D

BT - - WEEKEND -

a jeg fik at vi­de, at jeg var syg og skul­le ope­re­res i mit ho­ved, var der man­ge, der sag­de, at nu vil­le jeg fin­de ud af, hvem mi­ne ’rig­ti­ge’ ven­ner var. »Det var dog for­fa­er­de­ligt,« ta­enk­te jeg. Ik­ke nok med at mit kra­nie skul­le åb­nes, mit hår bar­be­res af og at min hø­rel­se vil­le for­svin­de. Skul­le jeg og­så til at mi­ste mi­ne ven­ner? De før­ste tre var jeg tvun­get til at ac­cep­te­re, men punkt fi­re vil­le jeg ik­ke fin­de mig i. Jeg ta­enk­te, at jeg højst vil­le fin­de ud af, hvem af mi­ne ven­ner der kun­ne hånd­te­re al­vor­lig syg­dom. Jeg var sik­ker på, at hver og én af dem for­stod, hvor til­fa­el­digt det var, at det li­ge var mig, der var ble­vet syg. Og jeg var over­be­vist om, at de hver isa­er vil­le va­e­re der – på de­res egen må­de. Den tan­ke­gang var jeg stolt af. Jeg syn­tes, at det var klogt ta­enkt, som jeg og­så skrev i min bog. Da jeg fik at vi­de, at jeg var syg, stod folk na­e­sten i kø for at hja­el­pe. De tog fri fra ar­bej­de, tog med mig på ho­spi­ta­let, la­ve­de af­tens­mad til mig og un­ger­ne, kom med ga­ver. Det var så af­sin­digt rø­ren­de. Men kur­ven for hja­elp var en si­nus­kur­ve, som top­pe­de ef­ter få uger... Uger! Men at bli­ve al­vor­ligt syg er et langt, sejt tra­ek. Det var uger, hvor jeg ik­ke kun­ne gå. Må­ne­der, hvor jeg sov om­kring 15 ti­mer i døg­net. Hal­ve år, før jeg la­er­te at skri­ve, ta­le, gå og luk­ke øjet – igen. Det lan­ge, se­je tra­ek er en­somt. Jeg er en­som. Jeg er ale­ne. Me­get tit. Sådan er det ba­re. Mi­ne ven­ner og min fa­mi­lie kan ik­ke bli­ve ved med at smi­de, hvad de har i ha­en­der­ne, hver gang jeg kal­der. Og jeg kal­der lyd­løst – det er en af de ting, jeg slås mest med – sor­gen over at brin­ge så me- 43 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Mi­chel­le bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn og har en ka­e­re­ste. Det er fryg­te­ligt at ta­le åbent om sin ensom­hed. Hvad vil der ske, når det her ram­mer avi­sens spal­ter? En mas­se men­ne­sker, som jeg slet ik­ke øn­sker hja­elp fra, vil til­by­de de­res tid, hjer­te og øre. Men dem jeg sav­ner... vil jeg skub­be la­en­ge­re va­ek. For man kan Det lan­ge, se­je tra­ek er en­somt. Jeg er en­som. Jeg er ale­ne. Me­get tit. Sådan er det ba­re. Mi­ne ven­ner og min fa­mi­lie kan ik­ke bli­ve ved med at smi­de, hvad de har i ha­en­der­ne, hver gang jeg kal­der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.