HAN VAR EN AN­DEN, END JEG TRO­E­DE

I et eksklusivt in­ter­view med BT forta­el­ler gre­vin­de Ale­xan­dra nu for før­ste gang om sin skils­mis­se. Det­te er hi­sto­ri­en om en mand, hvis va­er­di­er hun ik­ke la­en­ge­re kun­ne for­li­ge sig med, og om en kvin­de, der fik nok, samt en skils­mis­se, der skul­le gå me­ge

BT - - SØNDAG - Jeg sto­ler på, at når ting bli­ver sagt, er det sandt. Men når an­det bli­ver be­vist, er der ik­ke an­det at gø­re end at ryd­de op, kom­me vi­de­re

Det er sen­som­mer 2015. Bla­de­ne ha­en­ger mør­ke­grøn­ne og tun­ge på tra­e­er­ne, og de sid­ste som­mer­blom­ster an­stren­ger sig for at strå­le om kap med so­len. Om af­te­nen på en lil­le ter­ras­se til en stor, hvid vil­la i mil­li­onklas­sen på Sva­ne­møl­le­vej i Kø­ben­havns vel­ha­ver­kvar­ter sid­der en spin­kel kvin­de indsvøbt i ta­ep­per. Tavst stir­rer hun ud i ha­ven, mens hun na­er­mest su­ger na­tu­rens liv­gi­ven­de ener­gi til sig. Lang­somt, men sik­kert som i et pus­le­spil, fal­der brik­ker­ne på plads in­de i hen­des ho­ved. Gre­vin­de Ale­xan­dra har truf­fet sin be­slut­ning. Nu ved hun, hvor­dan hen­des frem­ti­di­ge liv skal for­me sig. Se­an­cen på ter­ras­sen lig­ger i dag ot­te må­ne­der til­ba­ge i ti­den.

Gre­vin­de Ale­xan­dras be­slut­ning send­te den­gang chok­bøl­ger gen­nem lan­det. For be­slut­nin­gen, og det var hen­des ale­ne, var at la­de sig skil­le fra sin an­den aegtemand, fo­to­gra­fen Martin Jørgensen. Det blev an­non­ce­ret for en of­fent­lig­hed, der sta­dig føl­ger Ale­xan­dra og hen­des børns liv med stor in­ter­es­se, i en kort­fat­tet pres­se­med­del­el­se. Isa­er for­mu­le­rin­gen: ’Vi har ik­ke de sam­me va­er­di­er la­en­ge­re, og jeg kun­ne ik­ke se os ha­ve en frem­tid sam­men,’ vak­te op­sigt.

Ugen ef­ter an­non­ce­re­de X Fa­ctor-va­er­ten Eva Har­lou og mu­sikpro­du­ce­ren Tho­mas Tro­el­sen og­så de­res skils­mis­se. Ti­m­in­gen var ik­ke til­fa­el­dig.

Kort ef­ter duk­ke­de der bil­le­der op af Eva Har­lou og Martin Jørgensen sam­men, hvor de an­kom til fest, til premiere el­ler gik i by­en sam­men.

Imens var det en tyn­de­re og tavs, men tap­pert smi­len­de Ale­xan­dra, som ta­et om­gi­vet af søn­ner­ne pas­se­de si­ne pro­tek­tio­ner.

Sik­ker i min be­slut­ning

’’

For før­ste gang forta­el­ler gre­vin­de Ale­xan­dra i et eksklusivt in­ter­view til BT om skils­mis­sen. Men og­så om, hvor­dan hun kom igen­nem den hår­de tid, der fulg­te i kølvan­det.

»Jeg var hur­tig og sik­ker i min be­slut­ning. Jeg har ik­ke vak­let. Da den var truf­fet, var jeg klar til at kom­me vi­de­re,« si­ger hun.

BT mø­der gre­vin­de Ale­xan­dra til en kop kaf­fe, koldt vand, frugt og brød i den solskin­s­fyld­te Hel­lerup Klub­ben nord for Kø­ben­havn.

Her har gre­vin­den ind­vil­li­get i at forta­el­le BT om tu­mul­ten i for­bin­del­se med skils­mis­sen og om si­ne pla­ner for frem­ti­den. Hun be­der og­så om, at vi i in­ter­viewet ik­ke op­ret­hol­der det for­mel­le Des, men i ste­det er dus.

Da Ale­xan­dra og Martin Jørgensen blev gift på en frost­klar dag i marts i 2007, teg­ne­de alt lyst og lyk­ke­ligt. Sam­men med Ale­xan­dra tog han sig af de to små prin­ser. AEg­te­ska­bet strå­le­de af fa­mi­lie­har­moni. Og­så selv­om den 14 år yn­gre ae­g­te­fa­el­les fest­gen med fest, far­ver og sto­re arm­be­va­e­gel­ser i det kø­ben­havn­ske nat­te­liv ef­ter­hån­den tog mere og mere til. Han var en an­den Lang­somt bo­re­de en lil­le orm sig ind i Ale­xan­dras sind. For selv om hun sto­le­de fuldt og fast på sin mand, kend­te hun ham så egent­lig? Ham, som hun op­gav sin prin­ses­se­ti­tel og skat­te­frie go­der for? Ham, hun of­fent­ligt hav­de kaldt sin soul­ma­te. Sit livs ka­er­lig­hed.

Den 8. sep­tem­ber 2015 kom brud­det. På Ale­xan­dras op­for­dring blev de skilt. Hun kun­ne ik­ke gen­ken­de hans va­er­di­er la­en­ge­re.

Det er må­ne­der si­den, gre­vin­de Ale­xan­dra sidst stod an­sigt til an­sigt med sin eks-mand. Der har hel­ler ik­ke va­e­ret no­gen form for di­rek­te kom­mu­ni­ka­tion mel­lem dem si­den brud­det. Og på spørgs­må­let om, hvor­dan de­res for­hold i dag er, ly­der det promp­te:

»Der er ik­ke no­get for­hold,« si­ger hun og be­kra­ef­ter, at de to ik­ke la­en­ge­re ta­ler sam­men. Du har hy­ret en skrap ad­vo­kat? »Ja, det er til skils­mis­sen. Jeg er ble­vet skilt fra den mand.« Er du ble­vet skilt? »Det blev jeg i en fart. Jeg skul­le jo vi­de­re med mit liv.« Blev du skilt på net­tet?

»Ja. Og hvis der er en sa­er­lig grund til det, så går det hur­tigt,« si­ger Ale­xan­dra og la­eg­ger ik­ke skjul på, at hun er glad for, at skils­mis­sen kom så hur­tigt igen­nem. Og at hun ik­ke tviv­le­de på sin be­slut­ning.

Hvor­dan var det at se bil­le­der af Martin Jørgensen sam­men med Eva Har­lou kort ef­ter brud­det?

»Jeg gi­der ik­ke at bru­ge tid på det. Jeg vil hel­le­re va­e­re ale­ne end va­e­re i det, der var. Det er det ene­ste rig­ti­ge,« si­ger hun. Ken­der ik­ke hans ven­ner Har du sta­dig kon­takt til hans ven­ner?

»Jeg ved egent­lig ik­ke, hvem hans ven­ner rig­tigt er. Jeg sy­nes ik­ke, jeg har mødt man­ge af dem.« Hvad men­te du med: Vo­res va­er­di­er blev for for­skel­li­ge?

»Når de grund­va­er­di­er, man selv har, ik­ke af­spej­ler sig i det an­det men­ne­ske, hvor­dan kan man så over­ho­ve­det se en frem­tid med det? Slet ik­ke. Der var ik­ke no­get at byg­ge vi­de­re på,« Det må va­e­re kom­met stil­le og ro­ligt?

Ale­xan­dra ta­en­ker lidt og ta­ger så en dyb indån­ding: »Meget i un­der­be­vidst­he­den. Fak­tisk er jeg et god­tro­en­de men­ne­ske. Jeg sto­ler

på, at når ting bli­ver sagt, er det sandt. Men når an­det bli­ver be­vist, er der ik­ke an­det at gø­re end at ryd­de op, kom­me vi­de­re og ik­ke ha­ve de ting i sit liv, man ik­ke kan as­so­ci­e­re sig med.« Du er meget kon­se­kvent?

»Når der er no way ba­ck, så er der kun one way. On wit­hout, si­ger hun og gør en be­va­e­gel­se med ven­stre arm, som ka­ster hun no­get bort. Va­er­di­er er så vig­ti­ge for mig. Det tror jeg, de er for de fle­ste af os. Så­dan nog­le men­ne­sker vil jeg ger­ne va­e­re sam­men med.« Man tro­e­de jo el­lers, at du hav­de fun­det lyk­ken, da du gif­te­de dig igen?

»Ja,«kom­mer det i et frisk to­ne­fald fra Ale­xan­dra. »Det tro­e­de jeg og­så. Så kan man bli­ve over­ra­sket el­ler cho­ke­ret. Men det viste sig, at det ik­ke var mit livs lykke. Mit livs ka­er­lig­hed. Jeg vil hel­le­re va­e­re ale­ne nu,« si­ger hun og la­e­ner sig af­slap­pet til­ba­ge i so­fa­en.

Den 51-åri­ge sing­lemor er kom­met vi­de­re ef­ter de tur­bu­len­te må­ne­der, der be­gynd­te i sen­som­me­ren. Det ene­ste, der vid­ner om

’’

skils­mis­sen, er ven­stre hånds ring­fin­ger. Den er bar og ba­e­rer ik­ke la­en­ge­re spor ef­ter den vi­el­ses­ring, som har sid­det på den i ot­te et halvt år.

En hård tid

Men selv om hun er kom­met vi­de­re, med­gi­ver hun, at det har va­e­ret en hård tid, hvor hun vik­let ind i ta­ep­per har sid­det på sin lil­le ter­ras­se i man­ge ti­mer og over­ve­jet, hvor­dan hun skul­le gri­be sit frem­ti­di­ge liv an. Men hel­dig­vis var hun ik­ke ale­ne.

»Jeg har nog­le fan­ta­sti­ske ven­ner og et ene­stå­en­de net­va­erk. Når man går igen­nem en kri­se, er det meget livs­be­kra­ef­ten­de at se, at ens ven­ne­kreds er fuld­sta­en­dig in­takt,« si­ger hun med et stort smil og forta­el­ler, at må­den, hun og­så ta­ck­le­de kri­sen på, var ved at ta­en­ke sit liv igen­nem og stil­le sig selv de sto­re, fi­lo­so­fi­ske spørgs­mål: Hvor skal jeg hen? Hvad skal jeg gø­re? Er jeg på den rig­ti­ge vej? Er jeg det bed­ste men­ne­ske, jeg kan va­e­re.

»Der fin­des en god en­gelsk sa­et­ning: The

winds of chan­ge are afoot. Det be­ty­der, at tin­ge­ne aen­drer sig. Man kan ik­ke stand­se dem. Så kom vin­te­r­en, og jeg ta­end­te stea­rin­lys, der hvor jeg sad. Og så sne­en fal­de. Det var og­så magisk. Ly­de­ne fra ga­den er an­der­le­des, når sne­en fal­der. Og stjer­ne­him­len og må­nen. Jeg blev min­det om, at li­vet er skønt. Der er ik­ke sket no­get va­er­re. Jeg er sta­er­ke­re. Jeg er helt klart gla­de­re, hvor jeg er nu,« si­ger hun.

Hun la­eg­ger ik­ke skjul på, at selv­om det har va­e­ret en barsk tid, der har kra­e­vet meget selvransa­gel­se på ter­ras­sen, så ny­der hun i dag at stå ale­ne og på eg­ne ben.

»Nog­le gan­ge er det en stør­re kri­se el­ler si­tu­a­tion i ens liv… Ale­xan­dra hol­der en lil­le ta­en­ke­pau­se, in­den hun fortsaetter: Der sør­ger for, at man bli­ver nødt til at kig­ge ting an. Og gø­re no­get ved dem. Nu ta­ger jeg de rig­ti­ge be­slut­nin­ger, som jeg ik­ke først skal luf­te med no­gen, som mu­lig­vis skub­ber mig i den for­ker­te ret­ning. Jeg ta­ger de rig­ti­ge be­slut­nin­ger nu bå­de for mig selv og mi­ne børn,« ly­der det i et af­gø­ren­de to­ne­fald.

Der er en ae­g­te ka­er­lig­hed der­u­de til mig

Tu­mul­ten, som Ale­xan­dra selv om­ta­ler ti­den i, om­kring og ef­ter skils­mis­sen, har og­så gjort, at hun i dag ken­der sig selv bed­re. Den 51-åri­ge kvin­de, som i dag mø­der om­ver­de­nen, tro­e­de el­lers, hun kend­te sig selv godt. Men når hun i dag ser til­ba­ge, har der va­e­ret situationer, hvor hun har sva­ert ved at gen­ken­de sig selv. Be­ty­der det, at du ik­ke har kun­net li­de den per­son, du har set i dig selv før?

Hans eg­ne pro­ble­mer

»Der har va­e­ret nog­le situationer, hvor jeg ik­ke har gen­kendt mig selv. Hvor jeg i dag ta­en­ker, at så­dan vil­le jeg ik­ke ha­ve re­a­ge­ret nu. Men når man står ale­ne med det sto­re an­svar, er det meget sundt, at man ik­ke skal spør­ge an­dre.«

Si­den brud­det har bå­de hun og eks­man­den ja­evn­ligt fyldt over­skrif­ter­ne. Men hvor hun ik­ke har va­e­ret ind­blan­det i skan­da­ler, har Martin Jørgensen stå­et for fle­re over­skrif­ter om ga­eld og spi­ri­tus­kør­sel. For ny­lig kom det frem, at han var ble­vet ta­get for spi­ri­tus­kør­sel og er ble­vet he­vet i fo­ged­ret­ten, for­di han ik­ke var i stand til at be­ta­le en ga­eld på 800.000 kro­ner for den sto­re fi­re­hjul­struk­ne Mer­ce­des, som han kø­rer rundt i.

Og den de­tro­ni­se­re­de 38-åri­ge fo­to­graf skal ik­ke for­ven­te at få no­gen med­fø­lel­se fra sin tid­li­ge­re hu­stru.

»De pro­ble­mer, man selv har skabt, må man selv ord­ne og ta­ge an­svar for. Hel­dig­vis har jeg ik­ke no­get med man­den at gø­re,« ly­der det fast og sig­na­le­rer, hvor langt Ale­xan­dra i dag er fra sin mand gen­nem ot­te et halvt år. Så du el­sker ham ik­ke mere?

»Nej. Nej, det gør jeg ik­ke. Jeg er kom­met så meget vi­de­re. Der er en ae­g­te ka­er­lig­hed der­u­de til mig,« ly­der det for­vent­nings­fuldt fra Ale­xan­dra.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.