Kan vi få no­get me­re nø­gen­hed? F

BT - - WEEKEND -

ora­el­dre har et an­svar for at va­e­re nøg­ne, så de­res børn kan se det. De har og­så et an­svar for at la­de va­e­re med at tra­ek­ke ma­ven ind imens. For de stak­kels te­e­na­ge­re har et for­kvak­let for­hold til krop­pen, og jeg kan godt for­stå dem. For de får ik­ke en chan­ce for at for­hol­de sig til na­tur­li­ge krop­pe. Jeg var sam­men med nog­le 13-åri­ge pi­ger, der for­tal­te, at de var ble­vet fri­ta­get for svøm­ning, for­di de ik­ke vil­le vi­se sig nøg­ne – for­an de an­dre pi­ger. Fak­tisk men­te de – og de­res fora­el­dre – at det var et over­greb og na­er­mest halv­pa­edo­filt at tvin­ge pi­ger­ne til at gå i bad sam­men. What? Hvad hel­ve­de er det for en må­de at hja­el­pe si­ne børn på? Hvis vo­res un­ger får en fiks idé og si­ger: ’Jeg er ban­ge for, at der er mon­stre i ska­bet, så la­e­rer vi dem, at der ik­ke fin­des mon­stre. Og at de ik­ke be­hø­ver at va­e­re ban­ge. Me­get an­der­le­des er det ik­ke, når de kom­mer og si­ger: ’Jeg er ban­ge for, at de an­dre sy­nes, jeg er grim.’ I det til­fa­el­de skal vi la­e­re dem, at de er, som de er. Og at det er godt nok. Hvis vi plud­se­lig gør et num­mer ud af det og si­ger: ’Ja det kan jeg godt for­stå, du ta­en­ker... vi sør­ger for, at in­gen ser dig.’ Sva­rer det til, at vi si­ger: ’Må­ske er der et mon­ster i ska­bet, du må hel­le­re la­de va­e­re at fal­de i søvn’. Vi skal føl­ges med vo­res krop he­le li­vet. Der­for skal vi la­e­re vo­res børn at va­e­re ven­ner med de­res, uan­set hvor­dan den ser ud. La­der vi dem bli­ve frem­med­gjor­te over­for sig selv, mi­ster de de­res selvva­erd og de­res na­tur­li­ge for­stå­el­se for krop­pen og dens be­hov. Så ka­em­per de mod den og na­eg­ter at lyt­te til den. Børn og te­e­na­ge­re har brug for at la­e­re, hvad de­res krop si­ger, for de er født ind i en ver­den, hvor re­a­li­ty-tv’et kø­rer. I pro­gram­mer­ne ser de krop­pen bli­ve brugt som en va­lu­ta, man kan for­hand­le med. Børn ser – fra de er gan­ske små – at det kun er dem med de per­fek­te krop­pe, der er po­pu­la­e­re. For del­ta­ger­ne i Pa­ra­di­se Ho­tel er de­res for­bil­le­der, og de la­der sig prosti­tu­e­re for po­pu­la­ri­tet, som om det er den na­tur­lig­ste ting i ver­den. De va­el­ter nøg­ne rundt og forta­el­ler stolt, hvor ful­de de var, da de blev anal­fi­stet af to fy­re på én gang. Det er dét, vo­res børn ser. Hvis de – sam­ti­dig med at de bli­ver hjer­ne­va­sket til at tro, at det er den vir­ke­lig­hed, de kan se frem til om et par år – ik­ke har an­dre for­bil­le­der, går det galt. Der­for har vi voks­ne et an­svar for at va­e­re nøg­ne med vo­res børn. Men vi voks­ne er en­ten for tyk­ke el­ler ryn­ke­de og ta­ler ik­ke om an­det, end hvad der er galt med vo­res ud­se­en­de. Det lev­ner ik­ke bør­ne­ne man­ge al­ter­na­ti­ver. Der­for skal vi hol­de mund med vo­res egen fy­si­ske util­stra­ek­ke­lig­hed. Vi skal fin­de fri­sin­det frem og in­si­ste­re på at gå nøg­ne rundt i vo­res eg­ne hjem. For vi skal vi­se de un­ger, at det med at va­e­re nø­gen ik­ke nød­ven­dig­vis har no­get med sex at gø­re. Vi skal vi­se dem, at sex har no­get med ka­er­lig­hed at gø­re. Vi skal vi­se dem, at vi er li­ge me­get va­erd, uan­set om vi har hår på ryg­gen, slat­ne kug­ler el­ler asyn­kro­ne jam­mer­lap­per. Krop­pen er vo­res hyl­ster. Vi skal vi­se, at vi er gla­de for det hyl­ster, for det er en del af os, og det be­hø­ver ik­ke at se ud på en be­stemt må­de, for at vi kan ha­ve gla­e­de af det. Husk: Det er ik­ke al­tid det, der ser pa­e­ne­st ud, som det er ra­rest at rø­re ved. Lad os ny­de sy­net af de smuk­ke i bla­de­ne og sam­ti­dig ny­de, hvor­dan det fø­les at va­e­re i vo­res eg­ne krop. Og for­byd så i øv­rigt de børn at se re­a­li­ty-tv. I hvert fald indtil de er så gam­le, at de har op­byg­get et na­tur­ligt for­hold til de­res egen krop. Så er de bed­re ru­stet til at se for­skel på det, de ser på ska­er­men, og det liv nor­ma­le men­ne­sker le­ver. Vi skal føl­ges med vo­res krop he­le li­vet. Der­for skal vi la­e­re vo­res børn at va­e­re ven­ner med de­res, uan­set hvor­dan den ser ud. La­der vi dem bli­ve frem­med­gjor­te over­for sig selv, mi­ster de de­res selvva­erd og de­res na­tur­li­ge for­stå­el­se for krop­pen og dens be­hov

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.