’Jeg ha­de­de mit f

BT - - SPORTEN -

To ting, du for­ment­lig ik­ke vidste om Ian Rush: Han spil­ler al­tid i vå­de fod­bold­støv­ler, og han kø­rer al­tid rundt med et falsk over­ska­eg i bi­len. Først lidt magi. Ian Rush er gå­et ud på ba­nen og har lagt ma­er­ke til lar­men og san­gen fra tri­bu­ner­ne. Men så fløjter dom­me­ren kam­pen i gang. Lar­men, rå­be­ne og san­ge­ne for­svin­der. Fuld kon­cen­tra­tion. Han ta­en­ker sig frem til, hvad der bli­ver de tre na­e­ste tra­ek. For­ud­ser, hvor han skal lø­be hen. Hvor­når han skal lig­ge dy­be­re i ba­nen for at hja­el­pe med at for­sva­re. Og vig­tigst: Hvil­ke rum han skal lø­be i, når hans an­grebs­mak­ker Ken­ny Dalg­lish har bol­den og af­le­ve­rer. Dalg­lish, Li­ver­pools num­mer 7, som uden ord ba­re ved, hvor Li­ver­pools num­mer 9, ham med det le­gen­da­ri­ske over­ska­eg, lø­ber hen. In­tu­i­tion. Te­le­pa­ti. Magi. Kald det, hvad du vil. Så­dan får man et for­spring over for mod­stan­der­nes for­svar. Bol­den er slå­et, og man­den med mousta­chen er spur­tet ind i fel­tet bag mod­stan­der­nes for­svarska­e­de. Han fy­rer løs og gør det, han er bedst til: Sco­rer end­nu et mål for Li­ver­pool FC.

I alt blev det til 346 mål. En magisk re­kord, som sta­dig står.

Så­dan ken­der vi Ian Rush. Duo­en Rush og Dalg­lish. Men det stod ik­ke skre­vet, at det skul­le gå så­dan. I be­gyn­del­sen af sin Li­ver­pool-kar­ri­e­re hav­de Ian Rush nem­lig kun ét øn­ske. Han vil­le va­ek. Han var klemt in­de mel­lem su­per­stjer­ner i om­kla­ed­nings­rum­met og ka­em­pe­de med at fin­de sin plads.

»Jeg ha­de­de mit før­ste år i klub­ben. Jeg var så ge­nert og var nødt til at kla­e­de om sam­men med al­le de su­per­stjer­ner. Ray Cle­men­ce sad på min ene si­de og Alan Hansen på den an­den. Det var meget, meget sva­ert at fin­de sig til ret­te. Mil­jø­et var helt nyt. Folk la­ve­de sjov i om­kla­ed­nings­rum­met, og jeg vidste ik­ke, hvor­dan jeg skul­le re­a­ge­re. Var de sjove? Var de slem­me? Jeg spil­le­de hel­ler ik­ke godt for re­ser­ve­hol­det. Det hele føl­tes ba­re be­sva­er­ligt, og jeg hav­de des­pe­rat brug for hja­elp til at bli­ve en del af hol­det. Der var in­gen, der be­skyt­te­de mig. Al­le la­ve­de jo­kes, selv til­ha­en­ger­ne. Men jeg syn­tes ik­ke, det var sjovt. Jeg ha­de­de det. I om­kla­ed­nings­rum­met la­ve­de de sjov med al­le de nye spil­le­re på hol­det. Det var en må­de at te­ste os på, for at se om vi kun­ne tå­le mo­sten. Jeg tog det til mig, men sag­de ik­ke no­get for­di jeg var så ge­nert. Det na­ge­de mig og på­vir­ke­de mi­ne pra­e­sta­tio­ner.« NÅR JEG MØ­DER Rush nu – mere end 30 år ef­ter den sva­e­re start i Li­ver­pool – står han i det of­fi­ci­el­le koks­grå jak­kesa­et og sin ny­strøg­ne hvi­de skjor­te. Han har et rødt og hvid­stri­bet slips om hal­sen med en bro­de­ret og bog­sta­ver­ne L.F.C. Vi står og kig­ger ud over le­gen­desu­i­ten på An­fi­eld, som lig­ger li­ge in­den for Di­rectors Box, hvor der lig­ger hvi­de du­ge på de run­de bor­de. Der er da­ek­ket op til en stør­re me­nu, og i ba­ren smi­ler lo­un­gens bar­ten­der. På va­eg­ge­ne om­kring os ha­en­ger de stør­ste kluble­gen­der med de­res bil­le­de og en kort pra­e­sen­ta­tion. Det er Li­ver­pools iko­ner: Ken­ny Dalg­lish, Rob­bie Fow­ler, Jo­hn Bar­nes, Bil­ly Lid­dell, Bru­ce Gro­b­belaar, Ste­ven Ger­rard og ik­ke mindst man­den ved min si­de.

Nu er hå­ret gråt, og over­ska­eg­get er va­ek, men han er sta­dig vel­tra­e­net og har si­ne is­blå, kla­re øj­ne. Klub­ben har bedt mig om at va­e­re stan­din for en af de an­sat­te og in­ter­viewe Ian Rush for­an VIP-ga­ester­ne i le­gen­desu­i­ten in­den ki­ck-off. Jeg har stil­let al­le de åben­ly­se spørgs­mål om, hvor­dan det er at va­e­re klub­bens mest scoren­de spil­ler. Om hem­me­lig­he­den bag sam­spil­let med Ken­ny Dalg­lish, som Ian Rush si­ger var mest ba­se­ret på in­tu­i­tion og te­le­pa­ti. Vi har talt om, hvad han sy­nes om hol­det i år, og hvad han for­ven­ter af da­gens kamp. Nu har jeg be­stemt mig for, at ti­den er in­de til en lil­le af­slø­ring:

Ian Rush gri­ner over spørgs­må­let, han al­drig før har få­et ved den­ne ty­pe stan­dar­din­ter­view. Nor­malt er det ren ru­ti­ne for ham at sva­re på spørgs­mål, han har få­et hund­red­vis af gan­ge.

»Vi skul­le spil­le en kamp mod Lu­ton Town, og la­e­de­ret på mi­ne fod­bold­støv­ler var alt for stift. Der­for lag­de jeg støv­ler­ne i vand for at blø­de dem op in­den kam­pen, og jeg end­te med at sco­re fem mål. Der­for har jeg al­tid spil­let i vå­de støv­ler si­den da, uan­set vind og vejr. He­he.«

»He­he, nej, hun hav­de nok ik­ke va­e­ret sa­er­lig im­po­ne­ret.«

(...) FRA LE­GEN­DESU­I­TEN PÅ An­fi­eld har vi be­va­e­get os til den for­nem­me re­stau­rant Ra­cquet Club i Li­ver­pools cen­trum. Rush rø­rer suk­ke­ret rundt i cap­puc­ci­no­en og forta­el­ler om, da han kom til Li­ver­pool som 18-årig. Et sted in­derst in­de vidste han, at han var god nok. Det var det, der gjor­de, at han ik­ke gav op. Men han ta­enk­te of­te, at det vil­le va­e­re meget nem­me­re at ven­de til­ba­ge til Che­ster Ci­ty. Der var han lyk­ke­lig.

Ef­ter tre må­ne­ders tra­e­ning med Li­ver­pools første­hold­strup vidste han, at han var god nok. Men han holdt den vi­den for sig selv og bar det som en in­dre styr­ke. Selv me­ner han, at de før­ste seks må­ne­der var de vig­tig­ste i hele hans kar­ri­e­re. Det vir­ke­de som en umu­lig op­ga­ve at skul­le spil­le sig på et hold, der vandt hele ti­den.

Med­min­dre no­gen blev ska­det el­ler sy­ge, men selv da var det ik­ke nemt.

Rush tra­e­ne­de med første­hol­det tors­dag og fre­dag, selv om re­ser­ve­hol­det og første­hol­det egent­lig tra­e­ne­de hver for sig. Det var i den­ne pe­ri­o­de, Bob Pais­ley ob­ser­ve­re­re­de no­get vig­tigt. Han fandt ud af, at Rush spil­le­de bed­re mod sta­er­ke­re mod­stan­de­re. Der­for te­ste­de han ham sam­men med første­hold­strup­pen. Ef­ter syv kam­pe tro­e­de Rush, at han var en del af A-hol­det, men Pais­ley var nå­des­løs i sin vur­de­ring.

»Du er ik­ke en del af det­te hold. Du er ik­ke god nok. Du har ik­ke sco­ret no­gen mål end­nu. Du er nødt til at va­e­re mere egoi­stisk på ba­nen.«

Det end­te i et ska­en­de­ri, hvor Rush bad om at kom­me på trans­fer­li­sten, hvil­ket Pais­ley ac­cep­te­re­de. Her­ef­ter fo­ku­se­re­de den un­ge an­gri­ber ude­luk­ken­de på at spil­le for sig selv og va­e­re en egoist. Det gav re­sul­ta­ter. I de na­e­ste to kam­pe for re­ser­ve­hol­det score­de han fem mål. Så skul­le første­hol­det spil­le po­kal­kamp mod fin­ske Oulun Pal­lo­s­eu­ra. Rush sad på ba­en­ken og tro­e­de ik­ke, han vil­le kom­me på ba­nen. Han var jo på vej va­ek fra klub­ben. Al­li­ge­vel kom han ind. I sit stil­le sind ta­enk­te han: ’Jeg skal vi­se dem, hvor egoi­stisk jeg er’.

Hans mål mod Oulun Pal­lo­s­eu­ra blev be­gyn­del­sen på den la­eng­ste ra­ek­ke af mål sco­ret af én og sam­me spil­ler i klub­bens hi­sto­rie. Den sto­re må­l­fest var i gang.

(...) FRA DEN DAG har Rush kon­cen­tre­ret sig om at va­e­re egoi­stisk på fod­bold­ba­nen. Net­op der­for hav­de han al­drig no­get stort øn­ske om at va­e­re an­fø­rer. Han me­ner, at an­gri­be­re er nødt til at va­e­re egoi­sti­ske, hvil­ket ik­ke stem­mer overens med an­fø­rer­rol­len. Så da bå­de Glenn Hysén og Mark Wright blev ud­na­evnt til an­fø­re­re og sneg sig for­an i kø­en for­an bå­de Rush og Jo­hn Bar­nes, var det helt fint med ham.

»Jeg var ik­ke in­ter­es­se­ret i at va­e­re an­fø­rer. Jeg vil­le ba­re kon­cen­tre­re mig om at spil­le og sco­re mål. Des­u­den sy­nes jeg ik­ke, an­gri­be­re har den ide­el­le po­si­tion for en an­fø­rer. Du lig­ger for langt frem­me, og du har dit hold i ryg­gen. Som an­fø­rer er kom­mu­ni­ka­tion vig­tig. Jeg var ty­de­lig i mi­ne be­ske­der til dem, jeg spil­le­de sam­men med i an­gre­bet. Men når du som an­gri­ber ser no­gen i for­sva­ret be­gå fejl, er det sva­ert at nå dem med be­ske­der. Det sam­me ga­el­der for må­l­ma­en­de­ne.«

(...) EU­RO­PA CUP-FI­NA­LEN MEL­LEM Ju­ven­tus og Li­ver­pool i 1985 skul­le ha­ve va­e­ret en fest. Det skul­le ha­ve va­e­ret da­gen, hvor Li­ver­pool viste sin yp­per­ste klas­se og hen­te­de det stør­ste tro­fae hjem til evigt eje fra Hey­sel sta­dion i Bruxel­les. I ste­det blev Ian Rush og hans hold­kam­me­ra­ter sam­men med Ju­ven­tus­hol­det og en hel fod­bold­ver­den vid­ner til en af de mør­ke­ste da­ge i mo­der­ne eu­ro­pa­ei­sk fod­bold­hi­sto­rie. 39 men­ne­ske­liv gik tabt den­ne dag, langt de fle­ste Ju­ven­tus-til­ha­en­ge­re. Li­ver­pool og an­dre en­gel­ske hold blev ude­luk­ket fra eu­ro­pa­ei­ske tur­ne­rin­ger. Den dag mi­ste­de bå­de an­fø­rer Phil Ne­al og Joe Fa­gan ly­sten til at fort­sa­et­te i Li­ver­pool FC.

For før­ste gang sa­en­ker Ian Rush tem­po­et, mens han snak­ker.

»Phil Ne­al var en fan­ta­stisk an­fø­rer. Han over­drev ik­ke med or­drer og snak i om­kla­ed­nings­rum­met. På ba­nen var han deri­mod helt su­ve­ra­en. Selv­om han ik­ke er er han pas­sio­ne­ret om­kring klub­ben. Ef­ter at ha­ve stå­et i la­e­re hos al­le de an­dre an­fø­re­re, vidste han, hvad der skul­le til. Han gjor­de det godt, da han tog over ef­ter So­u­ness. Han var og­så dyg­tig til at hja­el­pe de yng­ste spil­le­re.«

»Jeg for­står godt, at

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.