K

BT - - INTERVIEW -

ig godt på din dat­ter og giv hen­de et ka­em­pe knus. Der kom­mer til at gå rig­tig lang tid, før du ser hen­de igen. Jeg vil skil­les, og vi kom­mer ik­ke til­ba­ge.« Be­ske­den fra Szhir­leys mor til hen­des far var ben­hård og ve­lover­ve­jet.

San­ge­r­in­den Szhir­ley var fem år gam­mel da hun i en luft­havn i Me­xi­co måt­te si­ge far­vel til sin over­rum­p­le­de og gra­e­den­de far. Hver­ken far el­ler dat­ter kend­te mo­de­rens pla­ner den dag. De tro­e­de, at hun blot vil­le ta­ge dat­te­ren med til Dan­mark for at luk­ke de­res gam­le liv ned. Så de tre kun­ne ska­be en fa­el­les frem­tid i Me­xi­co. Men der gik na­e­sten syv år, før Szhir­ley igen så sin far. »Det har nok på­vir­ket mig me­re, end jeg umid­del­bart har gå­et og tro­et – men man over­le­ver ved at skub­be nog­le ting bag­ud,« si­ger Szhir­ley.

I den­ne uge er den 39-åri­ge san­ge­r­in­de ak­tu­el med sing­len ’Split­tet’, der hand­ler om sav­net af fa­de­ren og fø­lel­sen af ik­ke at va­e­re hel. Med sing­len vil hun sa­et­te fo­kus på or­ga­ni­sa­tio­nen Bør­ne­hja­elps­da­gen, der ar­bej­der på at styr­ke an­brag­te børn og ud­sat­te un­ge i Dan­mark, så de bli­ver pa­ra­te til vok­sen­li­vet trods det, de hver isa­er har op­le­vet.

At ba­ga­ge fra barn­dom­men, kan gø­re li­vet sva­ert, ved Szhir­ley alt om. Hun har haft sva­ert ved at la­de no­gen kom­me helt ta­et på. Helt ind bag smilet og den gla­de fa­ca­de, som vi al­le ken­der fra tv, avi­ser og ma­ga­si­ner.

»I man­ge år har jeg ik­ke bun­det mig 100 pct. til no­gen, kun mi­ne dyr, na­er­me­ste fa­mi­lie og ta­et­te ven­ner,« si­ger hun.

»Når jeg kig­ger til­ba­ge, kan jeg godt se, at der er et møn­ster i for­hold til, hvor­dan mi­ne re­la­tio­ner er. I me­di­er­ne ser I sådan én, der al­tid er glad og sjov, sådan en fest­lig ty­pe. Det er jeg og­så, men I får jo ik­ke lov til at se, hvor sort jeg i vir­ke­lig­he­den er in­de­ni,« si­ger hun og la­eg­ger en hånd på den kulsor­te la­e­derta­ske på bor­det.

»Så sort er jeg ind­ven­dig. Kun i mi­ne san­ge får I et glimt. Ska­e­rer man i mig, va­el­ter det ud med sort. Li­ge så glad og udad­vendt jeg kan va­e­re, li­ge så sor­te tan­ker kan jeg ha­ve, og li­ge så in­dad­vendt og luk­ket kan jeg va­e­re – over for al­le. De fle­ste tror, at de er helt de­r­in­de, hvor der er fuld­sta­en­dig blødt, men det er kun me­get få men­ne­sker, der får lov at bli­ve luk­ket he­le vej­en ind.«

Ale­ne i ver­den

Szhir­leys mor er dansk. Hen­des far er is­ra­e­ler. Han flyt­te­de til Dan­mark som ti-årig. Som 19-årig blev han far til Szhir­ley. Pro­ble­met var, at han al­drig faldt til i Dan­mark, han føl­te sig ik­ke hjem­me, men drøm­te om at bo et sted, hvor han lig­ne­de de an­dre. Et sted med min­dre blond hår og me­re mørklø­det hud. Det fandt han i Me­xi­co.

»I en lang pe­ri­o­de gik det ik­ke godt mel­lem mi­ne fora­el­dre. Men når man har børn sam­men, så gi­ver man tin­ge­ne en ek­stra chan­ce el­ler 12,« for­kla­rer Szhir­ley.

Sid­ste chan­ce var at for­sø­ge at ska­be et liv sam­men i Me­xi­co.

»Det kun­ne jo va­e­re, at om­gi­vel­ser­ne li­ge plud­se­lig fik ka­er­lig­he­den frem igen,« si­ger Szhir­ley og knip­ser med fin­gre­ne.

Men i Me­xi­co var det hen­des mor, der med sit blon­de hår skil­te sig ud. Hen­de, der hav­de sva­ert ved at fø­le sig hjem­me. Fa­mi­li­en bo­e­de i en lej­lig­hed i en be­ton­blok i et fat­tigt kvar­ter med tig­gen­de børn på ga­der­ne.

»Min mor føl­te sig som Pal­le ale­ne i ver­den,« forta­el­ler Szhir­ley.

Mo­de­ren kun­ne ik­ke fin­de ar­bej­de og tal­te ik­ke me­xi­cansk. Mens Szhir­leys far fik job og fandt et fa­el­les­skab i det jø­di­ske mil­jø i by­en, føl­te mo­de­ren, der ik­ke selv var jø­de, sig al­drig helt luk­ket ind i fa­el­les­ska­bet.

»Hun kun­ne ma­er­ke, at det al­drig kom til at gå, men var ski­de ban­ge for, at hvis hun sag­de det til min far, vil­le han for at såre hen­de ta­ge mig som gid­sel og fly­ve mig til Is­ra­el for at bo hos min el­lers dej­li­ge fa­mi­lie dér. Pra­e­cis som man hav­de hørt an­dre uden­land­ske ma­end gø­re på det tids­punkt, når de dan­ske kvin­der gik fra de­res ekso­ti­ske ae­g­te­ma­end. Det tur­de hun sim­pelt­hen ik­ke lø­be an på. Som vi ken­der ham i dag, ved vi, at han al­drig vil­le ha­ve ta­get mig, men det vid­ste min mor ik­ke i si­tu­a­tio­nen. Når man er så dybt ma­ri­ne­ret i al­le de fø­lel­ser, aner man ik­ke, hvor­dan det kom­mer til at gå. Min mor tur­de ik­ke ta­ge chan­cen,« forta­el­ler Szhir­ley, som for­kla­ring på den dra­ma­tisk af­sked med fa­de­ren i luft­hav­nen i de tid­li­ge 80ere.

»Min far er en me­get føl­som fyr. Jeg kan hu­ske, at hans ha­ge be­gynd­te at ba­e­ve, det sam­me gjor­de min, og så kør­te min mor og jeg op ad rul­le­trap­pen.«

Min skyld

Den fe­måri­ge Szhir­ley var ud­ma­er­ket klar over, hvad der fo­re­gik. Hun vid­ste godt, at mor og far ik­ke hav­de haft det godt sam­men i lang tid. Sådan no­get kan børn ma­er­ke.

De hav­de ik­ke ta­get sto­re ska­en­de­ri­er for­an hen­de.

»Men stem­nin­gen – den der tun­ge ener­gi, der ba­re ha­en­ger som en sky over he­le fa­mi­li­en, uan­set hvor me­get man prø­ver at pu­ste den opad, så er det vir­ke­lig sva­ert. Som barn kun­ne jeg ma­er­ke den stem­ning og hav­de ma­er­ket i lang tid, at det ik­ke var helt godt med de to.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.