E end alt an­det’

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

drer sig. Jeg ser tit min egen syg­dom i de­res øj­ne. Un­der­ligt fa­eno­men. Jeg har ik­ke lyst til at va­ek­ke med­li­den­hed.En ha­es­lig fø­lel­se.

Ef­ter den før­ste di­ag­no­se er­kend­te jeg ved na­er­me­re ef­tertan­ke og­så, at det at spil­le med åb­ne kort kun­ne va­e­re en del af min te­ra­pi. Og jeg sag­de til mig selv, at det at ta­le om syg­dom­men og vi­se, at jeg af al­le kra­ef­ter vil­le ka­em­pe imod – hvad vil det i øv­rigt si­ge ’at ka­em­pe’? – og­så kun­ne hja­el­pe an­dre men­ne­sker. For der kun­ne ik­ke va­e­re ta­le om, at jeg buk­ke­de un­der for mod­løs­hed, at jeg bø­je­de ho­ve­d­et. Ik­ke li­ge min stil. Jeg vil­le un­der in­gen om­sta­en­dig­he­der la­de mig be­sej­re. Li­ge fra be­gyn­del­sen var jeg op­fyldt af fø­lel­sen af, at jeg ik­ke var no­get sa­er­til­fa­el­de: et kra­eft­sygt men­ne­ske er et kra­eft­sygt men­ne­ske. Helt ae­r­ligt, hvis man for al­vor vil se vir­ke­lig­he­den i øj­ne­ne, skal man af­la­eg­ge be­søg på en kra­ef­taf­de­ling og se, hvor hel­dig man er, når man er ved godt hel­bred. DA NYHEDEN NÅ­E­DE ud i me­di­er­ne, gik bøl­ger­ne vir­ke­lig højt. Jeg var el­lers en dre­ven rad på det om­rå­de. Gen­nem min kar­ri­e­re hav­de jeg va­e­ret vid­ne til al­ver­dens me­die-ma­es­si­ge ud­skej­el­ser, som dob­belt Tour de Fran­ce-vin­der og sej­r­her­re en en­kelt gang i Giro d’Ita­lia var jeg ik­ke no­gen år­s­un­ge, men al­li­ge­vel var det fuld­kom­ment van­vit­tigt, som det gik løs de før­ste uger. Jeg måt­te igen­nem hele møl­len: Kam­pe om at op­nå ene­ret til hi­sto­ri­en, ’si­ve­de’ nyhe­der i fle­re me­di­er, de lat­ter­lig­ste halv­kva­e­de­de vi­ser … Ja, tv-ka­na­len TF1’s kvin­de­li­ge nyheds­o­p­la­e­ser var uforskam­met nok til at si­ge, at jeg for­tal­te om min syg­dom ’i en kom­men­de bog­ud­gi­vel­se’. Rø­ver­hi­sto­ri­er af den skuf­fe er un­der en jour­na­lists va­er­dig­hed. Jo, min krop vil slå mig ihjel. Så­dan er kra­eft. Hver­ken me­re el­ler min­dre. Et fuld­kom­ment for­ra­e­de­ri, der fun­ge­rer ef­ter en og kun en stra­te­gi: at ud­nyt­te min even­tu­el­le gi­ven op

Alt blev blan­det sam­men i én stor pa­e­re­va­el­ling. Nog­le avi­ser brag­te ud­drag af bo­gen og isa­er pas­sa­ger, der hand­le­de om do­ping. Man­ge fandt det helt op­lagt, at min kra­eft­syg­dom var en føl­ge af de pro­duk­ter, jeg hav­de ta­get gen­nem min kar­ri­e­re. Jeg har la­est og hørt de mest ula­e­kre ting. Sand­he­den er en an­den – for jeg hav­de na­tur­lig­vis dis­ku­te­ret em­net med mi­ne la­e­ger, der vil­le vi­de alt. Jeg for­tal­te dem, hvad jeg hav­de ta­get: am­fe­ta­min, kor­ti­son. De hav­de ven­tet at hø­re de fryg­te­lig­ste ting og var nu na­er­mest ved at dø af grin. De do­ser, jeg hav­de ta­get, var i de­res øj­ne ret lat­ter­li­ge. Jeg har al­drig rørt va­ekst­hor­moner, epo el­ler de for­skel­li­ge an­dre pro­duk­ter, jeg un­der al­le om­sta­en­dig­he­der var ban­ge for den­gang. Jeg har kra­eft i for­dø­jel­ses­ka­na­len: Et rent til­fa­el­de, der må­ske kan ha­ve no­get at gø­re med, at jeg har spist for dår­ligt. MI­NE TO HOVEDARBEJDSGIVERE som cy­kel­eks­pert, Fran­ce Télé­vi­sion og ra­dio­sta­tio­nen Eu­ro­pe 1, spe­ku­le­re­de ri­me­lig­vis over, om jeg var i stand til at kom­men­te­re Tour de Fran­ce 2009? Alt­så, om jeg på grund af ke­mo­te­ra­pi­en vil­le va­e­re i til­stra­ek­ke­lig god form til at føl­ge det sto­re, kø­ren­de cir­kus tre uger i tra­ek? Selv hav­de jeg vir­ke­lig lyst til at va­e­re med, det var en mu­lig­hed for at ta­en­ke på no­get an­det.’Det er dig, der be­stem­mer,’ sag­de de al­le sam­men.’Vi vil gø­re alt for at hja­el­pe dig’. For mig var det me­get en­kelt: En­ten var jeg på høj­de med si­tu­a­tio­nen, el­ler og­så gik jeg hjem og lag­de mig.

Mod­sat, hvad man­ge må­ske tror, er Tour de Fran­ce langt, ud­mat­ten­de og op­s­li­den­de, og­så når man blot er ledsa­ger. Straks ef­ter star­ten i Mo­na­co først i juli ind­fandt en ufor­be­der­lig mat­hed sig, og den slap al­drig gre­bet, tva­er­ti­mod tog den til med ubøn­hør­lig re­gel­ma­es­sig­hed. Hele Fran­ce Télé­vi­sions hold til­pas­se­de sig min ryt­me. Jeg kun­ne så­gar la­eg­ge mig og hvile un­der de di­rek­te trans­mis­sio­ner, hvis jeg fik det skidt. Over­ho­ve­det in­tet pres. De hav­de li­ge­frem vars­let på for­hånd: ’Der bli­ver ik­ke sat vi­kar på, hvis Lau­rent ik­ke er til ste­de’. Så­dan no­get er vi­dun­der­ligt at hø­re. For jeg kun­ne ik­ke sprin­ge mi­ne ke­mo­se­an­cer hver an­den uge over. Hver do­sis er tre-fi­re ti­mer om at lø­be gen­nem drop­pet, og de to ef­ter­føl­gen­de da­ge går man med en ba­er­bar ind­sprøjt­nings­dyse i ba­el­tet, som sen­der pro­duk­tet ind i ens or­ga­nis­me. Ke­mo­te­ra­pi er no­get gru­somt. Jeg fat­tes ord til at be­skri­ve, hvad der sker i ens krop. Hvil­ke kon­se­kven­ser den ’hel­bre­den­de gift’ har for or­ga­nis­men. Lan­ce Arm­strong har ret, når han si­ger, at la­e­ger­ne om tre­di­ve, fyr­re el­ler halv­treds år vil va­e­re be­styr­te­de over, hvad man ud­sa­et­ter pa­tien­ter­ne for i dag.

Di­rek­te kom­men­ta­rer hver ef­ter­mid­dag i fjern­sy­net, ana­ly­se sidst på da­gen på Eu­ro­pe 1, for­ud-pro­du­ce­re­de indslag til na­e­ste dag, trans­port i bil om af­te­nen, ho­telva­e­rel­ser sent på nat­ten, en dag­lig no­ma­de­tilva­e­rel­se, stress, man­ge men­ne­sker, hele tiden no­gen, der vil én no­get, og som det ga­el­der om at und­vi­ge for at be­skyt­te sig en lil­le smu­le, larm, man­ge ki­lo­me­ter … Det var en prø­vel­se! En ka­em­pe prø­vel­se. Min as­si­stent, chauf­før, for­hen­va­e­ren­de hold­kam­me­rat og ven, Éric Sa­lo­mon, der holdt mig ud i tre uger, er mit vid­ne: Det var ik­ke hver dag en for­nø­jel­se. Og min hu­stru, Valérie, der kom og var sam­men med mig i nog­le da­ge, kan be­kra­ef­te det. Fle­re gan­ge sag­de hun: ’Hvis du har det skidt, kom­mer du ba­re hjem, og så er den hi­sto­rie ik­ke la­en­ge­re’. In­gen tur­de si­ge no­get til mig.Jeg var ud­mat­tet, me­get tra­et. Ind imel­lem ir­ri­ta­bel, tun­gen føl­tes kla­eg, jeg hav­de tit kval­me, og­så selv om den­ne før­ste run­de ke­mo­te­ra­pi hel­dig­vis ik­ke hav­de sa­er­lig man­ge bi­virk­nin­ger. UN­DER TOUR DE Fran­ce modt­og jeg i hund­re­de­vis, ja, i tu­sind­vis af hjer­teska­e­ren­de sym­pa­ti­til­ken­de­gi­vel­ser. Jeg er dybt be­va­e­get, når jeg ta­en­ker til­ba­ge på al­le de ud­tryk for ven­skab, jeg fik, og­så fra men­ne­sker som jeg gav en lidt ublid med­fart i min bog. Syg­dom får mangt og me­get til at ryk­ke i bag­grun­den. Hel­dig­vis. Jeg skyl­der ik­ke no­gen no­get, men i en si­tu­a­tion som min kan man ik­ke la­de va­e­re med at va­e­re me­re føl­som end el­lers over for an­dres hand­lin­ger. Jeg glem­mer al­drig al den sym­pa­ti og med­fø­lel­se. Li­ge­som jeg ik­ke glem­mer vis­se an­dre men­ne­skers tavs­hed, men jeg har

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.