Jeg kan fak­tisk godt væ­re sød

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - IN­TER­VIEW

23- åri­ge Esta­va­na Pol­man er vel hånd­bold­liga­ens stør­ste pro­fi l og kæ­re­ste med fod­bold­stjer­nen Ra­fa­el van der Vaart. I an­led­ning af da­gens før­ste DM­fi na­le, zoo­mer BT ind på hol­læn­de­ren, der me­get vel kan ud­gø­re for­skel­len på, om det bli­ver Team Es­b­jerg el­ler FC Midtjyl­land, der lø­ber med gul­det.

Hvis I ik­ke slår FC Midtjyl­land og bli­ver dansk me­ster, vil du ik­ke be­teg­ne den­ne sæ­son som god­kendt?

» Hvis vi ta­ber, har vi fejl­et. Så en­kelt er det. «

Hvor­for har du valgt at for­læn­ge med Team Es­b­jerg, når du er ble­vet til­budt me­re end det dob­bel­te i løn hos stor­klub­ber i Øst­eu­ro­pa?

» For mig fø­les det godt at væ­re i Es­b­jerg. Vi har byg­get no­get godt op. Vi var i fi na­len sid­ste år, og nu skal vi ta­ge det sid­ste skridt og vin­de DM og spil­le Cham­pions Le­ague. Og jeg vil­le slå mig selv i ho­ve­d­et, hvis jeg ik­ke skul­le væ­re med det her hold i Cham­pions Le­ague. «

Når du kun har for­læn­get med et en­kelt år, er det så, for­di du vil vi­de­re eft er næ­ste sæ­son?

» Det ved jeg ik­ke. Jeg har lært, at plan­læg­ning er no­get Man må ven­te og se, hvad der sker. «

Hvor­for er plan­læg­ning ’ no­get shit’?

» Man ved al­drig, hvad der sker. Må­ske tæn­ker jeg om et år, at hånd­bold ik­ke er sjovt. Li­vet har lært mig, at ufor­ud­si­ge­li­ge ting kan ske, og man skal ny­de det, man har. Min fa­mi­lie og jeg var in­vol­ve­ret i en bil­u­lyk­ke, da jeg var 15 år. Det var vir­ke­lig dår­ligt vejr, og vi kør­te på en mo­tor­vej i Tys­kland. Plud­se­lig be­gynd­te en bil til ven­stre for os at træk­ke ind imod os, og vi var nødt til at und­vi­ge. Men vi mi­ste­de her­re­døm­met, og bi­len end­te med at snur­re rundt og slå en mas­se kol­bøt­ter. Jeg bræk­ke­de ryg­gen to ste­der og kun­ne ik­ke mær­ke mi­ne ben. Jeg skul­le læ­re at gå helt for­fra, og jeg fi k at vi­de af læ­ger­ne, at jeg al­drig vil­le kom­me til at spil­le hånd­bold igen. «

Men du fi k al­li­ge­vel de­but på lands­hol­det som 16- årig?

» Ja, det gik rig­tig godt med genop­træ­nin­gen. Jeg var fak­tisk al- le­re­de til­ba­ge på hånd­bold­ba­nen eft er et halvt år. «

Hvad har væ­ret den stør­ste driv­kraft i din kar­ri­e­re?

» Hånd­bold er min sto­re pas­sion, og jeg spil­ler, for­di jeg sy­nes, det er sjovt. Min mo­ti­va­tion er at gø­re det, jeg el­sker mest. Og li­ge nu er det hånd­bold. Men det er hel­ler ik­ke al­tid så sjovt, som folk må­ske tror. Jeg har det bed­ste job – in­gen tvivl om det. Jeg skal ik­ke ar­bej­de kl. 8- 17 og al­le de der ting. Men jeg skal og­så op­gi­ve en mas­se ting, som an­dre har. Jeg kom­mer ale­ne hjem hver dag, min fa­mi­lie bor langt væk, og det kan væ­re me­get en­somt. Det er okay – det er et valg, jeg har truff et. Men hvis hånd­bol­den ik­ke går godt, præ­ger det he­le ens liv – for­di der kun er hånd­bold i ens liv. An­dre men­ne­sker kom­mer jo hjem fra ar­bej­de og er sam­men med de­res fa­mi­lie og læg­ger da­gen bag sig. Jeg har kun én ve­nin­de, som ik­ke har no­get med hånd­bold at gø­re, så det he­le hand­ler al­tid om dét, og det kan væ­re hårdt, når det går dår­ligt. «

Du går ben­hårdt eft er at bli­ve kå­ret til ver­dens bed­ste hånd­bold­spil­ler på et tids­punkt?

» Ja. Men jeg vil og­så ger­ne væ­re an­der­le­des end al­le an­dre. Jeg vil ger­ne væ­re no­get spe­ci­elt at se på for pu­bli­kum, så de ser frem til at se mig spil­le. Jeg har en lidt an­der­le­des stil og er nog­le gan­ge lidt skør. Men jeg skal nok la­de væ­re med at skub­be igen … «

Apro­pos at skub­be: Du sy­nes, at det kon­tro­ver­si­el­le rø­de kort, du fi k i se­mi­fi na­len mod Team Tvis Holste­bro, er et ud­tryk for, at dom­mer­ni­veau­et i Dan­mark er dår­ligt?

» Nej, slet ik­ke. Det var for dumt af mig. Men hun ( Ca­mil­la Her­rem, red.) hav­de hængt fast på mig i fem se­kun­der, og jeg vil­le ba­re af med hen­de. Jeg tænk­te ’ ’ – jeg vil­le ba­re sco­re igen. Men dom­me­ren sag­de, at han sy­nes, jeg la­ve­de en slå- be­væ­gel­se. Det gjor­de jeg ik­ke, men jeg var nok for vold­som. Og det var dumt. Men i en se­mi­fi - na­le er det liv el­ler død. Jeg er skør nog­le gan­ge, men jeg vil­le al­drig ska­de en med vil­je. Og hvis jeg vil­le slå en, vil­le hun al­drig væ­re i stand til at rej­se sig igen, haha. «

Du måt­te ud­gå af en kamp tid­li­ge­re i den­ne sæ­son på grund af hjer­te­pro­ble­mer, og selv om du har for­søgt at nedt­o­ne al­voren i det, går du fak­tisk rundt og er ban­ge for, hvad der er galt, hvis du nu skal væ­re helt ær­lig?`

» Ja, jeg vil ba­re ger­ne ha­ve et svar på, hvad det er. Jeg ved, der er styr på det, og jeg skal ik­ke dø af det. Men det er ir­ri­te­ren­de. Jeg vil ik­ke gå og væ­re usik­ker på, hvad det er. Li­ge nu får jeg nog­le gan­ge må­lt min hjer­te­ryt­me, og læ­ger­ne kan la­ve nog­le me­re grun­di­ge un­der­sø­gel­ser, som for­hå­bent­lig kan fast­slå, hvad det er, men det bli­ver først eft er OL. Jeg vil ik­ke ri­si­ke­re no­get før det, hvis det be­ty­der, jeg skal væ­re ude i no­get tid. Så vil jeg hel­le­re ven­te. «

Du er ble­vet kæ­re­ster med den hol­land­ske fod­bold­stjer­ne Ra­fa­el van der Vaart, og det føl­ger der en mas­se me­di­e­op­mærk­som­hed med – men det kan du fak­tisk godt li­de, for­di du sy­nes, at den del er ret sjovt?

» Jeg ta­ler ik­ke om mit pri­vat­liv, det vil jeg ger­ne vær­ne om. Vi har det rart sam­men, og jeg håber, folk respek­te­rer det og la­der os væ­re. «

Der var tid­li­ge­re i sæ­so­nen en mas­se ballade om­kring Lot­te Gri­gel, som næg­te­de at spil­le for Es­b­jerg og til sidst for­lod klub­ben. Men du hav­de det fak­tisk fi nt med, at Gri­gel for­svandt, for­di det har be­ty det, at du har spil­let næ­sten fuld tid i al­le kam­pe?

» Nej. Den ty­pe er jeg ik­ke. Hvis det en­de­lig var så­dan, at jeg sad på bæn­ken, vil­le jeg ba­re træ­ne end­nu hår­de­re og vi­se, at jeg skul­le spil­le. Lot­te er en sød og fan­ta­stisk per­son, og vi kun­ne godt bru­ge hen­de, og det er trist for beg­ge par­ter, at det skul­le en­de så­dan. Men nog­le gan­ge går det ba­re galt. «

Hvor­for blev det li­ge Dan­mark, du kom til?

» Her spil­ler man et hur­tigt og tek­nisk spil, og det er den må­de, jeg spil­ler på, så jeg tænk­te, det var det bed­ste sted for mig. «

Den fl ot­te­ste mand­li­ge hånd­bold­spil­ler i Dan­mark er ...?

» Jeg ser nog­le gan­ge nog­le her­re­kam­pe, men min kæ­re­ste bli­ver nok sur, hvis jeg si­ger no­get, haha «

Hvor­når var du se­ne­st rig­tig sur?

» Da jeg fi k det rø­de kort i se­mi­fi - na­len. Jeg smadre­de alt i om­klæd­nings­rum­met. Men jeg var og­så sur på mig selv over, at jeg var så dum at gi­ve dem mulig­he­den for at gi­ve mig rødt kort. «

Hvis du kun­ne æn­dre én ting ved dig selv, hvad skul­le det så væ­re?

» Alt­så ved mit an­sigt …? Så vil­le jeg æn­dre min næ­se. Jeg har ik­ke stå­et for­re­st i kø­en, da de blev ud­delt, haha! Hvis det ik­ke var fy­sisk, du men­te, så vil­le jeg ger­ne ha­ve haft et lidt mil­de­re tem­pe­ra­ment. «

Hvil­ket ka­rak­ter­træk er du mest til­freds med hos dig selv?

» Jeg er me­get om­sorgs­fuld over for de men­ne­sker, jeg el­sker. «

Hvad er din dår­lig­ste va­ne?

» At si­ge ’ og ’ på tv. Når jeg er glad, ry­ger det ba­re ud. Men min mor er al­tid eft er mig om­kring det. Det skal jeg stop­pe med. Men jeg kan ik­ke rig­tig sty­re mi­ne fø­lel­ser. «

Hvis du ik­ke spil­le­de hånd­bold, hvad la­ve­de du så?

» Uhhh ... Jeg ved det ik­ke. Jeg vil­le øn­ske, jeg var vir­ke­lig klog og kun­ne si­ge læ­ge el­ler no­get lig­nen­de. Men det vil­le sand­syn­lig­vis væ­re læ­rer. Jeg har nog­le gan­ge væ­ret på en sko­le for hjer­neska­de­de børn og gi­vet lek­tio­ner, og det har væ­ret me­get spæn­den­de. «

For­tæl mig én ting, som folk ik­ke ved om dig?

» Jeg kan fak­tisk godt væ­re sød … Jeg tror, folk sy­nes, jeg er en bitch. Og nu tror de det da ek­stra me­get, eft er jeg fi k det rø­de kort mod Tvis. Men jeg kan alt­så godt væ­re sød. «

Hvil­ken dan­sker har im­po­ne­ret dig mest?

» Pa­tri­ck Wester­holm. Som så er fra Fin­land… Men han har be­ty­det me­get for mig, eft er jeg kom til Dan­mark. Jeg be­gynd­te i Søn­derjy­ske, hvor han var træ­ner. Han har lært mig man­ge ting. Vi skænd­tes, men han im­po­ne­re­de mig med sin per­son­lig­hed. Han gjor­de mig vok­sen til træ­ning og i kam­pe­ne. Jeg var en lil­le pi­ge, da jeg kom der­til, og jeg op­før­te mig ik­ke al­tid godt. Jeg var nok lidt en lil­le re­bel. Men han æn­dre­de de ting. Det hav­de jeg brug for for at bli­ve en bed­re hånd­bold­spil­ler. «

Hvad er det bed­ste ved Dan­mark?

» Lan­det er me­get af­slap­pet. Folk kan selv­føl­ge­lig godt væ­re stres­se­de, men slet ik­ke li­ge så slemt som i Hol­land. Folk er ven­li­ge. Hvis der for ek­sem­pel åb­ner en ek­stra kas­se i su­per­mar­ke­det, går folk stil­le og ro­ligt der­hen, men hvis det sam­me sker i Hol­land, lø­ber al­le om kap og for­sø­ger at kom­me først. «

Hvad er så det vær­ste ved Dan­mark?

» Al­le er så ful­de, når de går ud. Det er alt el­ler in­tet. I Hol­land er det nor­malt at gå ud og spi­se no­get mad og få et par glas vin eft er ar­bej­de el­ler træ­ning – og så ta­ge hjem. Her kan man ik­ke si­ge: ’ Lad os gå ud eft er en kamp’. Så tror folk, man skal væ­re fuld. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.