Na­dia Na­dim - coo­le­re end cool

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

NA­DIA NA­DIM ER me­ga­cool. El­ler coo­le­re end cool. Helt op­pe på Zla­tan-ska­la­en. Må­ske ik­ke i fy­sisk fod­bold­for­stand, for hvem er det? Ej hel­ler i øko­no­misk hen­se­en­de. Men i selv­til­lid, fremto­ning, hi­sto­rie og per­son­lig­hed. Og om tre se­me­stre, når hun li­ge får tid til at la­e­se mel­lem sa­e­so­ner­ne i den ame­ri­kan­ske liga, er hun la­e­ge. EL­LER SOM SKU­E­SPIL­LE­REN Ni­co­laj Ko­per­ni­kus ud­tryk­ker det hen over en frokost med Na­dia i en pau­se fra et un­der­hold­nings­pro­gram på Ka­nal5. Med kniv og gaf­fel og et henka­stet og hø­flig­heds­kon­ver­se­ren­de: »Hvad er det du la­e­ser til ek­sa­men til?« mens han let­te­re fra­va­e­ren­de tyg­ger vi­de­re.

»Jeg la­e­ser me­di­cin. Har li­ge af­slut­tet ni­en­de se­me­ster,« og Ko­per­ni­kus dre­jer ho­ve­d­et i et ryk og stir­rer na­er­mest pa­ra­ly­se­ret respekt­fuldt på hen­de: »DU ER HALVT la­e­ge?« »Me­re end halvt. Jeg mang­ler tre se­me­stre.« det vildt, hvor er det vildt »NEJ, HVOR ER mand.«

I stu­di­et har va­er­ten Car­sten Bang pra­e­sen­te­ret hen­de ved at kon­sta­te­re: »Jeg har la­est, at du har fle­re føl­ge­re på Fa­ce­book end re­sten af lands­hol­det til sam­men«, og Na­dia sva­rer fra hof­ten og sit ka­rak­te­ri­sti­ske smil: »De el­sker mig. Hvad kan jeg si­ge ...?« CITATERNE ER FRA den fi­re af­snit lan­ge do­ku­men­tar­se­rie på DR3 ’Na­dia Na­dim An­gri­ber’, der kø­rer over ska­er­men de kom­men­de fi­re tors­da­ge, men som al­le­re­de nu kan strea­mes på dr.dk. Og nok har jeg fulgt kvin­delands­hol­det i fod­bold til lidt me­re end til hus­be­hov. Og­så så­dan frag­men­ta­risk med i Na­dia Na­dims kar­ri­e­re og til­ste­de­va­e­rel­se i to­tal­bil­le­det, men jeg åd de fi­re af­snit i rap ons­dag af­ten.

Ka­eft, en sej tøs. Så­dan om­ta­ler man ik­ke en kvin­de på 28 år, men hun vil­le nok for­mu­le­re sig i no­gen­lun­de sam­me ord­lyd. Må­ske end­da med et til­sat ’får­king’, som er så grimt, og som al­le og en­hver, un­der­teg­ne­de in­klu­si­ve, sni­ger ind i hver fjer­de sa­et­ning. Så­ma­end, tro­en­de mus­lim, men ik­ke så in­dre mis­sionsk, at det gør no­get. Hun har be­de­ta­ep­pet med i Port­land, og app’en, der ud­pe­ger ret­nin­gen mod Mek­ka, på te­le­fo­nen, men hun lig­ger ik­ke på knae ef­ter for­skrif­ter­ne fem gan­ge om da­gen. Mest om mor­ge­nen, og så be­der hun for sin mor og si­ne tre sø­stre hjem­me i Dan­mark. En bøn om suc­ces på fod­bold­ba­nen kun­ne ik­ke fal­de hen­de ind at ind­dra­ge de hø­je­re mag­ter i, for det har hun selv ind­fly­del­se på. De kas­ser skal hun nok spar­ke ind af egen kraft. Ek­sem­pel­vis et hat­tri­ck i sin før­ste kamp for den ame­ri­kan­ske kvin­de­stor­klub Port­land Thorns. ’Re­al Madrid’ ti­tu­le­rer hun den ger­ne. NA­DIA NA­DIM KOM til Dan­mark som 11-årig og flygt­ning fra Af­g­ha­ni­stan. Med sin mor og tre sø­sken­de. Hen­des far var ik­ke med. Han hav­de va­e­ret i ha­e­ren, men vend­te en dag ik­ke hjem. Sport­s­man­den, hun hav­de set så vold­somt op til og le­get med i ha­ven, skudt af Ta­le­ban. Som hun la­ko­nisk forta­el­ler med et kon­trol­le­ret kna­ek i stem­men på Al­gar­ve-ky­sten un­der en lands­hold­s­tur. Ef­ter tre-fi­re års ma­re­ridt om nat­ten, be­gynd­te hun at be­de. Ma­re­rid­te­ne for­svandt. Så langt fra livs­kraf­ten. »Jeg har al­tid ka­em­pet, for min fa­mi­lie, for min frem­tid, for mit hold - og for mit land. Jeg har et mål i li­vet. Jeg vil va­e­re den bed­ste til alt, hvad jeg la­ver,« som hun si­ger i ind­led­nin­gen til do­ku­men­ta­ren. Et suc­ces­fuldt in­te­gra­tions­pro­jekt? Nej, om end Na­dia med blø­de­n­de knae og langt ind i de mør­ke af­ten­ti­mer på bold­ba­ner­ne bag asyl­cen­tret i Aal­borg sik­kert per­so­ni­fi­ce­rer li­ge net­op det. I kød og blod, fra­ek­hed og gåpå­mod. Ra­sen­de ir­ri­te­ren­de, an­gri­ber-ego af en an­den ver­den. No­get af en hånd­fuld. Og­så for land­stra­e­ner Nils Ni­el­sen, ty­de­lig­vis. Hun kan vin­de kam­pe ale­ne. Og ta­be dem. Fyl­der. En Anja An­der­sen med ac­cent og ud­dan­nel­se, må­ske Elkja­ersk. Som er sig sin for­tid og sta­tus be­vidst. Pro­vo­ke­ren­de og stors­mi­len­de. Foru­ret­tet og af­va­eb­nen­de iro­nisk, når hun ik­ke får si­ne fris­park og straf­fes­park: »Hvis jeg ba­re hav­de va­e­ret en blon­di­ne, hav­de jeg sik­kert få­et dem.« BABYSITTER, KASSEDAME I Fak­ta, avis­bud i en fart op ad trap­per­ne, så kon­di­tio­nen fik end­nu et nøk: »Jeg var i sinds­syg form den­gang, dra­eb­te 3F Li­ga­en.« Fat­ti­grøv blandt på Mar­se­lis­borg Gym­na­si­um. »Jeg skam­me­de mig ik­ke over det.« Na­dia spa­re­de op til en kiosk. Solg­te den igen. Og har li­ge va­e­ret til hof­bal hos Dron­nin­gen.

»Jeg har nok lidt damp.« Jeps, men for fuld public ser­vi­ce-damp er du me­ga-cool.

Coo­le­re end cool. Zla­tansk... In­do­nesia Open

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.