En­ne­skeuhy­re’

BT - - NYHEDER -

... skul­le det hed­de, at jeg hav­de ta­get det for at red­de det. «

16.000 m2 byg­nin­ger brænd­te ned i dét, der iføl­ge de lo­ka­le avi­ser var den stør­ste brand i Lon­dons hi­sto­rie.

Da Jens Ni­el­sen en april­nat i 1881 blev på­gre­bet af Lon­dons po­li­ti, var det dog ik­ke for den og en ræk­ke ef­ter­føl­gen­de bran­de, men der­i­mod for et ind­brud hos den dan­ske kon­sul, som hav­de væ­ret så flink at lå­ne ham pen­ge. Det ko­ste­de Jens Ni­el­sen et års fængsel, og den 6. maj 1882 be­gynd­te han tu­ren hjem mod Dan­mark med et stop i Kal­mar i Sve­ri­ge, hvor han var tæt på at myr­de en mand for at få fin­gre i hans pen­ge. Pen­ge­ne fik han. Og end­nu en tur i spjæl­det. Et år, lød dom­men på.

På hver en bid af sin to år lan­ge rej­se var Jens Ni­el­sen en tyv. Han ud­nyt­te­de ky­nisk de go­de så­vel som de Jeg har al­tid kun­net frem­pres­se tå­rer, når som helst og over hvad som helst, det skul­le væ­re

’ Jens Ni­el­sen bør ha­ve sit liv for­brudt’, lød dom­men fra 1885. Men så­dan skul­le det ik­ke gå, for kon­gen næg­te­de at un­der­skri­ve døds­dom­men og benå­de­de i ste­det Jens Ni­el­sen.

Dom­men blev æn­dret til den op­rin­de­li­ge liv­s­tids­straf, om end den nu skul­le af­so­nes un­der streng be­vogt­ning i ene­cel­le.

Li­ge si­den han var dreng, hav­de Jens Ni­el­sen væ­ret af­hæn­gig af at ha­ve be­un­dre­re. Ud­sig­ten til ene­cel­le og der­med in­tet ’ pu­bli­kum’ fik iføl­ge for­fat­ter Poul Du­e­da­hl Jens Ni­el­sen til at bli­ve ’ be­sat af en drift mod un­der­gang’. Hans ene­ste øn­ske var at dø. Op­sat på dø­den Igen ty­e­de han til vol­de­li­ge an­greb på si­ne vog­te­re, og igen blev han idømt døds­straf.

’ Hans hen­ret­tel­se vil be­fri ver­den for et menneskeuhyre,’ skrev New York Ti­mes. Men igen blev dom­men om­stødt. Og så­dan fort­sat­te det år ef­ter år.

Selv­om vin­de­ne ude i sam­fun­det var be­gyndt at blæ­se i en helt an­den ret­ning, og døds­straf­fen i prak­sis var af­skaf­fet, var Jens Ni­el­sen me­re op­sat på dø­den end no­gen­sin­de. Og den 4. novem­ber 1892 lyk­ke­des det en­de­lig. Kon­gen skrev un­der på indstil­lin­gen fra Hø­jeste­ret.

Ef­ter et sid­ste må­l­tid, be­stå­en­de af hve­de­brød, smør, rul­lepøl­se og spe­gepøl­se, gik Jens Ni­el­sen tid­ligt om mor­ge­nen fi­re da­ge se­ne­re op ad trap­pen til ska­fot­tet. Ro­lig og fat­tet.

Jens Ni­el­sen lag­de sig på blok­ken og gjor­de in­gen mod­stand, da skar­p­ret­ter Theo­dor Sei­strup løs­ne­de kra­ven om­kring hans hals.

» De skul­le ta­ge og knap­pe den øver­ste bryst­k­nap op! « Det var Jens Ni­el­sens sid­ste ord. Den 8. novem­ber 1892 kl. 7.15 hør­tes en lyd, som når man slår en våd svamp mod en væg og der­ef­ter ’ en svagt klin­gen­de me­tal­lyd’.

Ver­den var be­fri­et for et menneskeuhyre. Dan­mark hav­de ud­ført sin sid­ste hen­ret­tel­se i freds­tid.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.