’Man må tur­de fo

BT - - SPORTEN -

IN­TER­VIEW

Hvad vil­le du ha­ve la­vet, hvis ik­ke du var ble­vet fod­bold­spil­ler og tra­e­ner?

»Jeg har en re­visor­ud­dan­nel­se, som jeg tog, før jeg blev pro­fes­sio­nel, og jeg har og­så ar­bej­det som fi­nans­rå­d­gi­ver og bank­chef. Jeg ta­ger og­så va­re om mi­ne eg­ne pen­ge og har investeret lidt hist og her. Jeg har for ny­lig investeret i en cy­kelap­pli­ka­tion, som er me­get, me­get spa­en­den­de. Hvis du vil cyk­le en tur på en in­den­dørs­cy­kel, kan du down­lo­a­de den ru­te, du vil cyk­le, fra Goog­le Maps, og så kan du kø­re den. Vi har få­et et ame­ri­kansk sel­skab til at mar­keds­fø­re og sa­el­ge den på ver­dens­plan fra ef­ter­å­ret.«

Har du en hob­by?

»Når jeg er hjem­me, kan jeg godt li­de at sej­le ud og fi­ske krab­ber, hum­mer – skal­dyr ge­ne­relt – og fisk. Vi har dem li­ge uden for dø­ren hjem­me i Mol­de, så det er fan­ta­stisk. Det er va­el­digt af­slap­pen­de at sid­de og ta­en­ke lidt for sig selv med te­le­fo­nen sluk­ket, hvis det er stil­le vejr.«

Hvor­dan mød­te du din ko­ne?

»Jeg mød­te hen­de på en bar på et lo­kalt ho­tel i Mol­de. Hun ar­bej­de­de i Oslo, men var hjem­me til jul, og jeg var ude at fe­ste. Små to år se­ne­re blev vi gift. Hun flyt­te­de hjem til Mol­de, og nu har vi va­e­ret gift i na­e­sten 40 år. Det er en fin hi­sto­rie, men hun er og­så en me­get, me­get fin da­me.«

Hvor­for blev det hen­de?

»I be­gyn­del­sen var det øj­ne­ne. Si­den har vi få­et to børn, og der har hun holdt fa­mi­li­en sam­let, når jeg har va­e­ret på far­ten. Det har va­e­ret ut­ro­ligt vig­tigt for mig, og hav­de det ik­ke va­e­ret for An­n­b­jørk, hav­de jeg ik­ke kun­net rej­se rundt som fod­bold­tra­e­ner de sid­ste 15-16 år.«

Hvil­ke va­er­di­er har du øn­sket at gi­ve vi­de­re til di­ne børn?

»Mest af alt ae­r­lig­hed, re­de­lig­hed og ven­lig­hed over for an­dre men­ne­sker. Det er ut­ro­lig vig­tigt, at vi drop­per skep­sis­sen over for folk ge­ne­relt. Hvis du er ven­lig mod folk, får du som re­gel ven­lig­hed til­ba­ge og om­vendt. Vi snak­ker me­get om det, og da bør­ne­ne var yn­gre, hav­de vi en fast tra­di­tion om fre­da­gen, hvor vi sam­le­des og spi­ste og tal­te om, hvor­dan man skul­le op­fø­re sig over for an­dre, og jeg bli­ver al­tid glad, når jeg hø­rer, at mi­ne børn er nog­le okay men­ne­sker og har man­ge ven­ner. Det er godt at hø­re for en far.«

Hvad har du selv la­ert af di­ne fora­el­dre?

»Det sam­me. Og at ar­bej­de hårdt. Min far var sø­mand og me­get va­ek, men han la­er­te mig og min bror, at hårdt ar­bej­de be­ta­ler sig. Det har va­e­ret godt at få med, for så ved du, at det al­drig kan gå helt galt.«

Du har let til smil – lig­ger det til he­le fa­mi­li­en?

»Ja, vi er gla­de men­ne­sker. Min bed­ste­mor blev 102 år gam­mel, og hun sag­de al­tid, at hun først og frem­mest blev så gam­mel, for­di hun var glad. Hun hav­de mod­gang i li­vet og blev en­ke som 30-årig, men hun var al­tid glad og et fan­ta­stisk men­ne­ske. Hen­de la­er­te jeg me­get af.«

Hvad gri­ner du al­ler­mest af?

»Me­ner du ’gri­ner’ på dansk el­ler på norsk? Det be­ty­der det mod­sat­te på norsk. Når man gri­ner på norsk, har man det dår­ligt. En gri­ne­bi­der på norsk er en per­son, der er me­get, me­get ked af det. Nej, men hvad gri­ner jeg mest af på dansk? Det er pra­cti­cal jo­kes og den slags. Det er al­tid mor­somt at ta­ge fis på an­dre, og det gør vi jo he­le ti­den i sta­ben på lands­hol­det. I går gri­ne­de vi me­get af en af Al­lan Poul­sens (mas­sø­ren, red.) man­ge dår­li­ge vit­tig­he­der, haha.«

Så lad os prø­ve det mod­sat­te. Hvad gra­e­der du over?

»Jeg gra­e­der, når jeg er til be­gra­vel­se af en, der er død alt for tid­ligt. Jeg har prø­vet at mi­ste en na­er ven, som var yn­gre end mig, og det er ik­ke rart. Det var vo­res na­bos søn, som dø­de ef­ter man­ge års hård kamp mod kra­eft. Vi har et me­get godt for­hold til vo­res na­bo­er, og de­res dreng gik ind og ud af vo­res hus he­le li­vet, og så plud­se­lig er han der ik­ke me­re i en al­der af nog­le-og-tre­di­ve. Det er trist.«

Hvad bli­ver du vred over?

»Uret­fa­er­dig­hed. Men jeg bli­ver ik­ke vred så la­en­ge ad gan­gen. Jeg kan bli­ve hid­sig, hvis folk slø­ser el­ler gør det dår­li­ge­re, end de kan. Så bli­ver jeg småv­red, men ba­re et se­kund. Jeg er al­drig sur i lang tid. Det har jeg ik­ke tid til. Li­vet er for kort til at va­e­re sur.«

Hvor­dan ad­skil­ler nord­ma­end og dan­ske­re sig fra hin­an­den?

»Uh, det kun­ne bli­ve en ufat­te­lig lang ud­red­ning... nej, jeg sy­nes, dan­sker­ne har en bed­re ev­ne til at hyg­ge sig. De kan godt li­de at fejre. Se ba­re hvor­dan I fejrer en fød­sels­dag. Det er I go­de til. Vi fejrer na­tio­nal­da­gen i Nor­ge, og det er vi me­get, me­get go­de til, men jeg sy­nes, dan­sker­ne er me­re af­slap­pe­de og bed­re til at hyg­ge sig i hver­da­gen. Men der er og­så for­skel på kø­ben­hav­ne­re og jy­der. Det er al­tid så­dan med ho­ved­stads­folk, at de sa­et­ter sig selv lidt over de an­dre, men så har kø­ben­hav­ner­ne til gen­ga­eld og­så en fan­ta­stisk iro­ni. En rig­tig kø­ben­hav­ne­riro­ni. Den har vi ik­ke i Nor­ge på sam­me må­de.«

Er der no­get, du bed­re kan li­de ved nord­ma­end end ved dan­ske­re?

»Det er let for dan­ske­re at ven­de fin­ge­ren ned, men I får må­ske og­så vendt tom­mel­finge­ren hur­ti­ge­re op igen. I svin­ger me­re fø­lel­ses­ma­es­sigt fra po­si­tivt til ne­ga­tivt, tror jeg. Det har at gø­re med en norsk be­ske­den­hed, og jeg skal gi­ve et ek­sem­pel: Der, hvor jeg kom­mer fra – fra min gam­le klub (Hødd, red.) – sad der nog­le folk på en restau­rant og så en grup­pe men­ne­sker kom­me for­bi. De spør­ger, hvor de har va­e­ret, og de sva­rer: ’Til fod­bold­kamp’. ’Men vandt je­res hold ik­ke?’ ’Jo.’ ’Men hvor­for er I så ik­ke gla­de?’ ’Det har vi va­e­ret.’ Så­dan er det. Du er glad i et se­kund, og så fla­der det ud igen. Så­dan er de men­ne­sker, og så­dan er det nok me­re i Nor­ge end i Dan­mark. I Dan­mark sid­der I på fø­lel­ser­ne lidt la­en­ge­re.«

Hvad er dit po­li­ti­ske stå­sted?

»Jeg er i tan­ke­gan­gen so­ci­al­de­mo­krat, men i for­hold til øko­no­misk po­li­tik er jeg la­en­ge­re ude mod høj­re­si­den. Jeg er ik­ke spe­ci­elt for re­gu­le­rin­ger, men me­re til en fri øko­no­misk, mar­keds­re­gu­le­ret po­li­tik. Så øko­no­misk mod høj­re, men­ne­ske­ligt mod So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, men i Skan­di­navi­en er po­li­ti­ske for­skel­le va­el­dig, va­el­dig små.«

Er det nog­le gan­ge okay at sny­de?

»Nej.«

Hel­ler ik­ke i fod­bold?

»Nej, det er ik­ke okay. Hvis vi vin­der en kamp ef­ter at ha­ve snydt os til et straf­fe, vil jeg ha­ve en dår­lig fø­lel­se i krop­pen. Det sam­me i sam­fun­det; man skal ik­ke sny­de. I fod­bold har vi en dom­mer, og vi skal ik­ke gø­re ar­bej­det sva­e­re­re for ham. Nej, jeg er me­get sta­erk mod­stan­der af den slags. Jeg vil­le på­ta­le over for hol­det, at det ik­ke er no­get, vi gør, hvis jeg så, det var et pro­blem, men det har det hel­dig­vis ik­ke va­e­ret i et ene­ste se­kund. Vi har nog­le ting, der øde­la­eg­ger idra­et­ten. Blandt an­det mat­ch­fixing. Der­for må vi va­er­ne om idra­et­ten.«

Har du et mot­to?

»Ja, det har jeg: ’In­tet, som er va­erd at ha­ve i li­vet, op­nås uden at tur­de.’ Det var Fridtjof Nan­sen, der sag­de det, da han stod på ski over Grøn­land til Nord­po­len. Du må tur­de for at vin­de no­get. Jeg har va­e­ret hel­dig at vin­de me­get, og det er, for­di jeg har tur­det. Jeg har tur­det ta­ge skrid­tet til en klub som Ro­sen­borg, der hav­de vun­det 12 tit­ler på stri­be, og så kom jeg og skul­le ta­ge den 13. Så tog jeg Malmö, der hav­de vun­det året før, og som skul­le vin­de igen. Jeg har tur­det ta­ge skrid­tet til de sto­re job, og jeg har haft suc­ces med det, for­di jeg tror på det, jeg gør, og for­di jeg har en me­to­dik, der fun­ge­rer.«

Hvad er din liv­ret?

»Ba­ca­lao. Op­pe på ky­sten i Nor­ge, har vi eks­por­te­ret me­get klip­fisk og sal­tet torsk til spa­ni­er­ne, og så har jeg la­ert mig at la­ve ba­ca­lao. Fak­tisk står min

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.