D

BT - - WEEKEND -

et før­ste, hun ta­enk­te, da ’rø­ven skred ud un­der hen­de’, var, at man al­tid bør af­le­ve­re en bil, som man selv øn­sker at mod­ta­ge den. Selv­om hun var ha­em­met af en hjelm og en rem, der om et lil­le se­kunds tid skul­le for­hin­dre hen­de i at få et pi­skes­ma­eld, dre­je­de hun ho­ve­d­et og så i slo­w­mo­tion ra­cer­ba­nens va­eg na­er­me sig.

Det an­det, hun nå­e­de at ta­en­ke, var, at me­ka­ni­ker­ne og in­ge­ni­ø­rer­ne på hen­des team vil­le kom­me på over­ar­bej­de på grund af hen­de.

Den dår­li­ge samvit­tig­hed stak i hen­de.

»Det tred­je, jeg ta­enk­te, var: ’Hold ka­eft, det bli­ver dyrt, det her’,« hu­sker Chri­sti­na Ni­el­sen.

Den 14. maj, kom den 24-åri­ge ra­cer­kø­rer ’galt af sted’, som hun selv kal­der det.

Hun kør­te på Imo­la-ba­nen i det nord­li­ge Ita­li­en. Og selv­om tan­ker­ne kun­ne ra­ce af­sted med sam­me 170 ki­lo­me­ter i ti­men til hen­des tid­li­ge­re hold­kam­me­rat Al­lan Si­mon­sen, som dø­de i Le Mans i 2013, så gjor­de de det ik­ke.

»Jeg er ik­ke ty­pen, der ta­en­ker: ’Det går og­så galt for mig’. Jeg er ik­ke ban­ge. Fak­tisk tra­en­ger jeg til at kom­me ud at kø­re igen,« si­ger Chri­sti­na Ni­el­sen med hen­tyd­ning til, at hun ik­ke har va­e­ret ude at kø­re, si­den hen­des Fer­ra­ri blev krøl­let sam­men, da den ram­te va­eg­gen for 14 da­ge si­den.

Hun går mest op i, hvor­for det ske­te, så hun kan und­gå det – en an­den gang.

»Jeg har set vi­deo­en 100 gan­ge, og for­står det sta­dig ik­ke,« suk­ker hun, kig­ger ud over Øre­sund og forta­ber sig for før­ste – men langt fra sid­ste gang i in­ter­viewet – i de­tal­jer om bi­len, ba­nens fy­sik, sin egen re­ak­tions­ev­ne og mo­to­rens yde­ev­ne.

Men det er fak­tisk ik­ke tek­nik­ken, der in­ter­es­se­rer hen­de. Det er far­ten – frem for alt far­ten – og det, at hun hver gang kan pres­se sig selv og sin bil til at kø­re en lil­le smu­le hur­ti­ge­re end sidst.

Fast forward

Selv om hun i dag er for­tro­lig med mar­gi­na­ler­ne in­den for mo­tor og he­ste­kra­ef­ter, me­ka­nik og fy­sik, så for­ven­ter hun ik­ke, at re­sten af ver­den for­står det. Hel­ler ik­ke den sa­er­li­ge men­ta­li­tet, det kra­e­ver at va­e­re fastspa­endt i en bil, der kø­rer 300 ki­lo­me­ter i ti­men, for­di du be­der den om det. Og­så når det går for hur­tigt.

»Jeg kan godt be­skri­ve, hvor­dan det fø­les at kø­re galt, men jeg for­ven­ter ik­ke, at folk, der ik­ke har prø­vet det, for­står det. Det går så af­sin­digt hur­tigt,« si­ger hun og knip­ser med fin­gre­ne.

»Al­li­ge­vel kan jeg sva­re pra­e­cist på hvil­ket gear, jeg var i, da det ske­te. For i det se­kund, man dre­jer ho­ve­d­et og ser va­eg­gen, går al­ting i slo­w­mo­tion, uden at man kan gø­re no­get.«

Hun kan bedst be­skri­ve den ef­ter­føl­gen­de fø­lel­se som ’over­va­el­den­de’.

»Det er ik­ke frygt. Har man den, kan man ik­ke kø­re hur­tigt. Men den over­va­el­den­de fø­lel­se er net­op det in­ter­es­san­te ved mo­tor­sport – at ens com­fort-zo­ne he­le ti­den flyt­tes.«

Chri­sti­na Ni­el­sen hav­de haft min­dre tra­e­nings­tid på an­la­eg­get i Nor­di­ta­li­en, end hun kun­ne ha­ve øn­sket sig, og der­for kend­te hun ik­ke ba­nen så godt, som hun bur­de.

»Men jeg vil jo ger­ne ram­me må­let per­fekt, og så ta­ger man chan­cer. Det var og­så det, der ske­te den we­e­kend,« si­ger hun.

Det kun­ne va­e­re gå­et rent galt. Li­ge­som det gjor­de for tre år si­den, da Chri­sti­na Ni­el­sen – og re­sten af mo­tor­spor­ten – måt­te si­ge far­vel til Al­lan Si­mon­sen, der kør­te sig ihjel i net­op Le Mans.

»Jeg var al­drig ban­ge for at kø­re, ef­ter han dø­de. Det var me­re sor­gen, jeg ma­er­ke­de. Da jeg sat­te mig ind i vo­res bil tre uger ef­ter, stod hans kø­rer-ID sta­dig i dis­play­et,« si­ger hun og vi­ser på sin mo­bil­te­le­fon, hvor­dan in­stru­ment­bra­et­tet i en GT-vogn ser ud.

Her står bl.a. hvem af de tre team­kø­re­re, der sidst har kørt bi­len. Da Chri­sti­na Ni­el­sen ef­ter ulyk­ken steg ind, stod der AS i dis­play­et. Den sved. Det var Al­lan Si­mon­sen, der la­er­te hen­de, hvor­dan man hur­tigst mu­ligt skif­ter kø­rer i bi­len, un­der et 24 ti­mers løb.

»Al­lan hav­de fun­det på al­le mu­li­ge løs­nin­ger. F.eks. hav­de vo­res se­ler for­skel­li­ge far­ver, for at vi kun­ne skif­te hur­tigst mu­ligt.«

Sy­net af de far­ve­de se­ler kun­ne ha­ve skra­emt de fle­ste va­ek.

»Der var da no­gen, der stop­pe­de i mo­tor­sport ef­ter hans ulykke – men ik­ke mig,« si­ger hun.

Li­ge børn kø­rer hur­tigst

Hun ta­ger imod hjem­me hos sin far, den tid­li­ge­re ra­cer­kø­rer Lars Erik Ni­el­sen. Det er in­gen hem­me­lig­hed, at han bor på den dy­re­ste stra­ek­ning af Strand­vej­en nord for Kø­ben­havn,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.