En aarhushistorie fra Atlanten

Island er gået fra røvtur til Ronaldo. For fem år siden var den lille nordiske ønation ikke blandt verdens 100 bedste landshold. Nu spiller holdet EM. BT har besøgt den islandske lejr

»Hvor mange aarhusianere skal der til at køre en ambulance?« »To. Én, der siger ’Ba’ – og én, der siger ’Bu’.«

Cirka sådan er de fleste aarhushistorier bygget op. Med et hvspørgsmål og et vandet svar, der dybest set er at sammenligne med en håndflade i armhulen. Historierne var store i 80erne og 90erne, men i dag er der noget laengere mellem vittighederne, der gør grin med indbyggerne i ’Smilets By’. Heldigvis.

Lad os alligevel prøve en anden historie efter samme opskrift. Dog en knap så fladpandet og mere faktuel én af slagsen.

»Hvor mange indbyggere skal der til, for at kvalificere et land til et EM?«

»330.000. Når de 330.000 vel at maerke er islaendinge.«

Og hvor er så sammenhaengen mellem Aarhus og islaendinge til EM, taenker du sikkert? Godt spørgsmål.

Måleenheder er en spøjs størrelse. Når vi taler pengebeløb, omsaettes de mere uhåndgribelige beløb ofte til antal Storebaeltsbroer eller liter maelk, der kan købes, mens tunge objekter af den ene eller anden grund skal gøres op i antal elefanter. Når der er tale om indbyggertal, har det nemmeste altid vaeret at saette det i en dansk kontekst. Hvor mange gange større end København er Paris – og hvor mange gange Danmarks befolkning bor der i Kina?

I den sammenhaeng har der alle dage vaeret sat lighedstegn mellem Island og Aarhus. Sådan har det vaeret, siden de første gang taevede os i håndbold. Du kan med sikkerhed genkende saetningen, når du hører den:

»Der bor altså kun godt 300.000 mennesker på Island. Det er det samme, som i Aarhus.«

Og det passer rent faktisk. Derfor er det en mindre sensation, når Island i morgen spiller nationens første kamp ved et EM nogensinde – endda mod Cristiano Ronaldos Portugal.

BT er af den grund taget til den islandske EM-lejr i byen Annecy, der, praecis som vulkanøen gør det i Europa, gemmer sig i hjørnet af kortet over Frankrig. Her – taet på graensen til Schweiz – har den nordiske EM-debutant banket teltpaelene i den hårde alpeundergrund og fundet klip-klapperne, traeningsdragterne og den afslappede og imødekommende attitude frem fra de 70er-blå sportstasker. »Det handler ikke om…« Her er ingen nykker. Pressemøderne foregår på engelsk – ikke på islandsk. Alle kan derfor vaere med. Også den portugisiske presse, der – uden held – gør sit for at få presset islaendingene ud i kompromitterende udtalelser om Cristiano Ronaldo.

Islaendingene og landstraener Lars Lagerbäck glider elegant og høfligt af på spørgsmålene om den portugisiske superstjerne, og tager sig i stedet tid til snakken om, hvordan det kan lade sig gøre, at en nation med samme indbyggertal som Aarhus nu skal spille en EMslutrunde.

»Folk viser os respekt, fordi vi er her, og de er stille og roligt ved at få øjnene op for, hvor stor en praestation det rent faktisk er at nå et EM med et indbyggertal på bare 330.000. Men det handler ikke om, hvor mange du er. Det handler om, hvad du gør med de mennesker, du har,« lyder åbningsreplikken fra Islands angrebsstjerne, Alfred Finnbogason.

Og hvad er så det? Det kan få svare bedre på, end Lars Lagerbäck – også selv om der står ’svenska’ og ikke ’íslenska’ i det pas, landstraeneren har liggende på hotelvaerelset i Annecy.

»Der er en attitude på Island generelt: De er klar til at få jobbet gjort. Har man det sådan, har man altid en chance i en holdsport,« siger landstraeneren.

»Den arbejdsindsats og den fysik, de islandske spillere smider ind i spillet, er imponerende, ligesom mentaliteten er det,« fortsaetter han.

Med de her drenge – og det de allerede har vist – har vi en rigtig god chance for at gå videre, hvis vi praesterer, som vi gerne skal Lars Lagerbäck, landstraener

Forklaringen er dog ikke simpel. Hårdhed, arbejdsmoral, sult og andre menneskelige egenskaber er en del af den, men allerede dér bliver det en smule flyvsk og ukonkret. Heldigvis er der andre, mere håndfaste årsager til, at en så lille nation som Island nu står foran landets første EM-kamp.

»Islaendingenes mentalitet er speciel. Vi er meget hårdtarbejdende, og vi giver aldrig op. Men det skal også med, at mange af os har også spillet sammen i 10 år startende allerede på U17-landsholdet. Derfor er vores sammenhold kaempestort,« forklarer midtbanespilleren Birkir Bjarnason fra schweiziske FC Basel, der dog ikke af den grund regner EM-deltagelsen som en enlig svale.

»De kalder os ’den gyldne generation’, men også de yngre islandske landshold gør det godt. Så jeg tror, der er en gylden fremtid på vej for islandsk fodbold. Det her er ikke

’once in a lifetime’,« understreger han. Det kan Bjarnason meget vel få ret i. Forholdsmaessigt producerer Island flere dygtige fodboldspillere end andre lande – med Gylfi Sigurdsson, Kolbeinn Sigthorsson og veteranen Eidur Gudjohnsen som de fremmeste eksempler. Og som det naesten altid er tilfaeldet, når fodboldnationer tager kvantespring, haenger det også sammen med noget så knastørt som en koordineret indsats fra forbundet og myndighederne.

Islaendingene har bygget over 180 fodboldbaner, som kan benyttes året rundt. Nogle store, andre små. Samtidig har mellem 600 og 700 islaendinge en traenerlicens fra UEFA. I så lille en nation betyder det, at naesten alle islandske børn traenes af en licenseret traener.

Den største dag

Den slags tal kommer dog ikke på bordet mellem chokoladecroissanter og Evian-vand i Annecy. Her er graesrødder en – undskyld udtrykket – saga blot. Island er nu en EM-nation, og forude venter den største fodboldkamp nogensinde.

»Vi har ventet på den her kamp og den her turnering i 10 måneder. Vi har taenkt på den hver dag, og nu er den så taet på,« som Alfred Finnbogason udtrykker det.

Var det her en aarhushistorie, havde islaendingene gjort sig selv til grin, floppet slemt mod Portugal og sikkert braendt hotellet i Annecy halvvejs ned til grunden ved et uheld. Men det er det ikke. Det er en historie om en nation og et landshold med så meget substans, at det langtfra kan udelukkes, at BT igen må et smut til Alperne og Frankrigs østlige hjørne, når Island om halvanden uge har kaempet sig forbi både Portugal, Østrig og Ungarn og har kronet slutrundedeltagen med en billet til EMs knock-out-kampe.

»I fodbold har man altid en realistisk chance. Og med de her drenge – og det de allerede har vist – har vi en rigtig god chance for at gå videre, hvis vi praesterer, som vi gerne skal. Det er i dén grad muligt,« lyder den afsluttende bemaerkning fra Lars Lagerbäck.

Og hvorfor egentlig ikke?

FOTO: AFP OG REUTERS

Selv om de islandske spilleres navne ikke vaekker samme genklang som nogle af øboernes modstandere i åbningskampen mod Portugal i morgen, er deres autografer stadig efterspurgte blandt de fremmødte fans i Islands EM-lejr i Annecy.