På ranch i USAs vil­de vest

Ma­le­ren Ge­or­gia O’Ke­ef­fe faldt for New Me­xi­cos dra­ma­ti­ske na­tur. På Ghost Ranch kan man tra­e­de i hen­des fod­spor og op­le­ve det land­skab, der in­spi­re­re­de hen­des kunst

BT - - REJSER - Tekst og foto: So­le Bug­ge Møl­ler | rej­ser@bt.dk

I New Me­xi­co lig­ger Ghost Ranch midt ude i et øde, ma­le­risk ør­ken­land­skab

Det si­ges, at det spø­ger på Ghost Ranch. Det fal­der som en hensla­engt si­de­be­ma­er­k­ning, da vo­res gu­i­de på en rund­t­ur for­kla­rer, hvor­dan ran­chen har få­et sit navn. No­get med, at in­di­a­ner­ne men­te at have set jord­hek­se med rødt hår og kva­egty­ve, der gem­te guld og vil­le skra­em­me folk va­ek.

»Der er sta­dig folk, der er så over­be­vi­ste om, at ste­det er hjem­søgt, at de ikke vil over­nat­te her,« si­ger gu­i­den Wen­dy Da­vis.

Men det er som om, de fa­bel­ag­ti­ge forta­el­lin­ger tra­e­der i bag­grun­den, når man står an­sigt til an­sigt med land­ska­bet, for man fø­ler, at man bli­ver su­get ind i et ma­le­ri el­ler en wester­n­film.

Ghost Ranch lig­ger i det nord­li­ge New Me­xi­co og skut­ter sig i et øde og dra­gen­de ør­ken­land­skab. Ran­chen var tid­li­ge­re en så­kaldt ’du­de ranch’, hvor ri­ge folk kun­ne kom­me og le­ge cow­boys for en stund, men i dag er det et sted, hvor man kan del­ta­ge i wor­ks­hops om alt fra fo­to­gra­fi til astro­no­mi og yo­ga el­ler blot kom­me for at slap­pe af og fin­de sig selv el­ler tra­ske rundt og ud­for­ske na­tu­ren.

Mu­se for Ge­or­gia O’Ke­ef­fe

Ghost Ranch har dan­net kulis­se for en ra­ek­ke film, li­ge fra åb­nings­sce­nen i ’In­di­a­na Jo­nes og krystal­kra­niets kon­ge­ri­ge’ til ’The Mis­sing’, ’Yo­ung Guns’ og ’3:10 to Yu­ma’, men er mest af alt be­rømt for at have va­e­ret ma­le­ren Ge­or­gia O’Ke­ef­fes mu­se. Ef­ter sit før­ste be­søg på ran­chen i 1934 vend­te hun tilbage hvert år gen­nem 50 år og udø­de­lig­gjor­de land­ska­bet i hund­red­vis af ma­le­ri­er.

For at tra­e­de i kunst­ne­rens fod­spor kan man pas­sen­de ta­ge med på en land­skabs­rund­vis­ning. Vi sa­et­ter os ind i en mi­ni­bus og kø­rer ad stø­ve­de grus­ve­je på en dag, hvor solen skin­ner fra en klar him­mel, og de gu­le aspe­tra­e­er står som flam­mer op ad de ru­strø­de klip­per.

»Kan I se bjer­get der i ho­ri­son­ten,« si­ger vo­res gu­i­de Wen­dy Da­vis og pe­ger.

I det fjer­ne tår­ner et en­ligt bjerg med en flad top sig op. Det er Cer­ro Pe­der­nal, der er en del af bå­de na­va­joog apa­che-in­di­a­ner­nes ska­bel­sesmyte, og O’Ke­ef­fe ka­ste­de sin ka­er­lig­hed på den iko­ni­ske mesa, som hun fore­vi­ge­de i 28 af si­ne ma­le­ri­er.

»Hun ple­je­de at si­ge, at Gud hav­de for­talt hen­de, at hvis hun ma­le­de bjer­get nok gan­ge, kun­ne hun få det,« forta­el­ler Wen­dy.

Det gjor­de hun på sin vis og­så, for ef­ter sin død blev O’Ke­ef­fes aske spredt over Pe­der­nal ef­ter hen­des eget øn­ske.

Som at stå i et ma­le­ri

Vi står ud af bus­sen for at kig­ge na­er­me­re på nog­le af de ste­der, som O’Ke­ef­fe ma­le­de.

»Bliv på stien for en sik­ker­heds skyld – der kan va­e­re klap­per­slan­ger,« ad­va­rer Wen­dy. Hun pe­ger på et ene­ba­er­trae, hvis nøg­ne gre­ne gri­ber mod him­len som på fle­re af kunst­ne­rens la­er­re­der.

»O’Ke­ef­fe var me­get fa­sci­ne­ret af dis­se tra­e­er, og nog­le af dem er over 200 år gam­le. Vi ved dog ikke pra­e­cist, hvil­ket af dem hun ma­le­de, det kan va­e­re, at det slet ikke står her la­en­ge­re,« si­ger Wen­dy Da­vis.

Hun hol­der et af ma­le­ri­er­ne op, så vi kan sam­men­lig­ne med land­ska­bet for­an os, og det er na­e­sten som om, vi står midt i ma­le­ri­et. Wen­dy for­kla­rer, at O’Ke­ef­fes ma­le­ri­er er na­e­sten fo­to­gra­fi­ske af­bild­nin­ger.

»Men hun ma­le­de det på en ab­strakt må­de og aen­dre­de far­ver­ne el­ler fo­ku­se­re­de på en en­kelt de­tal­je, hvil­ket var uhørt for land­skabs­ma­le­ri­er på hen­des tid,« si­ger hun.

O’Ke­ef­fe gik lan­ge tu­re hver ene­ste dag på Ghost Ranch for at fin­de in­spira­tion i na­tu­ren. For at kun­ne ma­le på far­ten om­dan­ne­de hun en bil til et mo­bilt ate­li­er ved at ri­ve pas­sa­ger­sa­e­det ud og gø­re plads til

la­er­red, staf­fe­li og akva­rel­ler. Vil man vir­ke­lig op­le­ve O’Ke­ef­fes Ghost Ranch er det ba­re at snø­re van­dre­støv­ler­ne og be­gi­ve sig ud på en af de man­ge sti­er. Jeg sa­et­ter kur­sen mod Chim­ney Ro­ck, en klip­pe­for­ma­tion, der ra­ger op mod him­len som en ra­ek­ke skor­ste­ne, og går ad ranchens mest po­pu­la­e­re van­dre­ru­te. O’Ke­ef­fe ma­le­de al­drig Chim­ney Ro­ck, men der­i­mod en lig­nen­de for­ma­tion, som kan ses i ho­ri­son­ten.

Øre­dø­ven­de stil­hed

Som solen da­ler, dan­ser skyg­ger­ne over fol­der­ne på de ru­strø­de klip­per, og det er som om, he­le det gol­de land aen­drer far­ve og ka­rak­ter hvert mi­nut. Stil­he­den er øre­dø­ven­de. Ghost Ranch bre­der sig over 85 kvm. og har blot nog­le få tu­sin­de be­sø­gen­de om året, så jeg de­ler O’Ke­ef­fes fø­lel­se af, at al den­ne stor­slå­et­hed er skabt kun for mig. Ind­til jeg mø­der den ene­ste for­bi­pas­se­ren­de– en mi­dal­dren­de kvin­de, der forta­el­ler, at hun har sid­det ved top­pen af Chim­ney Ro­ck i en ti­mes tid og ba­re fal­det i sta­ver og la­det land­ska­bet gla­se­re si­ne øje­na­e­b­ler.

»Jeg el­sker den­ne her tid på da­gen, hvor skyg­ger­ne bli­ver så dra­ma­ti­ske,« si­ger hun.

Da jeg om­si­der når top­pen, sve­dig og for­pu­stet, fø­les den fri­ske bri­se dej­lig kø­len­de. Jeg står fle­re hund­re­de me­ter over den fla­de slet­te, som en an­den Ra­fiki, og for­an mig ra­ger de fal­li­ske skor­stens­klip­per op. Jeg sni­ger mig lang­somt ud mod kan­ten, ind­til høj­de­s­kra­ek­ken be­gyn­der at knu­ge mit bryst. Og jeg fø­ler mig på en gang ale­ne og i li­ve.

Da jeg kom­mer tilbage, ind­lo­ge­rer jeg mig på et af Ghost Ran­chs’ va­e­rel­ser. Ran­chen er langt fra no­get luk­suri­øst re­fu­gi­um – hyt­ter­ne er rustik­ke og simple, og ma­den bli­ver ser­ve­ret i en stor spi­sesal. Der er in­tet tv, te­le­fon el­ler in­ter­net på va­e­rel­set, og mo­bil­sig­na­let er svagt. Så her sid­der folk på ba­en­ke og kig­ger ud over klip­per­ne, mens de skif­ter far­ve, som om de er ban­ge for, at mør­ket vil va­ske dem va­ek for al­tid.

Jeg hu­sker, hvad Wen­dy for­tal­te tid­li­ge­re på da­gen. Ge­or­gia O’Ke­ef­fe bo­e­de i en ado­be-hyt­te på grun­den, og hver af­ten krav­le­de hun op ad en sti­ge og sat­te sig på det fla­de tag og kig­ge­de på stjer­ner­ne. Jeg kig­ger op. Uden glø­de­n­de ga­de­lam­per og bil­lyg­ter står Ma­el­ke­vej­en som et ly­sen­de pen­sel­strøg på den mør­ke him­mel, mens månen sik­rer, at klip­per­ne sta­dig hol­der på rø­de og gu­le nu­an­cer. Hvor­dan kan man ikke bli­ve in­spi­re­ret af det?

På Ghost Ranch kan man over­nat­te i alt fra telt til sove­sa­le til hyg­ge­li­ge, rustik­ke ado­be-hyt­ter.

Den mest po­pu­la­e­re van­dre­tur på ran­chen går til top­pen af Chim­ney Ro­ck, en skor­stens­lig­nen­de klip­pe­for­ma­tion, der ra­ger op over den fla­de høj­step­pe.

To ar­ter af di­nosau­rer er ble­vet op­da­get på Ghost Ranch, hvor ar­ka­e­o­lo­ger sta­dig gør nye fund. Nog­le af dem er ud­stil­let på ranchens lil­le­bit­te ar­ka­e­o­lo­gi­ske mu­se­um.

På land­sk­ab­s­tu­ren gi­ver Wen­dy Da­vis de be­sø­gen­de et indblik i O’Ke­ef­fes kunst og hvor­dan Ghost Ranch in­spi­re­re­de kunst­ne­ren.

Fra oven fal­der Ghost Ran­chs byg­nin­ger na­e­sten i et med det stø­ve­de land­skab, men klip­pe­for­ma­tio­ner­ne stja­e­ler sta­dig al op­ma­er­k­som­he­den.

Ge­or­gia O’Ke­ef­fe af­bil­de­de fle­re gan­ge kra­ni­et af en ok­se på si­ne ma­le­ri­er, og et af dem gav hun til Ghost Ran­chs’ da­va­e­ren­de ejer, som gjor­de det til ranchens logo.

Den fla­de mesa Pe­der­nal var Ge­or­gia O’Ke­ef­fes mu­se og er fore­vi­get i over 100 ma­le­ri­er.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.