Tør du aen­dre hold­ning?

BT - - KENDER DU DET? - NA­E­STE UGE Na­e­ste lørdag skri­ver Chri­sti­na Se­derq­vist ugens klum­me

Jeg hav­de en­gang en ka­e­re­ste, som skif­te­de hold­ning alt ef­ter, hvem han var sam­men med. Han kun­ne på sam­me dag ar­gu­men­te­re for hold­nin­ger, der mat­che­de bå­de Frem­skridtspar­ti­et og En­heds­li­sten – alt af­ha­en­gigt af sel­ska­bet. Han lyt­te­de til de ar­gu­men­ter, der blev ser­ve­ret. Al­le sam­men lød klo­ge, og han hav­de sva­ert ved at ha­ve sin egen me­ning. Det blev use­ri­øst for mig. For jeg var sik­ker i min sag. Ind­til jeg la­er­te, at det er for­stok­ket at va­e­re for sik­ker. For vi la­e­rer, når vi lyt­ter.

Hver livs­fa­se har si­ne hold­nin­ger. Først har vi sam­me hold­ning som vo­res fora­el­dre, for­di vi sim­pelt­hen ik­ke ved, at der er et al­ter­na­tiv. Så bli­ver vi un­ge og ’så sa­tans klo­ge’, at vi uden no­gen form for liv­ser­fa­ring ved nøj­ag­tig, hvor­dan li­vet bør le­ves. Ef­ter­hån­den fin­der vi vo­res egen vej. Jo ae­l­dre vi bli­ver, des me­re sik­re og (for­hå­bent­lig) klo­ge­re be­slut­nin­ger kan vi ta­ge, ba­se­ret på den vi­den vi har la­det slip­pe igen­nem til vo­res hjer­ter.

Med an­dre ord: hold­nin­ger aen­dres li­vet igen­nem. Det ga­el­der ik­ke ba­re per­son­li­ge hold­nin­ger, men og­så sam­fun­dets. På et en­kelt år­hund­re­de har vi først ac­cep­te­ret ryg­ning på et ni­veau, hvor en ligh­ter var den per­fek­te kon­fir­ma­tions­ga­ve og re­k­la­mer ude­luk­ken­de vi­ste hyg­gen i ryg­ning. Se­ne­re lov­gav vi mod ryg­ning. Og re­k­la­me­re­de for, hvor dø­de­lig en uva­ne det er. For­di vi er ble­vet klo­ge­re. I dag har jeg mest respekt for dem, som ik­ke er for fast­tøm­re­de i de­res me­nin­ger. De, som tør lyt­te til an­dre – og bli­ve klo­ge­re. Mens dem, der ik­ke tør aen­dre me­ning, for mig at se er for­stok­ke­de.

I den for­gang­ne uge hav­de jeg gla­e­den af at ta­le med slot­se­jer og øko­land­mand Svend Bro­der­sen fra Gram Slot i Søn­derjyl­land. Han er et af de mest vi­sio­na­e­re men­ne­sker, jeg i mit liv har mødt. Han for­tal­te om fa­ren ved ik­ke at vi­de, at man går gen­nem li­vet med skyklap­per på. Om nød­ven­dig­he­den af at ka­em­pe mod sig selv og si­ne fast­tøm­re­de me­nin­ger, for at kun­ne navi­ge­re på en klog og vi­sio­na­er må­de, til trods for at ’ple­jer, kul­tur, frygt, arv og så vi­de­re’ prø­ver at få os til at gø­re, som vi al­tid har gjort. Han vid­ste, at vi kan ha­ve sva­ert ved at mø­de ver­den vi­sio­na­ert, hvis ik­ke vi ac­cep­te­rer at bry­de med det tun­nel­syn, de fle­ste af os slet ik­ke er opmaerksomme på, at vi har.

Man kan va­e­re enig el­ler ue­nig med ham. Men vi må er­ken­de, at dem, vi be­un­drer for at va­e­re vi­sio­na­e­re, som re­gel har til­ladt sig selv at spil­le på en me­get stør­re spil­le­pla­de i li­vet, end vi an­dre til­la­der os. De ser ik­ke be­gra­ens­nin­ger. Til gen­ga­eld ser de mu­lig­he­der, som vi an­dre al­drig kun­ne ha­ve få­et øje på.

Jeg har net­op la­est på Fa­ce­book, at man har ind­ført regn­sen­so­rer på ud­valg­te cy­kel­sti­er i Oden­se. Sen­so­rer­ne sik­rer, at cyk­li­ster­ne får grønt lys i dob­belt så lang tid, som de ple­jer, hvis det reg­ner. Må­let er at und­gå, at cyk­li­ster­ne bli­ve for vå­de og at gø­re det me­re at­trak­tivt at cyk­le. Jeg er vild med ini­ti­a­ti­vet. Det er den vej, vi skal. Vi skal sat­se på mil­jø­et – på den lan­ge ba­ne – ved at få fle­re til at vil­le cyk­le. Men li­ge un­der op­sla­get var der én som hav­de skre­vet: ’Hvad med de cyk­li­ster, der kø­rer i den mod­sat­te ret­ning?’.

»Hvad med dem? – Shit, ja de bli­ver vå­de... Mens de hol­der for rødt. Det er ik­ke godt.« Hja­elp... Jeg er ble­vet min eks-ka­e­re­ste. Jeg aen­drer hold­ning hur­ti­ge­re, end ly­set kan skif­te til rødt.

Dem vi be­un­drer for at va­e­re vi­sio­na­e­re, har som re­gel til­ladt sig selv at spil­le på en me­get stør­re spil­le­pla­de i li­vet, end vi an­dre til­la­der os

DEN­NE UGE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.