A

BT - - INTERVIEW -

llan Mor­ten­sen gør pra­e­cis, hvad han vil. Han får per­ma­nen­tet hå­ret hver an­den må­ned, selvom den krøl­le­de fri­su­re gik af mo­de en­gang i 80er­ne. Men han kan ik­ke ken­de sig selv uden krøl­ler. Han går kun i sor­te Dr. Mar­tens støv­ler – og­så når det er som­mer, og solen ba­ger. Der er gra­e­ske sta­tu­er, ze­bra­skind på gul­vet og for­gyld­te lø­ve­fød­der på de an­tik­ke sto­le i hans hjem, for­di dansk de­sign og mini­ma­lis­me min­der ham om barn­dom­mens of­fent­li­ge kon­to­rer og ven­te­va­e­rel­ser.

»Jeg har in­gen smag. Det, der si­ger mig no­get, sy­nes jeg er fedt. Så kan det va­e­re li­ge me­get med gen­ren.« Han si­ger det lidt for sjov. Al­lan Mor­ten­sens stør­ste hit var dansk­top­san­gen ’Mu­si­kal­ske ven­ner’ fra 1973. Men hans kar­ri­e­re stra­ek­ker sig over 50 år, og det mest ken­de­teg­nen­de ved ham er, at han ik­ke er nem at sa­et­te i bås. Rock, funk, soul, ja­zz, klas­sisk, mu­si­cal og dansk­top er alt sam­men på Mor­ten­sens re­per­toi­re. Men han er tro mod sin egen stil – og den er hu­mo­ri­stisk og krøl­let.

Tungsin­det kom­mer – og går – som det al­tid har gjort. Han har et åbent og mod­ta­ge­ligt sind, så sam­men med alt det dej­li­ge og go­de slip­per skid­tet og­så ind.

Han kal­der det for welts­ch­merz – smer­te over ver­den. I pe­ri­o­der må han luk­ke af for den. Så und­går han at se nyheder og la­e­se avi­ser. Nyheder om flygt­nin­ge, na­tur­ka­ta­stro­fer, ulyk­ker, vold og uret­fa­er­dig­he­der gør ham ked af det. Han har sva­ert ved at kom­me ud af trist­he­den.

»Jeg kan godt hi­ve mig op til en af­ten, men når jeg kom­mer hjem, er den ned­tryk­te fø­lel­se den sam­me.«

Med åre­ne har han la­ert, at da­ge­ne bli­ver ly­se igen, og de mør­ke hul­ler, han fal­der ned i, er ik­ke na­er så dy­be, som de var en­gang.

Pe­ri­o­der­ne kom­mer to-tre gan­ge om året og va­rer cir­ka en må­ned ad gan­gen. Så­dan har det va­e­ret, si­den han var 18 år. Men han har la­ert at le­ve med det.

»Jeg ved, at det ik­ke er en de­pres­sion. Tak for det!«

En pri­vat sang

Som mu­si­ker har Al­lan Mor­ten­sen le­vet et me­get so­ci­alt liv. Isa­er når han spil­le­de med i en mu­si­cal, føl­te han en ta­et re­la­tion til de an­dre. Men han kun­ne ik­ke gi­ve slip på sam­men­hol­det. Af al­le de ven­ska­ber, som flet­ter sig ind og ud af li­vet, er det over­va­el­den­de for ham at op­le­ve, hver gang no­gen for­svin­der.

Da hans pla­de­sel­skab pra­e­sen­te­re­de san­gen ’Mu­si­kal­ske ven­ner’ for ham, først i 1970’er­ne, ma­er­ke­de han straks, at den rør­te no­get i ham.

»Det er lidt en pri­vat sang. I en mu­si­cal ar­bej­der man i to-tre må­ne­der ta­et sam­men i et hold. Man bor på ho­tel­ler sam­men og spi­ser mor­gen­mad sam­men. Og så li­ge plud­se­lig, når fo­re­stil­lin­gen er slut, spre­des man for al­le vin­de, og folk skal vi­de­re til an­dre en­ga­ge­men­ter. Så står man der. Hvor er mi­ne mu­si­kal­ske ven­ner,« spør­ger han og kig­ger sig om­kring.

»Vi si­ger al­le sam­men, når vi skil­les, at vi må ses. Men det gør man ik­ke. Det var sva­ert for mig at vaen­ne mig til.«

I dag har han en god hånd­fuld ta­et­te ven­ner. Han ta­ger på år­li­ge stor­by­fe­ri­er med nog­le og går på re­stau­rant med an­dre. Men han hol­der sja­el­dent sel­ska­ber el­ler mid­da­ge der­hjem­me. For han bry­der sig ik­ke om at va­e­re cen­trum for op­ma­er­k­som­hed.

På dø­ren fra køk­ken­trap­pen ha­en­ger der et lil­le nav­neskilt. ’Mor­far’ står der bra­endt ind i et styk­ke trae om­kran­set af to hjer­ter. Det har hans bar­ne­barn So­fia la­vet, da hun var 6 år. Bør­ne­bør­ne­ne bor i op­gan­gen ved si­den af sam­men med de­res far og mor og er al­tid »kom­met ren­den­de«. Det sy­nes han er skønt. Mo­de­ren er Al­lan Mor­ten­sens dat­ter, san­ge­r­in­den Vero­ni­ca Mor­ten­sen.

Ven­ner med tin­ni­tus

Ud­over lej­lig­he­den i Kø­ben­havn ejer han en halv­del af et stort hus i Sve­ri­ge. Det er en gam­mel sta­tions­byg­ning i en lil­le by med 300 ind­byg­ge­re. Det er et godt sted at skri­ve san­ge, og han har byg­get et lydstu­die, så han ta­ger of­te derop. Isa­er ef­ter han for ti år si­den fik tin­ni­tus, har han haft brug for stil­he­den i Sve­ri­ge.

En mor­gen for ti år si­den våg­ne­de Al­lan Mor­ten­sen brat ved ly­den i sit in­dre øre. Først blev han ban­ge, men han for­ven­te­de, at den ra­ed­som­me støj vil­le for­svin­de igen. Det gjor­de den ik­ke, og ly­den er der end­nu. Hvad end han fo­re­ta­ger sig, sker det til støj­en af no­get, der min­der om en ra­dio uden­for fre­kvens.

La­e­ger­ne på Bis­peb­jerg Ho­spi­tal rå­de­de ham til at for­sø­ge at flyt­te fo­kus. For der er in­gen be­hand­ling for den kro­ni­ske li­del­se.

»Det bed­ste, man kan gø­re, er at bli­ve ven med sin tin­ni­tus. Om mor­ge­nen si­ger jeg ’hej hej, god­mor­gen tin­ni­tus’, for man kan jo ik­ke gå rundt og va­e­re sur fra mor­gen til af­ten. Der er folk, der er hop­pet ud fra bro­er, for­di de ik­ke kun­ne hol­de det ud me­re. Man bli­ver nødt til at ac­cep­te­re det.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.