AN­NET­TE HEICK Mor­ten Korch le­ver

BT - - SONDAG -

Når vi dan­ske­re ta­ler om Mor­ten Korch, så dan­ner vi al­le – tør jeg godt på­stå – det sam­me bil­le­de in­de i ho­ve­d­et: Gu­le mar­ker, grøn­ne en­ge, som­mer­da­ge i Dan­mark og men­ne­sker, der oser af ro og tid. Her har in­gen for travlt til at hja­el­pe hin­an­den. Der er styr på godt og ondt. Mora­len er hejst højt op i flag­stan­gen og va­jer sam­men med dan­ne­brog mod den blå him­mel. Hur­ra! DE VELKENDTE MOR­TEN Korch-film er man­ge gan­ge ble­vet dømt ude som dårlig smag, men Korch, som var en flit­tig for­fat­ter, der, in­den han gik bort i 1954, skrev 123 bø­ger, modt­og rid­der­kor­set. Han be­teg­nes som en af de 100 mest be­tyd­nings­ful­de dan­ske­re. Fil­men ’De rø­de he­ste’ blev i 1950 set af 2,3 mil­li­o­ner dan­ske­re – den­gang me­re end halv­de­len af Dan­marks be­folk­ning. Og der er da og­så no­get ud­pra­e­get dansk over hans man­ge hi­sto­ri­er, som me­sten­dels fo­re­går på lan­det. MEN HVAD BLEV der af det Dan­mark, han skit­se­re­de? Re­pra­e­sen­te­rer fil­me­ne en svun­den tid? Går tin­ge­ne for hur­tigt i dag? Er mora­len så godt som for­duf­tet? Er dansk­he­den un­der pres. Pas­ser det? LI­GE NU KIGGER jeg ud ad mit vin­due og ser den smuk­ke­ste gu­le sen­neps­mark. Øre­sund blin­ker bag­ved, og to he­ste le­ger på en­gen i solskin­net. Wauw! Jeg det på In­s­ta­gram og ved, det lig­ner snyd. Der må va­e­re brugt fil­ter. Der må va­e­re en grim vind­møl­le­park li­ge ved si­den af, som jeg be­ha­en­digt har und­gå­et. Der må va­e­re en larm fra mo­tor­vej­en og en lugt af gyl­le. Men nej. JEG SKAL NEM­LIG si­ge jer: Mor­ten Korch le­ver. Jeg op­da­ge­de det, da jeg var på Born­holm for nog­le uger si­den. Her mød­te jeg ik­ke an­det end vel­vil­li­ge og sø­de men­ne­sker. I får li­ge et ind­blik: Jeg glem­te min com­pu­ter om bord på fly­et, hvil­ket na­tur­lig­vis var dumt. Men i luft­hav­nen fandt man hur­tigt frem til min lap­top,

’’

og det lo­ka­le Taxi Nord, der al­li­ge­vel var på ru­ten, sør­ge­de for, at jeg i lø­bet af en ti­me hav­de min com­pu­ter igen. SE­NE­RE PÅ DAGEN stod jeg med nog­le tun­ge sa­ek­ke jord, jeg ik­ke kun­ne løf­te, men så kom Chri­sti­an fra Ka­las Is li­ge cyk­len­de og gav en hånd med. Hans te­e­na­ge­søn Carl er i øv­rigt ferm til at la­ve is og slå gra­es, og beg­ge de­le har jeg nydt godt af. Te­e­na­ge­re, der gi­der hja­el­pe og oven i kø­bet gør det med godt hu­mør, er i høj kurs her hos os. DA JEG VAR fa­er­dig med at ro­de og re­ge­re i ha­ven og in­den­for, hav­de jeg ef­ter­ladt et or­dent­ligt la­es af­fald ude på gårds­plad­sen. Men her kom Flem­m­ing Grav­ko mig til hja­elp. Han er så­dan én, der har al­le de ma­ski­ner og trai­le­re, man selv kun­ne øn­ske sig, og han er al­tid hyg­ge­lig at ta­le med. OG SÅ­DAN KUN­NE jeg fort­sa­et­te med at frem­ha­e­ve skøn­ne men­ne­sker: Jyt­te, der bag­te ka­ge til os, Hen­rik og Ma­le­ne fra Ga­e­sten, Mar­tin fra Nord­lan­det – i vir­ke­lig­he­den al­le sam­men nav­ne, der kun­ne op­tra­e­de i en Mor­ten Kor­ch­film. Og det er ik­ke til­fa­el­digt. NÅR VI KOM­MER ud til de små sam­fund, så er der – ja, en ind­spist­hed og sik­kert og­så slad­der – men der er og­så en om­sorg og in­ter­es­se for hin­an­den. Al­le ken­der al­le, og det er fak­tisk trygt at vi­de. Der fin­des an­dre ste­der, hvor folk bor dør om dør i åre­vis uden no­gen­sin­de at mø­des. DER SKAL IK­KE så me­get til. Hvis vi prø­ver at hu­ske be­gre­ber som moral, sund for­nuft og om­tan­ke, så er vi fak­tisk ik­ke så langt fra det Dan­mark, Mor­ten Korch be­skrev. Vist har det få­et nog­le fle­re nu­an­cer, men det er sta­dig dansk. Og det vil jeg egent­lig godt ha­ve lov at hyl­de uden at bli­ve kaldt na­tio­na­li­stisk.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.