er at bi­de sig fast på det dan­ske ar­bejds­mar­ked, når man kom­mer med sva­ge res­sour­cer – selv for ar­bejds­mi­gran­ter, « si­ger hun.

At for­sker­ne med de kva­li­ta­ti­ve in­ter­view ik­ke blot har væ­ret uhel­di­ge at lø­be ind i helt ual­min­de­ligt tri­ste men­ne­sker un­der­støt­tes dels af bo­gens om­fat­ten­de re­gi­s­ter­ma­te­ri­a­le, der do­ku­men­te­rer tyr­ker­nes svæ­re øko­no­mi­ske kår sta­ti­stisk be­trag­tet.

Dels af en tid­li­ge­re kva­li­ta­tiv un­der­sø­gel­se fo­re­ta­get af pro­fes­sor i psy­ko­lo­gi Gret­ty Mir­dal. Hun har in­ter­viewet en grup­pe tyr­ki­ske mi­grant­kvin­der tre gan­ge i lø­bet af 30 år om de­res livs­for­løb, og det er om no­get end­nu me­re trist læs­ning. Ser kun tyr­kisk tv Ik­ke al­le er ulyk­ke­li­ge, selv­føl­ge­lig. Og nog­le har og­så kla­ret sig øko­no­misk godt. Li­ge­som fle­re pe­ger på, at nog­le for­hold fak­tisk er ble­vet nem­me­re med åre­ne. Da de før­ste tyr­ke­re an­kom til Dan­mark, var der f. eks. in­gen til at hjæl­pe med spro­get. I dag kan man kø­be tyr­kisk mad i selv mel­lem­sto­re provins­by­er. Som Reis ud­tryk­ker det: » I gam­le da­ge i Tys­kland var der en tyr­kisk ka­nal om ons­da­gen i et kvar­ter. Vi skynd­te os, for ’ nu kom­mer der tyr­kisk tv’, og det var vi gla­de for, det så vi. Men nu har vi 200 ka­na­ler – vi ser kun tyr­kisk fjern­syn. «

Al­le un­der­sø­gel­sens in­ter­view er i øv­rigt fo­re­ta­get på tyr­kisk el­ler kur­disk, for trods me­re end 30 år i lan­det har kun få af de in­ter­viewe­de lært at ta­le or­dent­ligt dansk.

Ne­top de mang­len­de sprog­kund­ska­ber har væ­ret den må­ske mest de­fi­ne­ren­de fak­tor for de før­ste gæ­ste­ar­bej­de­res mar­gi­na­li­se­ring på de­res æl­dre da­ge. Og en vig­tig læ­re i for­hold til de man­ge un­ge flygt­nin­ge, som kom­mer til lan­det i dis­se år, på­pe­ger Ani­ka Li­ver­sa­ge:

» Det vi­ser, at de før­ste år i et nyt land er me­get, me­get vig­ti­ge. Sam­ti­dig må vi er­ken­de, at de res­sour­cer, man har med sig fra barn- og ung­dom­men, har rig­tig stor be­tyd­ning. Det er svært at le­ve og ar­bej­de i Dan­mark, når man har så lavt et kom­pe­ten­ce ni­veau, og svært at få en lang­va­rig plads på ar­bejds­mar­ke­det uden sprog.

Så hvis vi hav­ner med flygt­nin­ge med sam­me pro­fil, skal man ha­ve re­a­li­sti­ske mo­del­ler for, hvor­dan de kan få en plads i det dan­ske sam­fund. «

Hvis det var så slemt, hvor­for rej­ste de så ik­ke til­ba­ge, kan man tæn­ke. Tyr­ker­ne var ik­ke flygt­nin­ge. In­gen har tvun­get dem til at bli­ve i Dan­mark. Al­li­ge­vel har un­der fem pct. af de 65- 74- åri­ge ta­get tu­ren re­tur på de­res æl­dre da­ge, selv om en del, har le­get med tan­ken. Og­så frem­med i Tyr­ki­et Selv om de med åre­ne har op­le­vet stør­re frem­med­hed og mar­gi­na­li­se­ring i Dan­mark, fø­ler man­ge sig nem­lig hel­ler ik­ke læn­ge­re hjem­me i Tyr­ki­et.

» Li­ge­gyl­digt, hvor du går hen, er det det sam­me: Du er frem­med... Ef­ter­hån­den som du æl­des, kom­mer du me­re og me­re uden­for… Men vi kan ik­ke rej­se til Tyr­ki­et. Hvor­for ik­ke? For nu er vo­res børn ble­vet voks­ne, og vi har bør­ne­børn.

Vi ta­ger der­til i tre må­ne­der, men så sav­ner vi bør­ne­bør­ne­ne. Vi rin­ger hver dag, så vi kan ik­ke rej­se. Så­dan er det. «

Til gen­gæld kan de be­trag­te de­res børn og bør­ne­børn ud­dan­ne sig, ar­bej­de og ska­be sig det bed­re liv, som det al­drig til ful­de lyk­ke­des gæ­ste­ar­bej­der­ne. Men og­så le­ve sta­digt me­re selv­stæn­digt, til sorg for en del æl­dre tyr­ke­re, der læn­ges til­ba­ge til stor­fa­mi­li­en.

I dag væl­ger bør­ne­ne selv de­res part­ner. Hen­ter ik­ke læn­ge­re fætre fra den tyr­ki­ske lands­by. Hvor skils­mis­se­ra­ten blandt dan­ske­re iføl­ge be­ret­nin­ger fra Ro­ck­wool Fon­dens Forsk­nings­en­hed er på 26 pct., er de til­sva­ren­de tal 22 for tyr­ki­ske ind­van­dre­re, men he­le 36 pct. for tyr­ki­ske ef­ter­kom­me­re.

» Hvor­dan bli­ver det på lang sigt? Hvad er den rig­ti­ge vej?, « spør­ger for­sker­ne en af tyr­ker­ne i un­der­sø­gel­sen.

» Tja, i for­hold til hvad jeg selv sy­nes, så er der in­gen en­de på det, « sva­rer Mi­hat.

» Alt­så, vi bli­ver dan­ske – så­dan er det ba­re. Har du no­gen­sin­de set en mi­gra­tion spo­le bag­læns. Så­dan en mi­gra­tion fin­de ik­ke – så en­kelt er det. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.