’Han lå helt fint som om han sov’

For tre år si­den fandt Ma­til­de Tro­beck sin lil­le­bror død. Der er sta­dig da­ge, hvor alt er sort, men en sorg­grup­pe, og ik­ke mindst hård fy­sisk tra­e­ning, har hjul­pet hen­de til at kun­ne le­ve med sor­gen

BT - - SLANK -

DFo­to Emil Hou­gaard et var en fast tra­di­tion. Nytår­s­af­ten pra­e­cis kl. 24 rin­ge­de Ma­til­de Tro­beck til sin lil­le­bror.

Men den sid­ste af­ten i 2012 blev tra­di­tio­nen brudt. Trods fle­re for­søg kun­ne hun ik­ke få fat i ham. En un­dren voksede i hen­de, men hun slog det hen. Han var 23 år og hav­de sik­kert druk­ket sig fuld – el­ler fun­det en pi­ge.

1. ja­nu­ar gik. 2. ja­nu­ar var hun be­kym­ret. Ma­til­de Tro­beck skul­le i bi­o­gra­fen med sin ka­e­re­ste men vil­le li­ge kø­re for­bi lil­le­broren først.

Hun var sur, vil­le ska­el­de ham ud, for­di han ik­ke hav­de la­det hø­re fra sig.

»Men så snart jeg trå­d­te ind i hu­set, kun­ne jeg ma­er­ke, at no­get var galt. Der var ba­re så stil­le. Alt for stil­le. Jeg holdt hån­den for øj­ne­ne, mens jeg skub­be­de dø­ren til ba­de­va­e­rel­set op, der var in­gen. Dø­ren til hans va­e­rel­se var låst. Jeg ban­ke­de på fle­re gan­ge, in­den jeg løb ud og rundt om hu­set. Gar­di­net var ik­ke truk­ket helt ned, og igen­nem en spra­ek­ke kun­ne jeg se, at han var død. Han lå helt fint på ryg­gen, som om han sov. Han lig­ne­de sig selv og så al­li­ge­vel ik­ke. Jeg skreg og skreg.«

Hen­des fora­el­dre kom før am­bu­lan­cen. Hun hu­sker, hvor­dan hen­des far smadre­de dø­ren, og hvor­dan hun selv prø­ve­de at hol­de sin mor til­ba­ge.

»Jeg vid­ste, at det vil­le for­an­dre hen­de for al­tid, og jeg vil­le ik­ke ha­ve, at hun skul­le se ham,« hu­sker Ma­til­de Tro­beck.

Stof­fer blev hans død

Bro­de­ren var en ung mand, der hav­de he­le li­vet for­an sig. Han var ik­ke syg, og han be­gik ik­ke selv­mord, men han tog stof­fer. Det blev hans død.

»Vi vid­ste godt, at han eks­pe­ri­men­te­re­de med stof­fer, men vi ane­de ik­ke hvor me­get. Den af­ten hav­de han ta­get for me­get og sov stil­le ind i sin seng,« si­ger Ma­til­de Tro­c­beck og be­skri­ver ti­den ef­ter som slø­ret og sig selv som va­e­ren­de en slags zom­bie.

»Folk kom og la­ve­de mad til os. Jeg kan hu­ske, hvor­dan jeg sad på gul­vet mel­lem mi­ne fora­el­dre, der sad på to sto­le, for jeg vil­le va­e­re så ta­et på dem som mu­ligt. Jeg var fuld­sta­en­dig hja­el­pe­løs. Mi­ne ve­nin­der måt­te hja­el­pe mig i bad og va­ske mit tøj. En enorm sorg om­slut­te­de os. Det var en for­fa­er­de­lig tan­ke, at li­ge me­get hvad, var der ik­ke no­get, der kun­ne rå­de bod på det ske­te,« si­ger hun.

Der var en mas­se prak­tisk, som grav­sten og kir­ke, de var nødt til at for­hol­de sig til, men det he­le var fuld­sta­en­dig uvir­ke­ligt. Hun kan ik­ke hu­ske no­gen de­tal­jer, men Ma­til­de Tro­beck blev enig med si­ne fora­el­dre om en sten, der ud over nav­net og­så skul­le udsmyk­kes med en båd. For bro­de­ren Ras­mus var glad for at sej­le. I dag pry­der sam­me mo­tiv bå­de Ma­til­de Tro­beck og hen­des mors hånd­led i form af en ta­to­ve­ring.

I 28-åri­ge Ma­til­de Tro­becks stue ha­en­ger fle­re bil­le­der af hen­des el­ske­de lil­le­bror. Hans halska­e­de lig­ger syn­ligt frem­me på en hyl­de. Hos fora­el­dre­ne kan hun rø­re ved hans gam­le bam­se og duf­te til hans par­fu­me. Det gør hun hver gang, hun er der. Der var 14 må­ne­der imel­lem dem, og de var hin­an­dens bed­ste ven­ner. Men de var sam­ti­dig og­så vidt for­skel­li­ge. Hun var den plig­top­fyl­den­de, der hav­de or­den i si­ne ting, mens han tog al­ting lidt me­re af­slap­pet. Han gav Ma­til­de Tro­beck en sund mod­va­egt til hen­des re­gel­ret­te liv.

»Han var en ven, der al­tid var der, og det var en rar fø­lel­se at va­e­re to. Hvis min mor el­ler far hav­de va­e­ret ir­ri­te­ren­de, hav­de vi al­tid hin­an­den. Rig­tig man­ge af mi­ne barn­doms­min­der er sam­men med ham. Fe­ri­er vi har va­e­ret på, rul­les­køjte­løb på vej­en, hvor vi voksede op. Jeg har et ka­em­pe savn og en sorg, som jeg skal ba­e­re re­sten af li­vet. Der er sta­dig da­ge, hvor det er helt mørkt, og jeg fø­ler mig enormt en­som.« At se sø­sken­de dra­ge om­sorg for hin­an­den gør ondt. »En dag så jeg en dreng i 6. klas­se løf­te sin lil­le­sø­ster op. Der var så me­gen om­sorg, som jeg ved, at jeg al­drig kom­mer til at op­le­ve igen.«

In­gen af­sked

I ti­den ef­ter ta­enk­te hun kon­stant på ham. Hun føl­te, at hun så ham al­le ste­der. Hen­des tan­ker spil­le­de hen­de et puds, som da han lå på rets­me­di­cinsk in­sti­tut til ob­duk­tion, og hun ta­enk­te, at om lidt vil­le de rin­ge fra ho­spi­ta­let og si­ge, at han var våg­net. Hun ta­enk­te, at han ba­re hav­de brug for en pau­se og vil­le kom­me igen om lidt. Sam­ti­dig op­le­ve­de hun en enorm døds­angst. En af­ten hvor fora­el­dre­ne hav­de spist hos nog­le ven­ner, og hun ik­ke kun­ne rin­ge til dem, var hun sik­ker på, at de nu og­så dø­de fra hen­de. Hun tum­le­de med de mør­ke tan­ker og kun­ne in­tet kla­re på egen hånd. Hun fik ti samtaler med en psy­ko­log, men dét, der vir­ke­lig hjalp hen­de, var at kom­me i en sorg­grup­pe med li­ge­sin­de­de, der og­så hav­de mi­stet for ny­lig som føl­ge af en ulyk­ke.

»Min op­le­vel­se er en helt an­den, end hvis han var død af kra­eft. La­en­ge var jeg ja­loux på dem, der i det mind­ste hav­de haft mu­lig­he­den for at ta­ge af­sked og si­ge: ’Jeg el­sker dig’. Min hi­sto­rie ad­skil­ler sig ved, at det ske­te så brat og uden for­var­sel. Det var så rart at ta­le med de an­dre, der hav­de va­e­ret igen­nem no­get lig­nen­de. Jeg kun­ne si­ge det, som det var: at jeg ik­ke vid­ste, om jeg no­gen­sin­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.