Må vi få lidt hud?
Som barn i 70erne, har jeg set rigeligt med haengebryster og flade balder til at vide, at det menneskelige forfald er uafvendeligt. Dengang dyrkede vi solen, den nøgne krop og glaeden ved at lade de to mødes. Den slags glaeder har nutidens børn og unge ikke. Som Christina Sederqvist skriver, ser de mest bar hud på reality-tv, hvor det er spaendt ud over faste silikonebryster eller bristefaerdige restylane-laeber. Af selvsamme årsag mener hun, at nutidens unge har forkvaklede forventninger til egne – og andres – kroppe. På et niveau, hvor de undgår nøgenhed. F.eks. ved at blive fritaget for at gå i bad efter idraet. En ’garanteret ikke repraesentativ undersøgelse’ blandt yngre beboere på min matrikel bekraefter, at der er noget om snakken... For de stakkels børns egen skyld, bakker jeg op om Sederqvists pointe om, at det er et foraeldreansvar at give børnene et realistisk billede af forfaldet. Må dog konstatere, at projektet indtil videre går traegt. Da jeg annoncerede, at der fra nu af vil blive flashet markant mere hud i hjemmet, udbrød den yngste: ’Ad mor, jeg har set ALT for meget til din bare røv’. Og nu jeg taenker over det... var det så ikke praecis sådan, jeg havde det med de solsvedne haenge-bryster og -balder – dengang i 70erne?
