Sva­e­re mø­de med dø­den

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

ISØNDAGS DØ­DE Ro­bert af kra­eft. Han til­brag­te si­ne sid­ste da­ge på Gu­denå Ho­spi­ce i Bra­edstrup, og jeg be­søg­te ham for nog­le uger si­den. Tog bi­len en mor­gen og kør­te fra Kø­ben­havn og til­ba­ge til barn­dom­mens land. Til mar­ker­ne mel­lem høj­de­ryg og Gu­denå­dal. Til­ba­ge til sko­len, gym­na­si­et, hal­len. Til Jo­fi, hal­bal, Vikin­ge­fest og Pej­se­går­den. Til­ba­ge til Nør­re­skov, 70ere og top-is med guf. I tan­ker­ne. Til­ba­ge til Ro­berts gård, hvor stu­e­hu­set var pla­ce­ret, så det kun­ne ses lang­vejs fra. Og så han kun­ne se langt va­ek og føl­ge med. Jeg har kendt Ro­bert hele mit liv. Han var karl på vo­res gård i Hjort­svang og blev mi­ne fora­el­dres ven. Snart over­tog han sin fars gård, der gra­en­se­de op til vo­res jord. Her har han bo­et ind­til for et par uger si­den. I man­ge år med sin mor, si­den ale­ne. Han drev et møn­ster­land­brug, hvor det be­tød no­get, om man var den før­ste på eg­nen, der så­e­de el­ler fik hø­sten i hus. El­ler den sid­ste. Ro­bert var som re­gel den før­ste.

Han hav­de pas­set på sig selv gen­nem li­vet. Og det var Ro­bert, der var sta­erk i dø­de­ns stund’

HAN VAR OPDRAGET til at gø­re sit bed­ste, og det gjor­de han så. Ik­ke uden stolt­hed, for han kun­ne godt li­de at vi­se, at det gik godt for ham. Den vel­ple­je­de ha­ve. Den nye bil. Den ny­t­rom­le­de mark. Da jeg var dreng, så jeg Ro­bert na­e­sten hver dag. Jeg var avis­bud­det, der smed Vej­le Amts Fol­ke­blad ind i bryg­ger­set om ef­ter­mid­dag­gen. Ro­bert tog mig med til Vej­le, når vi skul­le se da­ti­dens mester­hold ud­fol­de sig i Nør­re­sko­ven. I dag har min søn en knal­lert stå­en­de på Ro­berts gård, og da han var yn­gre, drø­ne­de han rundt på de na­er­lig­gen­de mar­ker og ve­je. ’Hvor er det fedt, at alt er til­ladt i Jyl­land’, sag­de min søn en dag ef­ter et be­søg hos Ro­bert, der ba­re var an­der­le­des. GAM­MEL­DAGS OG MO­DER­NE på én gang. Ele­gant og velkla­edt. Gik op i sit ud­se­en­de. Spil­le­de fod­bold. Røg ik­ke, og drak kun ved fest­li­ge lej­lig­he­der. Kon­tro­ver­si­el og ven­stre­mand. Lands­by­ens so­ci­al­de­mo­kra­ter og SFe­re slog sig på hans re­to­rik, når der var fest i for­sam­lings­hu­set el­ler sport­s­fest i tel­tet. Ro­bert var ung­karl. Jo, selv­føl­ge­lig holdt han af kvin­der, men jo la­en­ge­re tid han bo­e­de ale­ne, des sva­e­re­re var han at bo sam­men med. Det op­le­ve­de han vist fle­re gan­ge. Ro­bert var i or­dets egent­li­ge be­tyd­ning en ener, der godt kun­ne li­de an­dres sel­skab, men i det lan­ge løb egent­lig fandt sig bedst til­pas i sit eget. SIDST PÅ FOR­MID­DA­GEN dre­je­de jeg ind på par­ke­rings­plad­sen ved ho­spi­ce med hjer­te­ban­ken og vå­de hånd­fla­der. Det er sva­ert at skul­le mø­de dø­den. Gik ind i det sto­re fa­el­les­om­rå­de og spurg­te ef­ter Ro­bert Jensen. En sy­geple­jer­ske vend­te til­ba­ge og sag­de, at Ro­bert ger­ne vil­le se mig, men jeg skul­le ven­te lidt. Han skul­le li­ge gø­re sig klar. For­an mig sad en fa­mi­lie, jeg ik­ke kend­te. De fle­ste var un­ge. De spi­ste bur­ge­re og drak co­la, og skif­te­vis gri­ne­de og gra­ed. De om­fav­ne­de hin­an­den tit og of­te. Ro­bert sad i so­fa­en, da jeg kom ind til ham på va­e­rel­set. Sva­ek­ket og syg. Dø­de­ligt, vidste jeg. El­lers var han ik­ke her. RO­BERT HAV­DE MEGET på sin­de. Og ja, han var på­vir­ket af, at syg­dom­men net­op hav­de ramt ham, når han nu fak­tisk hav­de pas­set på sig selv li­vet igen­nem. Man­ge tan­ker om, hvad der skul­le bli­ve af hans gård, de pen­ge og den jord, han møj­som­me­ligt hav­de op­byg­get, tjent og dre­vet gen­nem li­vet. Vi snak­ke­de om de ting, vi hav­de op­le­vet sam­men. Og de men­ne­sker, vi kend­te. De le­ven­de og de dø­de. Om Vej­le Bold­klub. Om na­bo­er­ne. Om min mor og far og mi­ne sø­sken­de. Om min ka­e­re­ste og min søn. Han hav­de ik­ke lyst til at ta­le om dø­den, og det hav­de jeg hel­ler ik­ke. Han sag­de, han var stolt af mig, da vi tog af­sked. Jeg sag­de no­get lig­nen­de til ham, men jeg hav­de sva­ert ved at få det over mi­ne ba­e­ven­de la­e­ber. Det var Ro­bert, der var sta­erk i dø­de­ns stund.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.