Bed­ste ve­nin­der for al­tid

Di­ne ev­ner som vok­sen ve­nin­de bli­ver grund­lagt i barn­dom­men. Når pi­ger sjip­per el­ler le­ger fan­ge­leg i sko­le­går­den, øver de sig i de so­ci­a­le spil­le­reg­ler, der er en vig­tig del af for­hol­det mel­lem voks­ne ve­nin­der

BT - - VENINDER -

til­si­desa­et­te os selv. Og vi skal sig­na­le­re ’jeg er her, jeg lyt­ter, og jeg de­ler di­ne fø­lel­ser’,« si­ger Hel­le Bavns­høj. Mar­gret­he Jun­ger­sen sup­ple­rer: »Hvis vi ik­ke for­mår at gi­ve hin­an­den den op­le­vel­se, bli­ver det en me­get over­fla­disk og mo­no­lo­gisk må­de at va­e­re sam­men på, og samva­e­ret bli­ver al­drig dybt og na­ert. Vi skal stil­le os selv til rå­dig­hed.«

Og netop dyb­de og na­er­hed er no­get af det al­ler­vig­tig­ste for kvin­der, når vi va­el­ger ve­nin­der. Sel­ve det, vi fo­re­ta­ger os sam­men, er iføl­ge Hel­le Bavns­høj ik­ke så vig­tigt. Det er den ta­et­te re­la­tion, der be­ty­der mest – at vi kan bru­ge hin­an­den, sø­ge hja­elp og go­de råd, når vi har det sva­ert.

»Fra sko­le­al­de­ren er pi­ger me­get fo­ku­se­re­de på de ta­et­te re­la­tio­ner og fo­re­tra­ek­ker at va­e­re sam­men to og to, hvor de rig­tigt kan for­dy­be sig i hin­an­den, mens dren­ge­ne er me­re til­bø­je­li­ge til at sam­les i stør­re grup­per om en fod­bold­kamp el­ler ved bord­ten­nis­bor­det. En bedste­ve­nin­de gi­ver tryg­hed, og det er i høj grad for­tro­lig­he­den, der ken­de­teg­ner bedste­ve­nin­de­ska­bet, der sam­ti­dig op­byg­ger fø­lel­sen af at va­e­re be­tyd­nings­fuld, no­get vi vok­ser af som men­ne­sker,« for­kla­rer Hel­le Bavns­høj.

Ma­end bru­ger ven­ska­ber på en lidt an­den må­de end kvin­der – selv­føl­ge­lig kan man ik­ke ge­ne­ra­li­se­re helt så hårdt, på­pe­ger Mar­gret­he Jun­ger­sen og Hel­le Bavns­høj. Men for nog­le ma­end er samva­e­ret med ven­ner of­te me­re ufor­melt. Det har ka­rak­ter af et frik­var­ter fra hver­da­gen. På sam­me må­de som de som børn mød­tes om en ak­ti­vi­tet i sko­le­går­den, mø­des de i vok­sen­li­vet. Ven­ska­bet kan va­e­re et af­bra­ek, hvor de kan la­eg­ge vok­sen­li­vet lidt fra sig og er dren­ge igen.

Ve­nin­der tan­ker os op

Vi op­le­ver usik­ker­hed i man­ge af li­vets for­hold, og her er en god ve­nin­de al­fa og om­e­ga for kvin­der.

Ta­et­te ve­nin­der tan­ker os op med op­ma­er­k­som­hed og an­er­ken­del­se og gi­ver os fø­lel­sen af at va­e­re va­erd at el­ske. Det styr­ker og boo­ster vo­res iden­ti­tet.

Når vi har en at de­le be­kym­rin­ger med, bli­ver det nem­me­re at hol­de li­vets usik­ker­he­der ud. Må­ske har ve­nin­den end­da va­e­ret igen­nem det sam­me, hvad en­ten det er job­bet, par­for­hol­det el­ler no­get helt tred­je, der gør li­vet sva­ert, si­ger Mar­gret­he Jun­ger­sen.

Em­pa­ti er af­gø­ren­de

Hvor­dan vi gri­ber bolden og re­tur­ne­rer den, når en ve­nin­de kom­mer til os, er af­gø­ren­de for, hvor­dan vo­res for­hold bli­ver. Ve­nin­de­ska­ber hand­ler om fø­lel­ser. Em­pa­ti er al­fa og om­e­ga for et godt ven­skab og for, at vi får lyst til at knyt­te os fø­lel­ses­ma­es­sigt til den an­den. No­get af det, der ken­de­teg­ner en god ve­nin­de, er ev­nen til at stik­ke en fin­ger i jor­den og le­ve sig ind i vo­res fø­lel­ser. Stil­le opkla­ren­de spørgsmål, trø­ste og ik­ke kom­me trom­len­de med løs­nings­for­slag.

»Der er li­ge­som en re­la­tio­nel dans, vi skal kun­ne. Og netop for­di der er så man­ge fø­lel­ser på spil, kan kvin­der fin­de på at bry­de ud af ven­ska­ber. Det er så vig­tigt for os at fø­le os set og for­stå­et, at vi ik­ke be­hol­der en ve­nin­de for en­hver pris. For­skel­lig­he­den kan sim­pelt­hen bli­ve for stor, el­ler man kan li­ge­frem fø­le, at man bli­ver trå­dt på,« si­ger Mar­gret­he Jun­ger­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.