Det SKAL gå ud over bør­ne­ne J

BT - - WEEKEND -

eg er af­ha­en­gig af mi­ne børn. Ik­ke på den kli­stre­de må­de, hvor min lyk­ke er af­ha­en­gig af, at mi­ne børn kon­stant skal be­kra­ef­te mig. Det er me­re på et prak­tisk plan. Min hver­dag ha­en­ger kun sam­men, for­di un­ger­ne gi­ver en hånd. Og­så selv­om de er flyt­tet hjem­me­fra. Det er me­get gam­mel­dags... Søn­nen skal kom­me hjem for at ba­e­re tun­ge ting og ha­en­ge hyl­der op. Mens dat­te­ren over­ta­ger dy­re­pas­nin­gen, hvis jeg er va­ek hjem­me­fra. Men det er godt, og det er sundt for os al­le. Det er jeg sik­ker på. For det gi­ver selvva­erd at ha­ve en uund­va­er­lig funk­tion i en fa­mi­lie. Mi­ne børn ved, at de er vig­ti­ge for, at vo­res fa­mi­lie fun­ge­rer. Al­le har brug for at va­e­re vig­ti­ge. Isa­er i fa­mi­li­en. Din fa­mi­lie ken­der dig på godt og ondt. De ken­der di­ne styr­ker og svag­he­der. Når de bli­ver an­er­kendt, vok­ser en in­dre styr­ke, som er helt ad­skilt fra tan­ker om ud­se­en­de, ka­rak­te­rer, el­ler hvor højt man sco­rer på po­pu­la­ri­tets­ska­la­en. I fa­mi­li­en bli­ver man set. Må­ske. For det lig­ger i ti­den, at vi fjer­ner bør­ne­nes va­er­di. Bør­ne­ne skal fre­des. De skal le­ve et fri­tids­liv, fri for be­kym­rin­ger og med så få plig­ter som mu­ligt. ’Der stil­les så hø­je krav til bør­ne­ne med test – og nu og­så hel­dags­sko­len. Der­for må vi hol­de de­res tid hel­lig og fri­ti­den – fri til leg,’ ly­der for­kla­rin­gen. Det ly­der så rig­tigt. Men det er knu­sen­de for un­ger­nes ev­ne til at kla­re sig se­ne­re i li­vet. Vi prø­ver at be­skyt­te dem, når vi si­ger, at det i hvert fald ik­ke skal gå ud over lil­le Jo­kum, at mor og far skal skil­les, el­ler at vi har valgt at få fi­re børn, el­ler at far har klump­fod, el­ler hvad po­k­ker det nu kan va­e­re. Men det er en kun­stig vir­ke­lig­hed, vi til­by­der un­ger­ne. For det går ud over dem. For de er en del af fa­mi­li­en og en del af for­an­drin­gen. Lad dem la­e­re at hånd­te­re fø­lel­ser som sorg, vre­de og skuf­fel­se, li­ge­såvel som vi la­e­rer dem at fø­le gla­e­de og ka­er­lig­hed. Hvis de la­e­rer det, la­e­rer de og­så at ac­cep­te­re sig selv. Man skal selv­føl­ge­lig ik­ke del­ag­tig­gø­re børn i si­ne be­kym­rin­ger, men man skal del­ag­tig­gø­re dem i den vir­ke­lig­hed, de er en del af. Når ting aen­drer sig, aen­drer de­res ver­den sig og­så. Og den nye ver­den skal vi hja­el­pe dem med at ac­cep­te­re og navi­ge­re i. Vi skal ik­ke slå knu­der på os selv, for at de ik­ke skal kun­ne ma­er­ke for­skel. Lad dem og­så del­ta­ge i hver­da­gens be­kym­rin­ger og tri­vi­a­li­te­ter. Sig ’vi har ik­ke råd li­ge nu’. Lad dem kø­be ind og la­ve mad. Lad dem hen­te den mind­ste i bør­ne­ha­ven. Lad dem sor­te­re va­ske­tøj. Lad dem rin­ge og be­stil­le tid hos la­e­gen. Uden ynk og uden und­skyld­nin­ger. Det er ik­ke synd for bør­ne­ne. Det er en ga­ve, du gi­ver dem. For du vi­ser dem, at de er kom­pe­ten­te og at de­res til­ste­de­va­e­rel­se har be­tyd­ning. Te­e­na­ge­ren vil vra­en­ge: ’Hvor­for skal JEG gå med hund­en? Det er ik­ke mig, der har valgt at få den.’ Så tra­ek­ker du på skul­de­ren og si­ger: ’Nej. Det har jeg. Jeg er over­ho­ved i den her fa­mi­lie, og jeg har valgt, at vi har hund. Når du flyt­ter hjem­me­fra, bli­ver du over­ho­ved, og så va­el­ger du.’ Mi­ne børn ved, at jeg har gjort, hvad jeg kun­ne som en­lig mor. De be­brej­der mig al­drig de ting, der ik­ke var mu­li­ge. Tva­er­ti­mod tak­ker de mig for at ha­ve ru­stet dem til at mø­de op- og ned­t­u­re. Selv­om vi nu er flyt­tet hver til sit, hja­el­per vi hin­an­den og va­erds­a­et­ter hin­an­dens ev­ner. For vi er af­ha­en­gi­ge af hin­an­den i vo­res fa­mi­lie. Og det er jeg stolt af.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.