De sidste må­ne­der

Et na­ert og varmt tv-be­kendt­skab slut­te­de i går, da Sø­ren Ry­ge be­gra­ve­de den sids

BT - - NYHEDER -

AF­SKED Sy­ge­hus i en al­der af 85 år. Ti år ef­ter sin bror Juli­us.

I går blev An­ders Sø­ren­sen så gen­for­e­net med sin bror og mor, Jo­han­ne, på fa­mi­li­ens grav­sted ved Breg­net Kir­ke ved Røn­de med en smuk ud­sigt ud over Mols Bjer­ge, Aar­hus­bug­ten og Kaløvig Slots­ru­in. Rørt, men fat­tet Til ste­de ved be­gra­vel­sen var selv­føl­ge­lig og­så man­den, der gjor­de brød­re­ne til tv-dar­lings, Sø­ren Ry­ge Pe­ter­sen.

Han var rørt, men fat­tet, da BT mød­te ham uden for kir­ken. Sø­ren Ry­ge Pe­ter­sen hav­de ik­ke lyst til at sa­et­te ord på sin sorg.

»I dag kon­cen­tre­rer jeg mig om at si­ge far­vel til An­ders og in­tet an­det,« sag­de Sø­ren Ry­ge, in­den han gik ind i kir­ken med en buket ma­el­kebøt­ter i hån­den.

Om­kring 40 per­so­ner, fa­mi­lie­med­lem­mer, ven­ner og be­kend­te, var mødt op for at si­ge far­vel til ung­kar­len An­ders Sø­ren­sen, hvis na­er­me­ste fa­mi­lie er lil­le­broren Vagns nu­le­ven­de børn.

Og netop den mang­len­de fa­mi­lie var må­ske år­sa­gen til, at de sidste år uden Juli­us blev en en­som tid.

I de­cem­ber 2010 be­søg­te Bil­ledBla­det An­ders på Skur­e­går­den, og her for­tal­te han om sav­net ef­ter sin bror.

»Selv­føl­ge­lig sav­ner jeg Juli­us. Det var jo rart, når han sad i sto­len, og jeg kun­ne dis­ku­te­re lidt med ham. Og­så selvom vi som­me­ti­der kom lidt på kant,« sag­de An­ders Sø­ren­sen.

Og­så Sø­ren Ry­ge kun­ne forta­el­le om en­som­hed.

»Vi har ik­ke så me­get med hin­an­den at gø­re me­re. Han har ik­ke rig­tig no­get med no­gen at gø­re me­re. I vir­ke­lig­he­den så tror jeg, at An­ders sav­ner Juli­us. Han har le­vet sam­men med Juli­us, li­ge si­den han blev født, og så for­svandt Juli­us. Han har in­gen at snak­ke med, in­gen at ska­el­de ud på,« sag­de Sø­ren Ry­ge til DR i 2014. Fik be­net sat af Skal man tro tsog­ne­pra­est Jør­gen Gle­erups ta­le, så måt­te An­ders Sø­ren­sen og­så gen­nem­le­ve nog­le hår­de sidste må­ne­der, in­den han fik fred.

An­ders Sø­ren­sen led i man­ge år lidt af suk­ker­sy­ge, og i vin­te­r­ens løb ud­vik­le­de syg­dom­men sig så slemt, at han fik det ene ben sat af.

»Det var sva­ert for ham uden Juli­us, og sa­er­lig de sidste må­ne­der var hår­de. Han blev ind­lagt på sy­ge­hu­set i Ran­ders, hvor la­e­ger­ne sat­te hans ben af, og han vid­ste nok godt, da de kør­te ham va­ek fra Skur­e­går­den den vin­ter­dag, at det var sidste gang, han vil­le sa­et­te si­ne fød­der på den fa­ed­re­ne gård,« sag­de sog­ne­pra­est Jør­gen Gle­erup i en rø­ren­de ta­le.

Her be­skrev han og­så An­ders Sø­ren­sen som en jord­bun­den mand, ’i or­dets bed­ste be­tyd­ning’.

»Han var vok­set op på Skur­e­går­den, og det var hans et og alt. Han vid­ste, hvem han var, og han vid­ste, hvor han kom fra,« sag­de Jør­gen Gle­erup.

Iføl­ge en be­gra­vel­ses­ga­est, som BT tal­te med in­den be­gra­vel­sen, var netop bentø­jet og suk­ker­sy­gen det ene­ste, der kun­ne få An­ders Sø­ren­sen til at be­kla­ge sig.

Nog­le må­ne­der før sin død be­kla­ge­de An­ders Sø­ren­sen sig fle­re gan­ge over smer­ter­ne i sin fod og det ene ben. Det blev til sidst så slemt, at han hav­de sva­ert ved at fal­de i søvn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.