Der kan ske fejl

BT - - NYHEDER -

»Min far skal ha­ve hja­elp til at ple­je si­ne ta­en­der, for­di han glem­mer det. Han får blandt an­det no­get me­di­cin, der gør ham tra­et,« si­ger Niels Ok­king, der forta­el­ler, at den 76-åri­ge sku­e­spil­ler ik­ke er de­ment, men syg­doms­sva­ek­ket. Ramt af de­pres­sion Jens Ok­king li­der un­der en ra­ek­ke føl­ge­syg­dom­me, der blandt an­det skyl­des en de­pres­sion, han fik i 2001, samt en blod­prop i hjer­nen, der ram­te tre år se­ne­re, i 2004:

»Der­u­d­over har min far og­så suk­ker­sy­ge, han har mi­stet no­get af sit syn, og så har han et smadret knae, en smadret skul­der og har haft fem dis­kuspro­lap­ser. Min far er slidt ned, han har ar­bej­det, si­den han var syv, og op­le­vel­sen som EU-par­la­men­ta­ri­ker, hvor han løb pan­den mod sy­ste­mets mur, tog me­get hårdt på ham,« si­ger Niels Ok­king.

Ove­ni den tragi­ske fejl med den fa­ta­le tand­be­ta­en­del­se er Jens Ok­kings pro­te­ser nu for­s­vun­det fi­re gan­ge un­der op­hol­det.

»Det før­ste par gan­ge blev vi su­re, men sag­de ik­ke rig­tigt no­get, men så tred­je gang – for et års tid si­den – gik der li­ge pra­e­cis tre uger, så blev den va­ek igen.

Hver gang skal vi spa­re sam­men til en ny – min far skal kø­res frem og til­ba­ge – der skal la­ves nye mål og alt mu­ligt. Skø­de­s­løs­he­den er ek­strem, og det be­ty­der, at vi nu skal ha­ve en fem­te pro­te­se, og så når vi op på en ud­gift på over 90.000 kro­ner. Det sva­rer til om­kring 3.000 kro­ner om må­ne­den i det tids­rum, det har stå­et på.«

»Min far har ik­ke pen­ge på ki­ste­bun­den, han har en skat­te­ga­eld, han sta­dig sla­e­ber rundt på. Han har så en pen­sion fra EU, men han kun­ne ha­ve tjent langt me­re, hvis han hav­de va­e­ret kamp­dyg­tig og kun­ne la­ve film og tv. Og vi an­dre svøm­mer hel­ler ik­ke i pen­ge,« si­ger Niels Ok­king, der til dag­lig er fre­elan­ceskri­bent, mens hans bror Mads ar­bej­der som re­stau­re­rings­hånd­va­er­ker. Mang­ler ha­en­der Gen­nem søn­nen Niels si­ger sa­gens ho­ved­per­son selv:

»Jeg var glad for at få mit eget, da jeg flyt­te­de ind for tre år si­den, men de an­sat­te vir­ker stres­se­de, der er ik­ke ha­en­der nok,« si­ger Jens Ok­king.

»Jeg hav­de hå­bet på at ny­de og gla­e­de mig over mit otium, men jeg hav­de ik­ke reg­net med at bli­ve gam­mel på den må­de. Som det er nu, så er det mi­ne børn og bør­ne­børn, der er min kil­de til gla­e­de – og desva­er­re ik­ke ’Ska­eb­ne’Sym­fo­ni­en,« si­ger Jens Ok­king.

Fa­mi­li­en har reg­net ud, at i de 10 REPLIK »Det er en ulyk­ke­lig si­tu­a­tion, og jeg kan be­kra­ef­te, at vi har va­e­ret i di­a­log,« si­ger Sonja Mül­ler, di­strikt­s­chef i Na­est­ved Kom­mu­ne for ae­l­dre­cen­ter nord. Hun vil kun ud­ta­le sig ge­ne­relt, men be­kra­ef­ter at Ok­kings fa­mi­lie bå­de har talt med ple­je­per­so­na­let og va­e­ret i skrift­lig di­a­log med kom­mu­nen. »Ge­ne­relt kan jeg si­ge, at når be­bo­e­re Jeg hav­de hå­bet på at ny­de og gla­e­de mig over mit otium, men jeg hav­de ik­ke reg­net med at bli­ve gam­mel på den må­de år, hvor Ok­king har få­et hja­elp en­ten hjem­me el­ler på ple­je­hjem­met, har der va­e­ret ta­le om en ek­stremt stor ud­skift­ning blandt det ple­je­per­so­na­le, der har ta­get sig af den 76-åri­ge sku­e­spil­ler.

»Min far si­ger selv, at han er ir­ri­te­ret over, at der er så man­ge for­skel­li­ge, bor i ple­je­bo­lig, så har vi ru­ti­ner for at de hja­el­pes med mund­hy­gi­jj­ne to gan­ge i døg­net, hvis det er mu­ligt at hja­el­pe den en­kel­te.«

»Når pro­te­ser er for­s­vun­det, er år­sa­gen, at de på­ga­el­den­de be­bo­e­re ik­ke hol­der pro­te­sen i mun­den. Og det er vig­tigt at få af­da­ek­ket, hvad der så kan gø­res. El­lers ri­si­ke­rer man, at det gen­ta­ger sig, hvil­ket så og­så er sket her.

»Det er der­for, vi har in­vi­te­ret til, at vi sa­et­ter os sam­men, så vi kan se på den her ulyk­ke­li­ge si­tu­a­tion og kom­me til­bunds i den sam­men. Før det er sket, er det van­ske­ligt at si­ge om der skal lig­ge en be­kla­gel­se.« »Ja, så­dan for­står jeg det og­så. Men der er alt­så en stå­en­de in­vi­ta­tion til at mø­des og kom­me til bunds i sa­gen.« »Nej, det er det selv­føl­ge­lig ik­ke. Når vi har af­talt med fa­mi­li­en og be­bo­e­ren, hvor­dan ple­je­for­lø­bet skal va­e­re, så er det selv­føl­ge­lig vo­res an­svar. Og jeg kan hel­ler ik­ke sid­de her og ga­ran­te­re, at der ik­ke kan ske fejl,« si­ger Sonja Mül­ler. der kom­mer og går. Der er en ud­skift­ning uden li­ge. I de 10 år har der mindst va­e­ret ta­le om 100 for­skel­li­ge men­ne­sker. Det er 10 om året, og det er alt­så ik­ke til­freds­stil­len­de. Hvad med en ae­l­dre da­me, der skal ta­ge tø­jet af for­an så man­ge frem­me­de men­ne­sker he­le ti­den. Det er langt ude.«

»Min far har det for­holds­vis godt og er glad, når vi er sam­men. Men hvad med al­le de an­dre be­bo­e­re rundt om­kring. Dem, der ik­ke har en fa­mi­lie med over­skud og kra­ef­ter, til at slå et slag i bol­le­dej­en for de­res fora­el­dre. El­ler al­le dem, der ik­ke har en kendt far, der kan kom­me i avi­sen på sit navn. Det er for sør­ge­ligt, og det kan ik­ke va­e­re me­in­gen, at det skal va­e­re så­dan,« si­ger Jens Ok­kings søn og til­fø­jer:

»Kom­mu­nen har et slo­gan, der hed­der ’Ma­erk Na­est­ved’. Det skal man ik­ke øn­ske sig at kom­me til.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.