Fjer­de ge­ne­ra­tion

BT - - NYHETER -

TEATER go­de til at forta­el­le om al­le fald­gru­ber­ne i fa­get,« forta­el­ler han.

I an­led­ning af søn­da­gens pris­ud­de­ling mø­der BT Kri­stof­fer Hel­muth på en café i in­dre Kø­ben­havn. Det er da­gen der­på. Ef­ter­fe­sten i Sku­e­spil­hu­set trak ud til de se­ne nat­te­ti­mer. For­u­den ta­lent­pri­sen vandt han sam­men med si­ne kol­le­ga­er og­så pri­sen ’Årets fo­re­stil­ling’. Fo­re­stil­lin­gen blev op­ført på Oden­se Teater og hed­der ’Lad den ret­te kom­me ind’ og er en vam­py­r­fo­re­stil­ling, der er ba­se­ret på en svensk hor­r­or­film. Her spil­le­de Kri­stof­fer Hel­muth dren­gen Oscar, og net­op ev­nen til at spil­le bør­ne­rol­ler var det, der gav ham ta­lent­pri­sen.

»Fra børn og ful­de folk skal man hø­re sand­he­den, og det gør sig isa­er ga­el­den­de, når børn er pu­bli­kum. Hvis de ke­der sig, får man det at vi­de lyn­hur­tigt, og hvis de er un­der­holdt, er det og­så ty­de­ligt. Da vi spil­le­de Brødre­ne Lø­ve­hjer­te, huje­de og klap­pe­de bør­ne­ne la­en­ge, da sce­ne­ta­ep­pet gik ned. Det var så fedt,« si­ger han. Tra­e­de i for­fa­ed­re­nes fod­spor Den 27-åri­ge sku­e­spil­ler fandt tid­ligt ud af, at han ville tra­e­de i si­ne for­fa­ed­res fod­spor. In­teres­sen for sce­ne­kunst blom­stre­de al­le­re­de, da han i fol­ke­sko­len kun­ne fin­de på at si­ge klas­se­kam­me­ra­ter­nes replik­ker i nis­se­ko­me­di­en. Det var en klas­se­kam­me­rat – og ik­ke fora­el­dre­ne – der hev Kri­stof­fer Hel­muth med til teater som 12-årig. Si­den er det kun gå­et én vej for den ny­slå­e­de sku­e­spil­ler – og det er fremad. Jeg er al­drig ble­vet pres­set ud i det af mi­ne foraeldre, der har va­e­ret go­de til at forta­el­le om al­le fald­gru­ber­ne i fa­get

Bå­de Osvald og Frits Hel­muth le­ve­de et hårdt te­a­ter­liv, der bød på stress, al­ko­hol­mis­brug og an­dre per­son­li­ge pro­ble­mer. Ol­de­fa­rens og far­fa­rens barske liv gør ind­tryk på Kri­stof­fer Hel­muth, men spo­re­ne skra­em­mer ik­ke.

»Jeg er fra en an­den ge­ne­ra­tion, hvor der er plads til at va­e­re en blød mand, der tør vi­se fø­lel­ser, hvis man er pres­set. Min far­far og og­så min ol­de­far fik nok af­løb for de­res fø­lel­ser ved at drik­ke,« forta­el­ler han.

Frits Hel­muth dø­de i 2004 efter nog­le hår­de år med øl og po­rtvin på dag­lig ba­sis. I takt med sit mis­brug iso­le­re­de han sig fra Kri­stof­fer Hel­muth og den øv­ri­ge fa­mi­lie.

»Plud­se­lig holdt han op med at rin­ge. Tid­li­ge­re be­søg­te jeg ham i Or­d­rup, hvor han bo­e­de med sin da­va­e­ren­de ko­ne. Vi så og­så fod­bold og tog i te­a­tret sam­men,« si­ger Kri­stof­fer Hel­muth, der hel­ler ik­ke var med til sin far­fars be­gra­vel­se. Be­un­drer sin far­far Selv­om Frits Hel­muth gled ud af Kri­stof­fer Hel­mut­hs liv i de sid­ste le­ve­år, be­un­drer han sta­dig sin far­far for hans pro­fes­sio­nel­le ev­ner. Den af­dø­de sku­e­spil­ler er sy­no­nym med rol­len som lek­tor Blom­me i ’Det for­søm­te for­år’, men og­så sam­spil­let med Ghi­ta Nør­by i Dan­sen med Re­gitze fik han en Bo­dil for.

»Jeg hu­sker ham og­så for hans rol­le i ’Blin­ken­de lyg­ter’, hvor han spil­le­de helt fa­eno­me­nalt. Han hav­de så mange ev­ner på en sce­ne. Min mor sag­de en­gang, at han var en fan­ta­stisk sku­e­spil­ler, men må­ske ik­ke den bed­ste far­far for mig og min lil­le­sø­ster, « forta­el­ler han.

Ol­de­fa­ren Osvald Hel­muth dø­de i 1966 – la­en­ge før Kri­stof­fer Hel­muth kom til ver­den. Han var en fol­ke­ka­er revysku­e­spil­ler, der blev kendt for si­ne un­der­fun­di­ge vi­sesan­ge om den lille mand. Kri­stof­fer Hel­muth stif­te­de først be­kendt­skab med ham, da han un­der en prø­ve på sko­len frem­før­te tre af hans vi­ser – blandt an­det ’Øl­hund­en’, som er en klas­si­ker.

»Jeg tvang mig selv til at fin­de ud af, hvem han var. Det var en rej­se for mig at dyk­ke ned i hans vi­ser og fin­de ud af, hvad han kun­ne. Jeg vok­se­de jo op i 1990er­ne, hvor com­pu­te­ren var me­re spa­en­den­de end at sa­et­te sig ned og hø­re gam­le vi­ser fra min ol­de­far. Det blev en øjenåb­ner for mig, hvor jeg fandt ud af, hvor fan­ta­stisk revy er,« si­ger Kri­stof­fer Hel­muth, der ik­ke af­vi­ser at spil­le revy, hvis han skul­le få til­bud­det en dag. Først står den dog på tre fo­re­stil­lin­ger på Oden­se Teater det na­e­ste års tid.

(3. juli 1931 i Kø­ben­havn – 12. de­cem­ber 2004 smst) var søn af Osvald og Søs Hel­muth. Som sin far hav­de Frits en lang kar­ri­e­re som sku­e­spil­ler. Han ef­ter­lod sig fem børn, ud over Mi­ka­el Hel­muth bl.a. Pus­le Hel­muth, som han fik sam­men med sku­e­spil­le­ren Je­an­ne Dar­vil­le.

Hel­muth blev stu­dent i 1950 og var elev på Det Kon­ge­li­ge Teater 1950-1952. Han de­bu­te­re­de på Al­lé-Sce­nen i 1952, og var sku­e­spil­ler ved Det Kon­ge­li­ge Teater 1953-1959, samt igen fra 1962. Han var til­li­ge di­rek­tør for Al­lé-Sce­nen 1959-1962.

Frits Hel­muth har igen­nem sin kar­ri­e­re mod­ta­get en Bo­di­l­pris for bed­ste mand­li­ge birol­le, tre Bo­di­l­pri­ser for bed­ste mand­li­ge ho­ved­rol­le og to Ro­bert­pri­ser for bed­ste mand­li­ge ho­ved­rol­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.