D

BT - - WEEKEND -

er er da­ge, hvor alt i ver­den fø­les uret­fa­er­digt. Hvor sav­net ef­ter ra­cer­kø­rer Al­lan Si­mon­sen lig­ger som en klump i ma­ven hos 34-åri­ge Ca­ri­na Lund­bye Han­sen. Det ske­te for ny­lig, da dat­te­ren Mie-Mai, med ka­e­le­nav­net Mai­se, fyld­te fi­re år.

Men så er der da­ge, hvor til­va­e­rel­sen i den syd­fyn­s­ke lands­by Sal­lin­ge na­er­mest ram­mer en usyn­lig streng af lyk­ke.

Sådan er det ek­sem­pel­vis, når Ca­ri­na Lund­bye Han­sen hja­el­per kli­en­ter­ne i sin mas­sørkli­nik i Rin­ge, el­ler når Mai­se hvi­ner af fryd, mens Ca­ri­na Lund­bye Han­sen tra­ek­ker den sor­te welsh-po­ny Fa­bri­an i rask gang rundt i fol­den ved si­ne fora­el­dres gård. Fol­den lig­ger få hund­re­de me­ter fra det hjem, som hun del­te med Al­lan Si­mon­sen ind­til den ska­eb­nesvan­gre ulyk­ke i ju­ni 2013.

I den­ne we­e­kend kø­res 24-ti­mers lø­bet Le Mans i Frank­rig. For tre år si­den stil­le­de Al­lan Si­mon­sen til start, som et af ver­dens mest loven­de ra­cer­ta­len­ter i GT-klas­sen.

Men Al­lan Si­mon­sen blev kun 34 år gam­mel. Hans død var et tragisk uheld, den va­er­ste kon­se­kvens i en sport, hvor små mar­gi­na­ler i bog­sta­ve­lig­ste for­stand kan be­ty­de liv el­ler død.

Si­den den ska­eb­nesvan­gre ulyk­ke har Ca­ri­na Lund­by Han­sen ka­em­pet for at kom­me vi­de­re i sit liv. For at gø­re sig fri fra om­ver­de­nens for­vent­nin­ger til en sør­gen­de en­ke og ale­ne­mor. For at fin­de plads til sin sorg.

Frisk start

Nytår er for man­ge en an­led­ning til at be­stem­me sig for en frisk start. For Ca­ri­na Lund­bye Han­sen blev ja­nu­ar i år helt kon­kret en ny be­gyn­del­se. Det var i ja­nu­ar, hun åb­ne­de sin sport­s­mas­sa­ge­kli­nik i Rin­ge, godt ti ki­lo­me­ter fra hjem­met.

»Na­er­mest sam­ti­dig køb­te jeg Fa­bri­an til Mai­se. Jeg red selv rig­tig me­get som barn og har la­en­ge øn­sket at gi­ve den gla­e­de vi­de­re til min dat­ter. De to ting har til­sam­men va­e­ret med­vir­ken­de til, at jeg er ved at fin­de ret­ning i mit liv,« forta­el­ler Ca­ri­na Lund­bye Han­sen.

Vi sid­der i køk­ke­net i hen­des kli­nik. På bor­det er mor­gen­brød og kaf­fe. På gul­vet le­ger Mai­se. For det me­ste i stil­hed, men en sja­el­den gang kra­e­ver hun sin mors op­ma­er­k­som­hed.

Ca­ri­na Lund­bye Han­sen sid­der ro­ligt i sto­len. Ha­en­der­ne skif­te­vis hvi­ler på bor­det el­ler ge­sti­ku­le­rer blødt i luf­ten for­an hen­de, f.eks. da hun forta­el­ler om ti­den ef­ter ka­e­re­stens død.

»Jeg føl­te mig enormt en­som ef­ter Al­lans død. Jeg gik fra at ha­ve styr på mit liv – vi hav­de na­er­mest li­ge få­et Mai­se, og jeg føl­te mig så lyk­ke­lig. Plud­se­lig var alt ba­re ka­os. Man­ge hav­de en me­ning om, hvad jeg skul­le og bur­de gø­re – i for­hold til Mai­se og i for­hold til sor­gen. I dag kan jeg se, at jeg brug­te alt for me­get tid og ener­gi på be­kym­rin­ger­ne om, hvad an­dre mon syn­tes,« si­ger Ca­ri­na Lund­bye Han­sen.

Ulyk­kes­da­gen

Hen­des hi­sto­rie er et ek­sem­pel på, hvor­dan til­va­e­rel­sen en gang imel­lem slår uven­te­de kol­bøt­ter og ven­der alt på ho­ve­d­et. Sådan var lør­dag den 22. ju­ni for tre år si­den.

»Jeg vil­le ik­ke ha­ve Mai­se med til Le Mans. Hun var kun li­ge fyldt ét år, så vi blev hjem­me, mens Al­lan tog med tea­met til Le Mans. Jeg var selv ta­get til Aar­hus med en ve­nin­de den lør­dag. Vi hav­de af­talt at ta­ge en shop­pe­tur, mens Mai­se var hos min mor,« si­ger Ca­ri­na Lund­bye Han­sen.

Ud på ef­ter­mid­da­gen fandt de en café, hvor Ca­ri­na kun­ne over­va­e­re star­ten på det fran­ske 24-ti­mers løb.

Godt ti mi­nut­ter ef­ter start gik det galt. Al­lan Si­mon­sen for­søg­te at und­vi­ge en for­an­kø­ren­de, der hav­de mi­stet vej­gre­bet i en sva­er kur­ve, men ma­nøv­ren fik ham til at mi­ste kon­trol­len over sin Aston Mar­tin og i høj fart kol­li­de­re­de han med et trae i bar­ri­e­ren. Kun få se­kun­der se­ne­re vi­ste tv-ska­er­me over he­le ver­den Al­lan Si­mon­sens foru­lyk­ke­de Aston Mar­tin-ra­cer.

På ca­fe­en i Aar­hus, blandt frem­me­de ca­fe­ga­e­ster, caf­fe lat­te og fa­døl, gik Ca­ri­na Lund­bye Han­sens ver­den i stå.

»Da bil­le­der­ne fra ulyk­ken duk­ke­de op, ta­enk­te jeg: »Puha, det er al­vor­ligt«. Men jeg ta­enk­te slet ik­ke, at Al­lan kun­ne va­e­re død. Jeg fryg­te­de, at han hav­de bra­ek­ket no­get – ryg­gen el­ler be­net, men jeg hav­de ik­ke i min vil­de­ste fan­ta­si fo­re­stil­let mig, at han var død,« si­ger Ca­ri­na Lund­bye Han­sen, der ik­ke hu­sker ret me­get fra den ska­eb­nesvan­gre dag.

I den na­e­ste halvan­den ti­me var alt ka­os. Be­ske­der­ne fra ven­ner og be­kend­te tik­ke­de i en lind strøm ind på te­le­fo­nen. Selv ven­te­de hun på at hø­re nyt om Al­lans ska­eb­ne.

Tv-kom­men­ta­to­rer­ne rap­por­te­re­de om gra­e­de­fa­er­di­ge an­sig­ter overalt i pit-om­rå­det på Le Mans. For Ca­ri­na Lund­bye Han­sen føl­tes ven­te­ti­den som tor­tur. Uvis­he­den var uba­er­lig.

»Først et par ti­mer se­ne­re fik jeg be­ske­den fra min svi­ge­r­in­de – at Al­lan var død. Så gik klap­pen ned. Alt blev sort. Jeg kan fak­tisk ik­ke hu­ske, hvad der me­re ske­te den dag. Det er ble­vet va­ek et sted i hukom­mel­sen,« for­kla­rer hun.

Vre­de hja­el­per ik­ke

Ulyk­ken har ik­ke ef­ter­ladt Ca­ri­na Lund­bye Han­sen med en ufor­løst vre­de og bit­ter­hed. Den smu­le vre­de, der var i ti­den li­ge ef­ter, er for­s­vun­det.

»Jeg kan ik­ke bru­ge vre­den til no­get. Ra­cer­li­vet var Al­lans sto­re drøm og hob­by, og jeg støt­te­de ham så godt, jeg kun­ne. Jeg vid­ste, der var en ri­si­ko, men jeg tror hver­ken Al­lan el­ler jeg i vo­res vil­de­ste fan­ta­si hav­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.