’NÅR HUN TA­LER, BLI­VER JEG TRYG’

BT - - SONDAG -

Si­gurd Bar­rett og mor Lis­beth Sko­v­gaard Lis­beth Sko­v­gaard bortadop­te­re­de Si­gurd, da han var ba­by, til et ae­g­te­par i Vi­borg. Si­gurd be­slut­te­de at fin­de sin bi­o­lo­gi­ske mor. Han var 23, da de mød­tes før­ste gang, men han tog lidt til­løb først. Si­gurd: »Jeg vil­le va­e­re sik­ker, gen­nem­ta­en­ke sce­na­ri­et, og den pro­ces tog et år. Men så blev mi­ne fora­el­dre skilt, og he­le mit ver­dens­bil­le­de ram­le­de. Var min tryg­ge bag­grund ba­re løgn og blå­lys? I he­le det skils­mis­se­ka­os sat­te jeg pla­ner­ne om at fin­de Lis­beth lidt i be­ro. Jeg hav­de dog be­slut­tet mig for, hvor­dan det skul­le fo­re­gå. Jeg vil­le skri­ve et brev først, ik­ke ba­re mø­de op og ban­ke på dø­ren, jeg vid­ste jo slet ik­ke, hvor Lis­beth var i sit liv. Hun kun­ne va­e­re en, der sad i sva­e­re kår el­ler hav­de en mand, der ik­ke vid­ste, at hun hav­de bortadop­te­ret en søn. Det kun­ne bli­ve en angst­pro­vo­ke­ren­de op­le­vel­se og end­nu et slag i ho­ve­d­et. Min stør­ste frygt var en af­vis­ning.

Jeg send­te bre­vet og ta­enk­te, at der nok vil­le gå lang tid, før jeg hør­te no­get. jeg hør­te no­get. Men na­e­ste dag rin­ge­de te­le­fo­nen, og en stem­me sag­de: ’Det er Lis­beth Sko­v­gaard’. Jeg kun­ne gen­ken­de hen­des stem­me. Jeg ma­er­ke­de helt ind i so­lar ple­xus: ’Det er min mor!’ Jeg kan sta­dig ma­er­ke, at når hun ta­ler, bli­ver jeg tryg. Mu­sik­ken i hen­des stem­me, to­ne­fal­det.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.