Lyk­ke­li­ge er de, der de­ler B

BT - - WEEKEND -

aby­er er li­ge. Børn er li­ge. Un­ge er ik­ke li­ge. Voks­ne er de­ci­de­ret uli­ge. De fle­ste fø­des med en na­tur­lig for­stå­el­se for at de­le. Da jeg var barn, be­gynd­te man – i min om­gangskreds – med at va­e­re rød, og så vok­se­de man sig blå – alt­så af po­li­tisk over­be­vis­ning. På min før­ste dag som elev sag­de min chef til mig, at hans plan var at la­e­re mig om li­vet, og at det grund­la­eg­gen­de gik ud på at sny­de i skat. Så gri­ne­de vi lidt ad det – og jeg snød i skat. Jeg til­skri­ver det ung­dom­mens kå­d­hed og be­ta­ler i dag min skat med gla­e­de. Men hvor­dan kan det va­e­re, at vi voks­ne kan bil­de os ind, at det er o.k., at sny­de de an­dre? At sny­de fa­el­les­ska­bet? Jeg så en­gang et for­søg, hvor to børn ad gan­gen blev sat ind i et va­e­rel­se, hvor de skul­le ven­te på, at for­sø­get gik i gang. De vid­ste ik­ke, at det VAR for­sø­get. Ef­ter et styk­ke tid kom en of­fi­ci­al ind og gav det ene barn en sandwich. Me­get ty­de­ligt sag­de han: »Vi har kun én sandwich, den får du.« Til det an­det barn var der in­tet. Det sjove er, at samt­li­ge børn del­te de­res sandwich. En en­kelt gav kun 1/3 va­ek, men al­le an­dre kna­ek­ke­de sandwi­chen over i to li­ge sto­re de­le. Det gi­ver så god me­ning. Vi VED fra al­le mu­li­ge og umu­li­ge for­søg, at de lyk­ke­lig­ste men­ne­sker er dem, der gi­ver mest, de­ler mest. Bå­de af ting, men og­så af sig selv. For der ér en sam­men­ha­eng. Men­ne­sker, som er 43 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’Mi­chel­les mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Michelle bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn og har en ka­e­re­ste. na­e­ri­ge med de­res pen­ge, er tit og­så na­e­ri­ge med sig selv. Men selv­om vi ved dét, så sid­der der en dja­e­vel – og­så på min skul­der – og hvis­ler ’My pre­cious’. For hvad kan JEG få ud af det­te el­ler hint? Hvis jeg tur­de stop­pe op, vil jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg hel­le­re vil­le sid­de af­slap­pet un­der et ae­ble­trae og de­le ud af mi­ne ae­b­ler, så la­en­ge jeg hav­de. End jeg vil­le fø­le stress over at vå­ge over, om nog­le uret­ma­es­sigt fik ad­gang til mi­ne ae­b­ler. Selv­om jeg må­ske ik­ke en­gang selv kun­ne spi­se fle­re. Det dre­jer sig selv­føl­ge­lig ik­ke om ae­b­ler. Det ga­el­der ALT, at vi bør de­le. Må­ske ik­ke i nøj­ag­tigt li­ge sto­re styk­ker, men me­re fair i hvert fald. Når jeg i sam­me avis kan la­e­se, at der i rej­se­bran­chen er ind­ført en ny før­ste klas­se, for­di der fin­des ri­ge, der er ’så ri­ge’, at de vil be­ta­le astro­no­mi­ske be­løb for at slip­pe for ’dem på før­ste klas­se’, og jeg li­ge ved si­den af kan la­e­se en ar­ti­kel om, at nog­le dør af sult på grund af hunger­s­nød. Så bli­ver jeg af­sin­dig tra­et af den til­gang, der en­gang var min egen. Jeg blev ta­get ved na­e­sen den­gang, jeg la­er­te, at det ga­el­der om at ra­ge fle­re ting til sig (end jeg egent­ligt mang­le­de). Når Etisk Råd si­ger, at der skal af­gif­ter på kød, så fa­rer jeg ik­ke op i det rø­de felt og rå­ber: »Jeg har fortjent en god bøf.« Nae, jeg ta­ger mig sam­men, ta­en­ker at på lidt la­en­ge­re sigt gi­ver det mig me­re gla­e­de at de­le min bøf – end gla­e­den ved ta­tar gi­ver MIG de na­e­ste ti mi­nut­ter. Po­in­ten er, at det ik­ke nyt­ter, at jeg er dre­vet af min øde­la­eg­gen­de lyst. Vi la­e­rer vo­res børn, at de ik­ke må la­de sig sty­re ale­ne af im­pul­ser. Men hvor­når la­e­rer vi voks­ne det?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.