ANNETTE HEICK ET SKOLET EK­SEM­PEL ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SONDAG -

Mi­ne fa­ste la­e­se­re vil vi­de, at jeg gen­nem det se­ne­ste år har yt­ret mig ne­ga­tivt om det land, jeg bor i, Sve­ri­ge: Den po­li­ti­ske kor­rek­t­hed, som tan­ge­rer det ab­sur­de. Sven­sker­nes mang­len­de ev­ne til at ta­le højt om fak­ti­ske pro­ble­mer. Den – ef­ter min me­ning – helt for­fej­l­e­de li­ge­stil­ling mel­lem køn, hvor pi­ger og dren­ge er så ens, at vis­se ikke kan få et pas, for­di fora­el­dre­ne na­eg­ter at skul­le ta­ge stil­ling til bar­nets køn. Og la­eg der­til de plud­se­ligt luk­ke­de lan­de­gra­en­ser, som ikke ri­mer ret godt på den rum­me­lig­hed, sven­sker­ne ger­ne vil gi­ve ind­tryk af at have til over­flod. MEN…DER ER AL­LI­GE­VEL og­så me­get godt at si­ge om lan­det, jeg på 15. år bor i. En af de helt af­gø­ren­de ting, som gang på gang får pla­ner om en flyt­ning til Dan­mark til at gli­de i bag­grun­den, er sko­le­sy­ste­met. I dan­ske avi­ser la­e­ser jeg he­le ti­den om util­fred­se la­e­re­re, fora­el­dre og ele­ver. No­get af det er sik­kert over­dre­vet, for Dan­mark har jo ikke et de­ci­de­ret dår­ligt sko­le­va­e­sen. Men hvis vi nu si­ger, at den dan­ske fol­ke­sko­le er en Mer­ce­des A-klas­se, så er den sven­ske dit­to en Rolls-Roy­ce med pri­vat­chauf­før. VI HAR NET­OP haft sko­le­af­slut­ning. En me­get dej­lig dag, som hvert år rør mig dybt. Den­ne dag fejrer man al­le klas­se­trin. Ikke kun 9. klas­ser­ne. Og det er over he­le Sve­ri­ge. Al­le mø­der frem i sti­ve­ste puds fra bør­ne­ha­ve­klas­se og op. Pi­ger­ne i kjo­ler og må­ske med blom­ster i hå­ret. Dren­ge­ne med skjor­ter, pres­se­fol­der og nyka­em­met hår. De går gen­nem sko­lens au­la og ud i går­den gen­nem en blom­ster­de­ko­re­ret po­r­tal som sym­bol på over­gan­gen til na­e­ste klas­se­trin. Så sa­et­ter de sig på ba­en­ke klas­se­vis (og hol­der ka­eft!). NU KOM­MER SÅ sko­le­in­spek­tø­ren på ba­nen ik­la­edt hvid skjor­te, pa­e­ne buk­ser, jak­ke og lil­le klud i lom­men. Han hol­der en ve­lover­ve­jet og mor­som ta­le for ele­ver­ne, hvoraf de mind­ste i da­gens an­led­ning har få­et en me­dal­je som be­vis på, at man sa­et­ter pris på de­res fi­ne ar­bej­de det­te før­ste år i sko­len. De, der i øv­rigt har ud­ma­er­ket sig, bli­ver na­evnt. Og­så ham, der har ta­get ini­ti­a­tiv til at un­der­vi­se an­dre ele­ver i løs­ning af en pro­fes­sor­ter­ning. OG SÅ SA­ET­TER mu­sik­la­e­re­ren sig til kla­ve­ret, og bør­ne­ne syn­ger klas­se­vis den sang, de har øvet: Mo­der­ne po­p­me­lo­di­er, ae­l­dre vi­ser el­ler må­ske en klas­si­ker fra en Astrid Lind­gren-film. Mu­sik­ken er i højsa­e­det, og ele­ver­ne får den aere at va­e­re midt­punkt for den øv­ri­ge sko­le for et par mi­nut­ter. De strå­ler, og fora­el­dre­ne står på si­de­linj­en og ly­ser af gla­e­de og stolt­hed. Det er ty­de­ligt, at der er et godt for­hold mel­lem la­e­re­re og ele­ver.

’’

NU KAN NO­GEN må­ske fejl­ag­tigt tro, at det hand­ler om en ho­mo­gen grup­pe af lys­hå­re­de skan­di­na­vi­ske børn med over­klas­se­fora­el­dre. Lad mig li­ge na­ev­ne, at mi­ne børn går i en helt al­min­de­lig kom­mu­nesko­le, hvor der er børn i al­le far­ver, hvor man har ta­get flygt­nin­gebørn ind, hvor man har spa­sti­ke­re og in­klu­sions­børn, der – og det er må­ske en vig­tig de­tal­je – har de­res egen hja­el­pela­e­rer, som sid­der med i klas­sen. Jeg ser ikke no­gen, som ikke bli­ver ta­get med og ta­get imod med åb­ne ar­me. Jeg ser en ma­eng­de af gla­de børn, der har en fa­el­les fejring af den­ne sto­re og høj­ti­de­li­ge dag. OG DET ER nok den vig­tig­ste po­in­te: Tra­di­tio­ner er med til at knyt­te os sam­men. Tra­di­tio­ner er med til at forta­el­le en po­si­tiv hi­sto­rie. Det kun­ne vi godt ko­pi­e­re i Dan­mark, kun­ne vi ikke?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.