’Jeg la­eng­tes ef­ter at bli­ve nor­mal igen’

For ot­te år si­den fik He­le­na Lin­de­ham­mer sit livs chok. Men da den sta­er­ke kvin­de for­søg­te at tvin­ge sig selv til­ba­ge til et nor­malt liv bag­ef­ter, sag­de krop og sja­el fra og send­te hen­de på sit livs ned­t­ur. Først da hun fik medicin, lettede tå­ger­ne

BT - - WEEKEND -

en psy­kisk li­del­se, ha­ve hårdt brug for hja­elp og ty til me­di­ci­na­lin­du­stri­en, når det he­le ser sor­test ud.

»En fre­dag mor­gen, da jeg går på ar­bej­de, snur­rer det un­der­ligt i mi­ne ha­en­der, og min hals snø­rer sig sam­men,« si­ger He­le­na Lin­de­ham­mer og ta­ger sig til hal­sen, hvor hun sta­dig kan genkal­de sig for­nem­mel­sen nu ot­te år se­ne­re.

»Jeg hav­de det så­dan, som man har det li­ge i det se­kund, man bli­ver for­s­kra­ek­ket. Hjer­tet ham­rer, og det he­le snur­rer. Det holdt ba­re ik­ke op, og da jeg kom hen på ar­bej­det, for­tal­te jeg det til en kol­le­ga. Hun sag­de: Du skal ha­ve hja­elp med det sam­me.«

Sam­me ef­ter­mid­dag sad He­le­na Lin­de­ham­mer i kon­sul­ta­tio­nen hos en psy­ko­log.

Den dag i dag gra­e­der hun, når hun forta­el­ler om sit før­ste mø­de med psy­ko­lo­gen.

»Jeg gra­ed i 20 mi­nut­ter, da jeg kom ind til hen­de. En­de­lig kun­ne jeg kom­me af med alt det, jeg hav­de in­de­ni. Jeg kun­ne sim­pelt­hen ik­ke stop­pe igen, da jeg hav­de åb­net for slu­ser­ne. Da vid­ste jeg, at jeg var kom­met det ret­te sted hen for at la­es­se af. Jeg var fuld­sta­en­dig ud­mat­tet, da jeg gik hjem, men jeg var og­så let­tet. Jeg hav­de åb­net for no­get. Det va­er­ste var, at der var to-tre uger til min na­e­ste tid hos psy­ko­lo­gen,« hu­sker He­le­na Lin­de­ham­mer.

Na­e­ste dag hav­de hun plan­lagt at ta­ge hjem til en ve­nin­de, men hun hav­de over­ra­sken­de nok ik­ke rig­tig lyst.

»Fra den dag var ver­den no­get, der fo­re­gik der­u­de,« si­ger He­le­na Lin­de­ham­mer og pe­ger ud ad vin­du­er­ne.

He­le­na Lin­de­ham­mer blev sy­ge­meldt fra sit job som pa­e­da­go­gisk le­der.

»Det føl­tes som om, jeg var en usyn­lig til­sku­er til ver­den, og jeg var så flov, så flov. Jeg vid­ste godt, at jeg ik­ke ba­re kun­ne lig­ge i sen­gen, så jeg stod op hver mor­gen. Men så snart un­ger­ne var ude ad dø­ren, var jeg let­tet og sat­te mig ind i so­fa­en, hvor jeg en­de­lig kun­ne va­e­re mig selv. Det kun­ne ta­ge mig et kvar­ter at ta­ge mig sam­men til at rej­se mig op igen,« hu­sker hun.

»Angst­symp­to­mer­ne kom he­le ti­den igen, hvor krop­pen snur­re­de og hal­sen snø­re­de sig sam­men. Tid­ligt hver mor­gen våg­ne­de jeg i et ang­stan­fald, som va­re­de re­sten af dagen. Om af­te­nen når jeg gik i seng, hav­de jeg det godt og ta­enk­te: I mor­gen er al­ting nor­malt igen.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.