B

BT - - INTERVIEW -

Det er snart fem år si­den, jeg i 2011 mød­te for­fat­ter og fored­rags­hol­der Met­te Gl­ar­gaard før­ste gang. Den­gang sad hun tungt, sam­men­s­un­ket i en so­fa i den fjer­ne­ste af­krog af Dan­mark, på Ho­tel Ruth i Ska­gen. Hun gra­ed.

Dels for­di hen­des far, den fol­ke­ka­e­re sku­e­spil­ler Poul Gl­ar­gaard, da­gen for­in­den var fun­det død i sit hjem på Fre­de­riks­berg, og hun nu var fora­el­d­re­løs. Dels for­di hun føl­te, at hun al­drig hav­de haft en far.

Og så var en grim fø­lel­se be­gyndt at kry­be ind un­der hu­den på hen­de. Fø­lel­sen af skyld. For et el­ler an­det måt­te hun vel ha­ve gjort for­kert, når fa­de­ren skrev hen­des navn på sit selv­mord.

Livskri­se

Hvor­dan le­ver man vi­de­re, når man bli­ver for­talt, at man in­di­rek­te har ta­get et an­det men­ne­skes liv? Og kan man over­ho­ve­det le­ve med sig selv, når det men­ne­ske er ens far?

Met­te Gl­ar­gaard har de se­ne­ste fem år va­e­ret ved at op­gi­ve man­ge gan­ge. I den før­ste tid over­ve­je­de hun hver ene­ste mor­gen, om hun vil­le le­ve me­re. Over­vej­el­ser, som hun til sidst i et des­pe­rat råb om hja­elp del­te på Fa­ce­book.

Det vir­ke­de. For før­ste gang i sit liv er Met­te Gl­ar­gaard i dag ’så­dan rig­tig lyk­ke­lig’. Gen­nem sin kar­ri­e­re har hun ud­gi­vet en ra­ek­ke bø­ger, der på den el­ler an­den må­de ta­ger af­sa­et i hen­des dys­funk­tio­nel­le fa­mi­lie, og om 10 da­ge ud­kom­mer hun med sin 10. bog. Den­ne gang er det en ko­ge­bog. Mad har nem­lig va­e­ret en af­gø­ren­de in­gre­di­ens i he­le den for­vand­ling, hun de se­ne­ste fem år har gen­nem­gå­et.

»He­le mit liv faldt sam­men den dag, min far dø­de. He­le mit fun­da­ment for­svandt,« si­ger hun som no­get af det før­ste, da jeg mø­der hen­de igen.

10 da­ge før sin fars død i 2011 hav­de hun for­talt sin mand, at hun vil­le skil­les. Det var midt un­der fi­nanskri­sen, og de pen­ge, hun hav­de skudt i de­res fa­el­les hus, var va­ek.

»Tre uger ef­ter hans selv­mord fandt mig selv i min ve­nin­des lej­lig­hed i Kø­ben­havn med syv flyt­te­kas­ser. Kas­ser­ne in­de­holdt alt, hvad jeg eje­de. Jeg var fa­mi­li­e­løs, jeg var hjem­løs, jeg var ar­bejds­løs, og jeg hav­de in­gen pen­ge.«

dag sid­der hun med rank ryg, da jeg mø­der hen­de på en ter­ras­se i Hel­lerup. Selv om hun er ble­vet fem år ae­l­dre, er det som om, hen­des an­sigt er ble­vet yn­gre. De fortruk­ne for­dyb­nin­ger er ble­vet glat­tet ud og hun fyl­der be­trag­te­ligt min­dre i land­ska­bet. 18 ki­lo for at va­e­re helt pra­e­cis.

»Kan man se det,« spør­ger hun og gri­ner, da hun op­da­ger, at jeg har sva­ert ved at gen­ken­de hen­de.

»For før­ste gang i mit liv er jeg ik­ke vred. Jeg hav­de egent­lig ac­cep­te­ret, at det var en grund­fø­lel­se, jeg skul­le le­ve med he­le mit liv. Vre­den. Li­ge­som hvis man al­tid har lidt ondt i ryg­gen. Men for et år si­den for­svandt den fuld­sta­en­dig. Sam­men med min top­ma­ve og min dej­ag­ti­ge hud,« si­ger hun.

ITra­ge­di­en

’Far-dat­ter-tra­ge­di­en’ blev Poul Gl­ar­gaards selv­mord døbt, da den 69-åri­ge sku­e­spil­ler blev fun­det liv­løs i sin seng på Fre­de­riks­berg den 17. ok­to­ber 2011. Han hav­de ind­ta­get sto­re ma­eng­der pil­ler og al­ko­hol.

Poul Gl­ar­gaard var isa­er kendt for sin rol­le som Se­ve­rin­sen i tv-ju­le­ka­len­de­ren ’Jul i Gam­mel­by’ fra 1979 og for rol­len som den ube­ha­ge­li­ge sted­far i se­ri­en ’Al­le el­sker Deb­bie’ fra 1988. Men hi­sto­ri­en om den pri­va­te Poul Gl­ar­gaard er hi­sto­ri­en om en mand, der hav­de et enormt al­ko­hol­for­brug, som le­ve­de på by­ens ba­rer og hav­de et of­te vold­somt tem­pe­ra­ment.

Det var bl.a. grun­den til, at Met­te Gl­ar­gaard seks år før hans død vend­te ham ryg­gen og af­brød al kon­takt til sin far.

»En­ten skul­le jeg gi­ve af­kald på mig selv og be­va­re mit for­hold til min far, el­ler og­så skul­le jeg mi­ste min far. Jeg valg­te at be­va­re mig selv,« for­kla­re­de Met­te Gl­ar­gaard den dag i Ska­gen. Den­gang hav­de hun al­le­re­de me­get per­son­ligt på sin blog be­skre­vet de man­ge sam­men­stød, hun hav­de haft med sin far. Beskri­vel­ser, som Poul Gl­ar­gaard først stød­te på kort før sit selv­mord, og som han skrev i et af­skeds­brev, vil­le ‘bli­ve hans død’.

Skyld­fø­lel­sen

»Selv om jeg godt vid­ste, at det ik­ke var min skyld, var der no­get i mig, der blev med at si­ge, at jeg jo måt­te ha­ve gjort et el­ler an­det for­kert. Jeg tog skyld­fø­lel­sen ind. Dybt ind. Der var men­ne­sker om­kring ham, der send­te mig bre­ve og min­de­de mig om, at det var min skyld. De send­te be­ske­der på Fa­ce­book, hvor der stod: ’Du bli­ver rig på din fars død’. Det er jeg ik­ke ble­vet, men selv hvis jeg var, sy­nes jeg fak­tisk, at jeg vil­le ha­ve fortjent det,« si­ger hun, der gen­nem sit liv har brugt en ’lil­le halv mil­li­on på te­ra­pi’ for at be­ar­bej­de en barn­dom, hvor hun me­ner, beg­ge fora­el­dre har svig­tet hen­de.

»Jeg sag­de en­gang til min far, at det

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.