A

BT - - WEEKEND -

strid Lind­gren er som al­le an­dre ge­ni­a­le for­fat­te­re ble­vet ud­sat for bi­o­gra­fis­men og dens kva­li­fi­ce­re­de ga­etva­erk, der nok kan va­e­re un­der­hol­den­de, men i sid­ste en­de er og bli­ver dét: Kva­li­fi­ce­ret ga­etva­erk.

Men der er og­så no­get an­det i spil, når det ga­el­der Lind­gren. For det er, som om bø­ger­nes uni­ver­ser og ka­rak­te­rer har på­vir­ket sy­net på hen­de som men­ne­ske. Alt­så en slags om­vendt be­va­e­gel­se i for­hold til bi­o­gra­fis­men, hvor ’Brødre­ne Lø­ve­hjer­te’, ’Mio, min Mio’, ’Pip­pi Langstrøm­pe’bø­ger­ne og al­le de an­dre knu­sel­ske­de hi­sto­ri­er har for­sta­er­ket fo­re­stil­lin­gen af hen­de som hu­ma­ni­sten, den frie sja­el, rum­me­lig­he­den selv.

Det ta­en­ker jeg ef­ter at ha­ve la­est ’Krigs­dag­bø­ger 1939-1945’, der ud­kom sid­ste år i Sverige og nu fo­re­lig­ger på dansk og på fle­re le­der nu­an­ce­rer bil­le­det af Lind­gren. Men først lidt om den dag­bog, hun i krig­sår­e­ne gem­te ne­derst i en va­ske­tøjs­kurv i Vulca­nus­ga­tan i Sto­ck­holm, hvor hun bo­e­de med sin lil­le fa­mi­lie.

In­gen for­ven­te­de, at Lind­gren skul­le fø­re krigs­dag­bog. Hun var sta­dig ukendt, og Bon­ni­ers For­lag hav­de end­nu ik­ke tak­ket nej til det før­ste Pip­pi-ma­nuskript. Men hun før­te dag­bo­gen med sam­me nid­ka­er­hed som en krigs­ge­ne­ral, og som for­fat­te­ren Ker­stin Ek­man skri­ver i sit for­ord, er »Det er sa­ert at ta­en­ke på, at den­ne 32-åri­ge hjem­me­gå­en­de hus­mor og kon­to­rist med stor al­vor på­ta­ger sig den sam­me form for op­ga­ve, men kun for sin egen skyld og for at få klar­hed over, hvad der ske­te.«

’Et hel­ve­des halvt år’

Der, hvor krigs­dag­bø­ger­ne rejser sig og, bli­ver in­ter­es­san­te, er i det sig­na­le­ment af Lind­gren, der tra­e­der frem af de me­re pri­va­te af­snit. Som når hen­des ae­g­te­skab med Stu­re Lind­gren for­va­er­res. »Et hel­ve­des halvt år har jeg haft den sid­ste halv­del af 1944«, skri­ver hun.

Men den stor­po­li­ti­ske med­gang kan ik­ke lin­dre den pri­va­te mod­gang, og det er ty­de­ligt, trods de om­hyg­ge­li­ge krigs­be­skri­vel­ser, at det hjem­li­ge be­ty­der mest for Lind­gren.

De na­er­me­ste. Fa­mi­li­en. Hjem­met. Gud. Der er lysår fra Pip­pis anar­ki til den­ne små­bor­ger­lig­hed, og den sy­nes fak­tisk og­så i spil, når Lind­gren, ret ek­stremt, skri­ver, at »man må hol­de med Tys­kland mod Rusland«.

Mens de slås, sid­der Lind­gren i det neut­ra­le Sverige med dårlig samvit­tig­hed, og ju­le­dag 1945 skri­ver hun: »Det­te er den før­ste freds­jul – og her er for­skel­len ik­ke stor, vi har jo le­vet i over­flod he­le ti­den.«

Det­te års no­bel­pris­ta­ger i lit­te­ra­tur, hvi­derus­si­ske Svet­la­na Alek­si­je­vitj, har skre­vet et va­erk med tit­len ’Kri­gen har ik­ke et kvin­de­ligt an­sigt’. Lind­gren gav den et an­sigt. Ik­ke fra krigs­fron­ten, men fra hjem­me­fron­ten. Som hu­ma­nist og fri­sin­det, som vi ken­der hen­de. Men og­så som små­bor­ger og ky­ni­ker. Sam­men­sat. Krigs­dag­bø­ger 1939-1945. Astrid Lind­gren. Ki­na Bo­den­hoff. 368. Gyl­den­dal. 350 kr.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.