V

BT - - WEEKEND -

We­e­kend - 11.06.2016 il du ha­ve ret, el­ler vil du va­e­re lyk­ke­lig i dit par­for­hold, var der en­gang en klog mand, der spurg­te. Det be­ty­der ik­ke, at du skal bø­je af el­ler und­gå ue­nig­he­der. Al­le par op­le­ver ue­nig­he­der, men de kan hånd­te­res me­re el­ler min­dre kon­struk­tivt. Ue­nig­he­der kan man ik­ke kom­me udenom, når man bor ta­et sam­men med et an­det men­ne­ske. Men for nog­le par ud­vik­ler ue­nig­he­der­ne sig til ska­en­de­ri­er i ti­de og uti­de. Ska­en­de­ri­er, der kan va­e­re sva­e­re at stop­pe. I min prak­sis har jeg mødt man­ge, der forta­el­ler, at de har ’brug for at ska­en­des’, for­di de ’får luft’, og det let­ter stem­nin­gen der­hjem­me. Men når jeg går dem på klin­gen, er­ken­der de og­så, at de fak­tisk ik­ke bry­der sig om den ut­ryg­hed, et ska­en­de­ri of­te ska­ber. Dét, de i vir­ke­lig­he­den øn­sker, er at bli­ve lyt­tet til, for­stå­et og an­er­kendt. Det pud­si­ge er, at dét, de net­op ger­ne vil ha­ve, er de ik­ke selv sa­er­lig go­de til at gi­ve. For når beg­ge par­ter ska­en­des, hvem skal så stop­pe op, lyt­te, an­er­ken­de og for­stå. Og der­med stop­pe ska­en­de­ri­et? Dét kan jeg la­e­re dem. Det hand­ler om at ta­ge an­sva­ret for ska­en­de­ri­er­ne til­ba­ge til sig selv. At stop­pe sin egen de­struk­ti­ve ad­fa­erd og gø­re no­get an­det og me­re kon­struk­tivt i ste­det for at ska­en­des. For når først den ene part be­gyn­der at aen­dre ad­fa­erd, sker der no­get magisk med ska­en­de­ri­er­ne. De hol­der op. For det er sva­ert at ska­en­des med én, der ik­ke vil ska­en­des.

Utryg­he­den er va­erst

Vi kan la­e­re at nedsa­et­te fre­kven­sen af ska­en­de­ri­er­ne ge­val­digt og øve os i at stop­pe, når de er un­der op­sej­ling i ste­det for at hop­pe i med beg­ge ben, så snart part­ne­ren vif­ter lidt med fla­get. Forsk­ning i par­for­hold fra bl.a. Den­ver Uni­ver­si­ty vi­ser, at go­de, sta­bi­le, vel­fun­ge­ren­de og ’lang­tids­hold­ba­re’ par­for­hold af­ha­en­ger af god kom­mu­ni­ka­tion. En del af at kun­ne kom­mu­ni­ke­re godt og kon­struk­tivt er bl.a., at ue­nig­he­der sja­el­dent en­der i ska­en­de­ri­er, hvor man sta­e­digt ka­em­per for at ’få ret’. Og­så selv­om det bli­ver på be­kost­ning af en sår­et part­ner, ut­ryg­hed, di­stan­ce og må­ske end­da mang­len­de lyst til in­ti­mi­tet, na­er­hed og sex. Utryg­he­den er dét, flest par ger­ne vil und­gå. Der­for er det pa­ra­doksalt, at det net­op er re­sul­ta­tet af de eska­le­ren­de ska­en­de­ri­er. Det hand­ler ik­ke om at und­gå ue­nig­he­der, men om at ma­nøv­re igen­nem dem som par, så man ik­ke en­der i hver sin skyt­te­grav med ry­gen­de pi­sto­ler, men ka­em­per si­de om si­de, skul­der mod skul­der om at lø­se de pro­ble­ma­tik­ker og ue­nig­he­der, man stø­der på – og lø­ser dem sam­men. Som et team.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.