Ør­ste år i klub­ben’

BT - - SPORTEN -

bå­de han og Joe Fa­gan blev hårdt pra­e­get af det. Vi led al­le ef­ter Hey­sel. Da vi stod midt i det, ane­de in­gen af os, hvad det vil­le en­de med. Som spil­ler hol­der du di­ne fø­lel­ser for dig selv, men som an­fø­rer skal du kun­ne rum­me al­les fø­lel­ser. Det må ha­ve va­e­ret hårdt for Phil Ne­al, som og­så skul­le hånd­te­re si­ne eg­ne fø­lel­ser midt i det hele. Det må ha­ve va­e­ret ufat­te­ligt hårdt.«

»Ja, han for­søg­te … Det må ha­ve på­vir­ket ham meget som men­ne­ske.«

»Nej, egent­lig ik­ke. Jeg tror, Ju­ven­tus-fan­se­ne kun­ne li­de mig, for­di jeg al­tid gav mig fuldt ud. Der blev ik­ke talt ret meget om tra­ge­di­en, og jeg var ba­re glad for, at Ju­ven­tus­sup­por­ter­ne stod bag mig.« »Ja, det har jeg, men de tan­ker hol­der jeg for mig selv.« (...) I 1988 VAR han til­ba­ge, så han nå­e­de at va­e­re med til FA Cup-tri­um­fen mod Ever­ton, hvor han score­de to mål i thril­le­ren, som Li­ver­pool vandt 3-2 – i øv­rigt med en stor­spil­len­de Jan Møl­by som spil­for­de­ler. Den kamp er et af Ian Rus­hs bed­ste min­der fra fod­bold­ba­nen.

Et par år se­ne­re, da Gra­e­me So­u­ness hav­de over­ta­get ma­na­ge­ransva­ret i klub­ben, skif­te­de han an­fø­rer fra Ron­nie Whelan til vi­ka­ren Glenn Hysén og der­ef­ter den ny­an­kom­ne Mark Wright. Men re­sul­ta­ter­ne ude­blev, og So­u­ness be­slut­te­de sig for igen at skif­te an­fø­rer i hå­bet om, at det kun­ne løf­te re­sul­ta­ter­ne. Den dag faldt val­get på en af de mest er­far­ne på hol­det.

»Mark Wright var an­fø­rer, og det gik ik­ke så godt for os. Vi var en blan­ding af gam­le og un­ge spil­le­re. Mark var en­gelsk lands­holds­an­fø­rer og hav­de det gjort det rig­tig godt i den rol­le. Men han hav­de ik­ke den ef­fekt som an­fø­rer for Li­ver­pool, som Gra­e­me hav­de hå­bet på. Og Marky var jo li­ge kom­met til klub­ben, så han føl­te sig må­ske an­der­le­des end Ron­nie Whelan og mig? Jeg hu­sker ty­de­ligt, da Phil Thomp­son var an­fø­rer, en rig­tig god an­fø­rer, og Bob Pais­ley ud­na­evn­te en ny an­fø­rer, ba­re for for­an­drin­gens skyld, da vi ik­ke pra­este­re­de til­freds­stil­len­de. Det blev Phil Thomp­son selv­føl­ge­lig meget skuf­fet over. Jeg tror, Gra­e­me ta­enk­te til­ba­ge på, hvor­for han blev ud­na­evnt til an­fø­rer ef­ter Phil Thomp­son: Må­ske skal

jeg ud­na­ev­ne en ny an­fø­rer for at se, om det gi­ver et friskt pust? Jeg tror, det var der­for, Gra­e­me spurg­te mig, om jeg vil­le va­e­re an­fø­rer.«

Den gam­le Li­ver­pool-an­gri­ber fra 1970’er­ne, Phil Bo­er­s­ma var til­ba­ge på An­fi­eld som klub­tra­e­ner un­der So­u­ness. Han hav­de ik­ke få­et meget spil­le­tid for klub­ben, hvor han stod i skyg­gen af spil­le­re som Ke­e­gan og Tos­ha­ck samt su­per­re­ser­ven David Fairclough.

»Phil Bo­er­s­ma spurg­te al­le, hvem de ger­ne vil­le ha­ve som ny an­fø­rer. Al­le sva­re­de mig.«

(...) FOR EN PER­SON, der har vun­det liga­en fem gan­ge, FA Cup’en tre gan­ge, Liga Cup’en fem gan­ge, FA Cha­ri­ty Shield tre gan­ge og Eu­ro­pa Cup’en to gan­ge er der man­ge stol­te øje­blik­ke at hen­te frem fra kar­ri­e­ren. Han er ble­vet kå­ret til årets un­ge spil­ler og årets spil­ler. Han har vun­det guld­støv­len, og han var top­sco­rer for Li­ver­pool i svim­len­de ni sa­e­so­ner. Hvad er så hans stol­te­ste øje­blik som an­fø­rer for hol­det? Det hold, der gav ham så man­ge tri­um­fer, som til sidst gjor­de, at han fik den bri­ti­ske rid­der­or­den for sin ci­vi­le ind­sats. The Most Ex­cel­lent Or­der of the Bri­tish Em­pi­re – MBE. Vi skal til­ba­ge til den 2. april 1995. Li­ver­pool skul­le mø­de Bolt­on Wan­de­rers i Liga Cup-fi­na­len, der den­gang hed Co­ca Co­la Cup. 23-åri­ge Ste­ve McMa­na­man score­de beg­ge Li­ver­pools mål i kam­pen, som Li­ver­pool vandt 2-1. »Ste­ve McMa­na­man spil­le­de en helt fan­ta­stisk kamp og blev kå­ret til ba­nens bed­ste. Dér blev vi klar over, at han kun­ne bli­ve en spil­ler helt ud over det sa­ed­vand­li­ge.« Beg­ge holds ma­na­ge­re var im­po­ne­re­de over McMa­na­mans pra­e­sta­tion, og Li­ver­pool­fan­se­ne jub­le­de over at ha­ve så sta­erk en spil­ler til den na­e­ste sa­e­son. »Det var stort at gå op ad trap­per­ne, mens folk gav hånd og ly­køn­ske­de os på vej­en, for der­ef­ter at ta­ge imod po­ka­len fra Stan­ley Mat­t­hews og løf­te den op i luf­ten, mens Li­ver­pool-fan­se­ne gik amok. Jeg føl­te mig hel­dig over at vin­de po­ka­len som an­fø­rer og kun­ne løf­te tro­fa­e­et på veg­ne af det un­ge hold og til­ha­en­ger­ne. Jeg ta­enk­te end­da, at vi for­hå­bent­lig vil­le kom­me til at vin­de end­nu stør­re ting. Bag­ef­ter gik vi ae­res­run­den med hol­det, ak­ku­rat som jeg hav­de gjort i gam­le da­ge. Den­ne gang hav­de jeg vun­det som an­fø­rer sam­men med den­ne un­ge trup. Jeg ta­enk­te: ’Det er un­ge dren­ge, som er i stand til at ud­ret­te så meget. De har po­ten­ti­a­let til at vin­de hvad som helst ef­ter det her’.« IAN RUSH SKAL skyn­de sig vi­de­re til sin na­e­ste af­ta­le. Men in­den han smut­ter, skal vi ha­ve ta­get bil­le­der. Tra­di­tio­nen tro skal vi fin­des på no­get sjovt til et fa­el­les fjol­le­bil­le­de.

»Jeg ae­r­grer mig over, at jeg ik­ke nå­e­de at få købt et mousta­che. Jeg ta­enk­te, det kun­ne va­e­re sjovt, hvis jeg hav­de det ka­rak­te­ri­sti­ske over­ska­eg, som du hav­de, og du så står uden over­ska­eg,« si­ger jeg og fi­sker en ey­e­li­ner frem for at teg­ne et over­ska­eg på mig selv.

»Øv, det skul­le du ha­ve sagt. Jeg har nem­lig al­tid et over­ska­eg i bi­len!« • For­fat­ter:

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.