Con­te er den per­fek­te tra­e­ner for et Ita­li­en uden en ma­e­stro

BT - - EM I FRANKRIG 2016 -

ITA­LI­EN ER EF­TER to kam­pe sik­re på at vin­de hol­dets pul­je, så vi kom­mer i af­ten for­ment­lig til at se tra­e­ner An­to­nio Con­te brin­ge spil­le­re i kamp, som ik­ke har få­et så me­get spil­le­tid end­nu un­der VM.

Vi har set Eng­land og Frank­rig gø­re no­get af det sam­me, og selv om man må­ske mi­ster et par pro­cen­ter i ryt­men på at gø­re det, så er der mand­skabs­ma­es­sigt god me­ning i det. Du hol­der he­le trup­pen varm, al­le hol­der fast i ly­sten til at gå ind i den na­e­ste fa­se. Der er me­get psy­ko­lo­gi i det.

Jeg vil skri­ve om An­to­nio Con­te i dag, og jeg vil be­gyn­de med at slå fast, at jeg godt kan li­de at se på Ita­li­en.

Jeg har det så­dan med fod­bold, at det hand­ler om at få det bed­ste ud af si­ne mid­ler, der må man va­e­re prag­ma­tisk, og der kan jeg enormt godt li­de den pro­fes­sio­na­lis­me, ita­li­e­ner­ne har. De bru­ger al­le mid­ler for at vin­de. Det er ek­stremt char­me­ren­de. Man kan se de­res stolt­hed, når de syn­ger na­tio­nalsan­gen. De blø­der for det, de har fø­lel­ser, og man kan se de­res li­del­ser. Det går li­ge ind i den må­de, som jeg an­sku­er spil­let på. De har et fa­el­les­skab, det er et team i dets sta­er­ke­ste ud­tryk. De spil­ler og dør med støv­ler­ne på.

Det er mulig­vis ik­ke smukt, men det er ef­fek­tivt. Jeg ny­der og­så at se smuk fod­bold, som jeg sy­nes, Bar­ce­lo­na el­ler Bay­ern Mün­chen spil­ler det. Men det er få tra­e­ne­re forundt at rå­de over så dyg­ti­ge spil­le­re, der kan me­stre den facet af spil­let, som jeg og­så er for­ta­ler for. FOR MIG AT se er An­to­nio Con­te den per­fek­te land­stra­e­ner det sted, hvor Ita­li­en be­fin­der sig li­ge nu.

Han har ta­get en skarp og prag­ma­tisk be­slut­ning om, at hvis Ita­li­en skal ha­ve suc­ces, så er det gen­nem en sta­erk de­fen­siv, den tak­ti­ske sko­ling, klog­skab, fa­el­les­ska­bet og holdån­den. Det er en re­la­tivt mini­ma­li­stisk fod­boldtil­gang, hvor man ger­ne vil ud­mat­te sin mod­stan­der gen­nem sin egen ved­hol­den­hed og men­tale styr­ke.

Jeg kan så og­så godt fo­re­stil­le mig, at Con­te de­ler van­de­ne i Ita­li­en. Af fle­re grun­de. Dels har han ret kraf­tigt in­di­ke­ret, at han sav­ner at ha­ve støv­ler­ne på hver dag i en klub - man for­nem­mer med an­dre ord, at det ita­li­en­ske land­stra­e­nerjob er et, han har ta­get, for­di der må­ske ik­ke li­ge var et me­re in­ter­es­sant klub­job på hån­den. Og der­u­d­over er der he­le spørgs­må­let om, hvor ma­e­stro­en, den sto­re is­ce­nesa­et­ter, som man al­tid har haft i Ita­li­en, er hen­ne på hans lands­hold?

Han fin­des ik­ke, og det er den pra­e­mis, Con­te ar­bej­der ud fra. Der­for kal­der jeg ham den per­fek­te tra­e­ner for det hold.

Ita­li­en skal lyk­kes på no­get helt an­det, end det man en­gang hav­de med spil­le­re som Del Pi­ero, Tot­ti, Bag­gio og Pir­lo.

De skal le­ve på no­get af det, som Bonuc­ci sag­de ef­ter kam­pen mod Bel­gi­en, hvor han blev spurgt, om det var hans bed­ste land­skamp.

»Nej, den ven­ter for­u­de,« sag­de han. Det si­ger alt om, hvor de­di­ke­re­de og af­kla­re­de de er på, hvad det er, der skal gi­ve dem suc­ces.

Og der skal man ik­ke va­e­re bleg for at gi­ve Con­te en me­get stor del af ae­ren for den af­kla­ret­hed. Jeg er fal­det over et ci­tat fra ham, som jeg er ret vild med. Det ly­der så­dan her:

»Me­stre bli­ver ik­ke skabt i et fit­nes­slo­ka­le. Me­stre bli­ver skabt af no­get dybt in­de i dem selv - en vil­je, en drøm, en vi­sion. De skal ha­ve ud­hol­den­hed til sid­ste mi­nut, de skal va­e­re lidt hur­ti­ge­re, de skal ha­ve ev­ner­ne og vilj­en. Men vilj­en skal va­e­re sta­er­ke­re end ev­ner­ne.«

Han er en enorm mo­ti­va­tor. Det, der har ken­de­teg­net ham gen­nem kar­ri­e­ren, er, at han stil­ler us­and­syn­ligt sto­re krav til si­ne spil­le­re. Han er al­tid i gang, han stil­ler sig al­drig til­freds. Jeg har hørt hi­sto­ri­er om, at han og­så ef­ter sej­re er på spil­ler­ne he­le ti­den. Der er ik­ke en ene­ste dag i hans ger­ning, hvor hyg­ge og adspre­del­se kom­mer i spil. Han kø­rer ben­hårdt på og min­der på den må­de om sig selv som spil­ler - nem­lig ved, at han er en alt­opof­ren­de ty­pe, der gi­ver alt til sit hold og for­lan­ger alt af sig - og der­med gør det sam­me fra si­ne om­gi­vel­ser.

Star­ten på tra­e­n­er­kar­ri­e­ren var bro­get. Han blev fy­ret rundt om­kring, men han har al­drig va­e­ret ban­ge for he­le ti­den at sø­ge ef­ter sit ud­tryk som tra­e­ner, og han har va­e­ret om­kring al­ver­dens tal­kom­bi­na­tio­ner, men har i dag ma­ni­feste­ret sig som en 3-5-2 el­ler 5-3-2-tra­e­ner. Det var så­dan han skab­te sin suc­ces i Ju­ven­tus, og det er og­så der, han står med Ita­li­en i dag. Det er hans va­re­ma­er­ke, og han er kendt for al­tid at ha­ve lø­be­sta­er­ke og hård­t­ar­bej­den­de spil­le­re. Hans pro­blem med Ita­li­en er, at han ik­ke kan kø­be den sta­er­ke uden­land­ske spil­ler, der li­ge kan kry­dre det med no­get ek­stra­or­di­na­ert - det kun­ne han i Ju­ven­tus. ITA­LI­EN HAR I de før­ste to kam­pe vist sig at va­e­re bedst mod Bel­gi­en, som ger­ne vil­le ha­ve bol­den. Det pas­se­de dem godt. Mod Sve­ri­ges 4-4-2 for­må­e­de man al­drig cen­tralt at ud­nyt­te det over­tal, man bur­de ha­ve der. Sim­pelt­hen for­di der og­så mang­ler no­get kva­li­tet på hol­det.

De Ros­si er ek­sem­pel­vis en for­nuf­tig di­stri­butør af bol­den, men han er jo ik­ke Pir­lo, og må­ske bør de an­ven­de Mot­ta me­re mod hold, som over­la­der ini­ti­a­ti­vet til ita­li­e­ner­ne, da han er bed­re på bol­den. Men det er sta­dig ik­ke en klas­se­spil­ler, og til­ba­ge står, at de cen­tralt mang­ler den kva­li­tet, som Ve­rat­ti og Mar­chi­sio har.

Der­for for­ud­ser jeg, at Ita­li­ens mu­lig­he­der vi­de­re i tur­ne­rin­gen fak­tisk kun bli­ver bed­re, jo dyg­ti­ge­re hold man mø­der. Det vil pas­se dem frem­ra­gen­de at mø­de hold, der vil ska­be kam­pe­ne, så skal de nok med de­res vil­je og ev­ne til at slå til på chan­cer­ne ha­ve en mu­lig­hed for at gø­re no­get.

Con­te ven­der til­ba­ge til klub­tra­e­n­er­li­vet i Chel­sea i na­e­ste sa­e­son. Det gla­e­der jeg mig me­get til. Han er sta­dig ung og ae­r­ger­rig og på vej op, så det gi­ver me­ning, at han skal over i klubli­vet igen, så kan han om 10 år el­ler så­dan no­get kan ta­ge Ita­li­en en gang me­re.

Folk har al­tid me­get travlt med at sa­et­te folk i bås og slå fast, at han der er en po­s­sesion-tra­e­ner, og ham der er en om­stil­lings­tra­e­ner, han der er de­fen­siv, og han der er of­fen­siv. Så har vi styr på det.

Men det er jo som of­te me­re facet­te­ret end som så. Og for mig er Con­te frem for alt prag­ma­tisk og en tra­e­ner, der godt kan fly­de i man­ge ret­nin­ger. Han er en tra­e­ner, som la­ver re­sul­ta­ter, men som og­så kan ud­vik­le og flyt­te spil­let.

Man kun­ne kal­de ham en kom­bi­na­tion af Jür­gen Kl­opp og Pep Gu­ar­di­o­la. Og han min­der og­så om Die­go Si­meo­ne på den må­de, at de er lidt det sam­me sted i de­res kar­ri­e­rer. På vej frem og al­le­re­de med ty­de­li­ge be­vi­ser for hvad de kan.

Det bli­ver i Chel­sea spa­en­den­de, om han har selv­til­li­den til at kom­me og ud­for­dre det he­le og sa­et­te en helt ny stil - lidt som Gu­ar­di­o­la gjor­de det i Bay­ern Mün­chen. Men sik­kert er det, at hvis han får suc­ces der, så kan han bru­ge det som et af­sa­et til stort set al­ting. TRA­E­NER I AGF

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.