’Jeg har al­tid følt mig hjem­løs’

Som lil­le flyg­te­de Vi Hyt­tel til Dan­mark – ale­ne. Si­den har hun haft sva­ert ved at tro på, at folk vil hen­de. Først i dag har hun la­ert at tro på ka­er­lig­he­den

BT - - 180° -

Som en del af in­te­gra­tions­pro­gram­met fik hun og fa­et­te­ren til­delt en dansk kon­takt­fa­mi­lie – et ungt ae­g­te­par, Hel­le og Jan, som ik­ke selv hav­de børn.

»Hel­le var me­get om­sorgs­fuld og kval­te mig na­er­mest i ka­er­lig­hed. Jeg var en lil­le pi­ge, der hav­de des­pe­rat brug for tryg­hed, så jeg tog ba­re imod og kald­te og­så hen­de mor,« forta­el­ler Vi Hyt­tel, der kort ef­ter kom i kon­takt med end­nu en dansk fa­mi­lie.

Kir­sten og As­b­jørn, der var in­dre­mis­sions­ke, hav­de fem børn og de­res eget ba­ge­ri. De var og­så kon­takt­fa­mi­lie, og Vi Hyt­tel og hen­des fa­et­ter blev in­vi­te­ret på be­søg. Ska­eb­nen vil­le, at hen­des fa­et­ter og Kir­sten og As­b­jørns dat­ter Ul­la blev fo­rel­ske­de og gift året ef­ter, men Kir­sten og As­b­jørn syn­tes ik­ke, at det un­ge ny­gif­te par skul­le ha­ve en lil­le pi­ge bo­en­de. Der­for end­te de med selv at ta­ge Vi Hyt­tel i ple­je.

Mor nr. fi­re

»Kir­sten blev ’min mor’ num­mer fi­re, og der var ef­ter­hån­den lidt for man­ge mødre i mit liv. Jeg mang­le­de sta­bi­li­tet og sav­ne­de des­pe­rat en for­kla­ring på alt det, der var sket. Jeg tum­le­de rig­tig me­get med – at jeg sim­pelt­hen ik­ke fat­te­de en brik.«

Selv om der var men­ne­sker om­kring hen­de, er hun vok­set op med savn og en for­fa­er­de­lig en­som­hed. Hun hav­de sva­ert ved at tro på, at folk vir­ke­lig vil­le hen­de, og re­a­ge­re­de ved at te­ste si­ne fora­el­dre. Vi Hyt­tel lod si­ne fru­stra­tio­ner få frit løb, råb­te ad sin mor Kir­sten, og når de blev uven­ner sag­de hun til hen­de: ’Ba­re vent til min rig­ti­ge mor kom­mer.’

Hun gjor­de alt for at skub­be fora­el­dre­ne va­ek og fan­ta­se­re­de om, at hen­des bi­o­lo­gi­ske mor kom og hen­te­de hen­de. Om at hun ik­ke hav­de sat Vi på den båd og sagt far­vel.

»Selv om jeg har haft tag over ho­ve­d­et, har jeg vir­ke­lig følt mig hjem­løs. Jeg har bå­ret på et savn, som ik­ke kun­ne fyl­des ud. I dag er jeg ik­ke i tvivl om, at Kir­sten og As­b­jørn el­ske­de mig, men et barn, der er ble­vet svig­tet, hi­ger ef­ter be­kra­ef­tel­se, og jeg lag­de ma­er­ke til alt mu­ligt.«

Der var f.eks. fem bil­le­der på va­eg­gen af de fem bi­o­lo­gi­ske børn, men ik­ke et af Vi Hyt­tel. Hun ha­ef­te­de sig og­så ved sa­er­li­ge for­mu­le­rin­ger. Som når fa­mi­li­en tog til mø­der i In­dre Mis­sion, og fora­el­dre­ne ek­sem­pel­vis sag­de: ’Vi har fem børn, og så har vi Vi’. Hun føl­te sig ik­ke som en del af bør­ne­flok­ken.

Le­gen blev et hel­le

Vi Hyt­tel tum­le­de me­get med, hvem hun egent­lig var. Men når hun le­ge­de med si­ne duk­ker, flyg­te­de hun ind i en ver­den, hvor alt var per­fekt, her fandt hun en ro, og le­gen blev et hel­le for hen­de. Her var der in­gen ube­sva­re­de spørgsmål om hvor­for og hvor­dan. Brik­ker­ne faldt i hak, når hun tog si­ne duk­ker og kla­ed­te dem på, el­ler kla­ed­te sig selv ud i et dy­ne­be­tra­ek. Dét blev et ven­de­punkt i hen­des liv.

»Dér blev grun­den til mit vok­sen­liv som de­sig­ner lagt. Bå­de mit selvva­erd og min selv­til­lid fik et enormt ki­ck, og jeg føl­te na­er­mest, at jeg kun­ne kla­re he­le ver­den, når jeg hav­de skabt en flot kjo­le af sølv­pa­pir el­ler stof­re­ster. Jeg drøm­te om, at jeg en dag kun­ne få lov at kla­e­de prin­ses­se

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.