D

BT - - 180° -

et var mørk nat. Vi Hyt­tel blev va­ek­ket af sin mor, som sag­de: ’Nu be­gyn­der even­ty­ret for dig’. Men det var alt an­det end et even­tyr, der ven­te­de den lil­le pi­ge. Viet­na­me­si­ske Vi Hyt­tel var fem år, da hun kom til Dan­mark uden sin mor og far – en op­le­vel­se, der har sat sig dy­be spor hos den i dag 37-åri­ge kvin­de.

Nog­le da­ge før den ska­eb­nesvan­gre nat hav­de mo­de­ren og den lil­le pi­ge va­e­ret på det lo­ka­le mar­ked, hvor Vi Hyt­tel hav­de få­et lov til at va­el­ge pra­e­cis det tøj, hun bedst kun­ne li­de. Bag­ef­ter gik de i par­ken, hvor hun fik en ka­em­pe is.

Søvn­d­ruk­ken og for­vir­ret fik hun nu – midt om nat­ten – det nye tøj på. Mo­de­ren fulg­te hen­de ned til hav­nen, hvor en fa­et­ter, som hun ik­ke kend­te, ven­te­de på dem. Han var mi­li­ta­er­na­eg­ter og skul­le ud af Viet­nam. Vi skul­le med. Det var det ene­ste, hun vid­ste. »Min mor sag­de far­vel. Buk­ke­de sig ned og ae­de mig over hå­ret. Jeg hu­sker hver­ken tå­rer, knus el­ler kys, men børn kan ma­er­ke, hvad de voks­ne fø­ler. Stem­nin­gen var tryk­ket, og jeg be­gynd­te at gra­e­de. Min fa­et­ter var ban­ge for at bli­ve op­da­get og løf­te­de mig hur­tigt ned i bå­den. Jeg gjor­de mod­stand, vil­le ik­ke med og for­søg­te at vri­ste mig fri, men han holdt mig fast. Jeg vid­ste ik­ke, hvad der skul­le ske, jeg vid­ste kun, at det var mørkt og uhyg­ge­ligt, og at jeg var på vej ned i en lil­le båd med rig­tig man­ge men­ne­sker,« min­des Vi Hyt­tel.

De sad ta­et i den lil­le båd. Vi Hyt­tel for­må­e­de at fal­de i søvn, men våg­ne­de ved, at bå­den gyn­ge­de vold­somt. Da hun kør­te hån­den gen­nem sit hår, var det fyldt med slim og opkast – en fa­el lugt om­gav hen­de.

»Det he­le var så uvir­ke­ligt, at jeg skreg. Jeg var om­gi­vet af frem­me­de og kun­ne ik­ke se min fa­et­ter. Ef­ter nog­le da­ge kom vi til en flygt­nin­ge­lejr i Sin­ga­po­re. Jeg hu­sker usik­ker­he­den og mang­len på trøst. En af de før­ste kvin­der, jeg mød­te, hav­de børn. Hen­de klam­re­de jeg mig til og end­te med at kal­de hen­de mor. Jeg hav­de så me­get brug for tryg­hed. Min fa­et­ter var ik­ke me­re end 18-19 år og kun­ne ik­ke ud­fyl­de det be­hov,« si­ger hun.

Til­fa­el­det Dan­mark

Me­nin­gen var, at Vi Hyt­tel og hen­des fa­et­ter skul­le til Ca­na­da, hvor hen­des mo­stre bo­e­de, men da der kom et dansk skib, tak­ke­de Vi Hyt­tels fa­et­ter ja, og de tog af sted mod Dan­mark. I Ka­strup stod Dansk Flygt­nin­ge­hja­elp klar til at ta­ge imod de viet­na­me­si­ske bå­d­flygt­nin­ge, der blev flø­jet til Aal­borg og kørt vi­de­re til Hjør­ring, hvor de blev ind­kvar­te­ret på en vej med gu­le ra­ek­ke­hu­se.

Alt var an­der­le­des. Ly­de­ne, lug­te­ne og ma­den. De fri­ske for­års­rul­ler, den sta­er­ke kar­ry, hvid­lø­get og chi­lif­rug­ter­ne i wok­ken var af­løst af ble­ge kog­te kar­to­f­ler og tyk, brun sovs. To­ner­ne i ra­dio­en klin­ge­de ik­ke som den vel­kend­te ka­ra­o­ke, og der var et helt nyt sprog at la­e­re. Vi Hyt­tel føl­te sig som ’Pal­le ale­ne i ver­den’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.