’Jeg hav­de lyst til ha­evn, da Ta­le­ban dra­eb­te min af­g­han­ske ven Ab­dul Kha­liq’

BT - - NYHEDER -

hu­ske, at jeg en­gang hav­de ar­bej­det en må­ned på 50 si­ders do­ku­men­ter til et mø­de mel­lem min chef og Deut­sche Tele­kom. Mø­det gik rig­tig godt, men al­li­ge­vel fik jeg ef­ter­føl­gen­de en enorm ski­de­bal­le af min chef, for­di der var én slå­fejl i do­ku­men­tet – det glem­mer jeg al­drig. Jeg tog fejl, da jeg ... tro­e­de det vil­le va­e­re na­er umu­ligt at bli­ve valgt til Fol­ke­tin­get som ny og ukendt. Ik­ke mindst for­di jeg hav­de en af de mind­ste kred­se. Fak­tisk hang der i lang tid in­den val­get et ud­klip fra dag­bla­det Sja­el­land­ske på mit kø­le­skab med en li­ste over de kan­di­da­ter, som de reg­ne­de med vil­le bli­ve valgt, dem som må­ske vil­le bli­ve valgt – og så var der dem, som slet ik­ke var na­evnt. Jeg var i den sid­ste ka­te­go­ri. Det fik mig til at knok­le end­nu hår­de­re og i må­neds­vis, så det var den vil­de­ste op­le­vel­se at bli­ve valgt som Ven­stres num­mer to i re­gio­nen, kun over­gå­et i per­son­li­ge stem­mer af Lars Løk­ke Ras­mus­sen. Jeg blev for al­vor vok­sen, da ... vi før­ste gang mi­ste­de en kam­me­rat, da jeg var ud­sta­tio­ne­ret i Af­g­ha­ni­stan. Kort ef­ter jeg an­kom, blev en af vo­res bri­ti­ske kol­le­ga­er fra vo­res team dra­ebt af en vejsi­de­bom­be. Vi var kun ot­te-ni mand i vo­res en­hed, så det var et ka­em­pe slag. Den ene af­ten sid­der man sam­men og gri­ner og ry­ger ci­ga­ret­ter, og den na­e­ste dag mang­ler en mand. Det er vir­ke­lig hårdt. Den bri­ti­ske sol­dat var kun 27-28 år, og han hav­de en ko­ne og to små børn der­hjem­me. Man fø­ler en ka­em­pe af­magt, men al­li­ge­vel er man nødt til at se fremad og fort­sa­et­te ar­bej­det og pa­trul­jer­ne imod Ta­le­ban na­e­ste dag. Så­dan er det ba­re. Livskunst be­står i at ... ar­bej­de med no­get, man el­sker, al­tid at fin­de tid til si­ne ven­ner og fa­mi­lie og i at tro på, at man kan op­nå si­ne drøm­me. Som barn var min stør­ste dum­hed ... at le­ge alt for me­get med kr­udt og ka­nonslag. Jeg el­ske­de at la­ve hjem­mela­ve­de bom­ber af fyr­va­er­ke­ri, el­ler hvad jeg li­ge kun­ne fin­de. Med ti­den blev jeg desva­er­re alt for dyg­tig til det, og vi la­ve­de nog­le ka­em­pe ka­nonslag, som vist var me­get ulov­li­ge. En­gang byg­ge­de min bror Chri­stof­fer og jeg en ka­em­pe ra­ket med en end­nu stør­re bom­be i top­pen. Vi fy­re­de den af ude på en mark, men i ste­det for at fly­ve op i luf­ten, fløj ra­ket­ten over og lan­de­de na­er en an­de­gård, hvor den eks­plo­de­re­de med et ka­em­pe brag og lys­glimt. Jeg tror ik­ke, at no­gen af aen­der­ne kom no­get til, men vi fik vir­ke­lig ska­el­dud. Jeg ac­cep­te­rer sim­pelt­hen ik­ke ... ar­ro­gan­ce. På trods af at Fol­ke­tin­get be­står af en flok me­get for­skel­li­ge men­ne­sker med me­get al­si­di­ge bag­grun­de, så er de fle­ste ut­ro­lig sø­de og ven­li­ge – kun en­kel­te er ar­ro­gan­te. Det kan godt vir­ke som om, at vi po­li­ti­ke­re slås he­le ti­den, men fak­tisk har vi det of­test rig­tig hyg­ge­ligt sam­men, når vo­res po­li­ti­ske de­bat­ter ik­ke er i gang. Jeg vil­le med stor for­nø­jel­se de­le en taxa - el­ler en Uber - med langt de fle­ste fra Bor­gen, uag­tet par­ti, og det er jo skønt, når nu man bru­ger så man­ge ti­mer de­r­in­de. Jeg kan godt bli­ve mis­un­de­lig på ... folk, der har hund. Jeg vok­se­de op med, at min far al­tid hav­de hunde: Ja­ck rus­sel ter­ri­er in­den­for og la­bra­dors ude i hund­e­går­den, til når man skul­le på jagt. Fak­tisk må man godt ha­ve en

BLÅ BOG Jo­han Hen­rik Marcus gre­ve Knuth (f. 1976) er med­lem af Fol­ke­tin­get for Ven­stre. Han blev valgt for Sja­el­lands Stor­kreds ved fol­ke­tings­val­get 2015 med 7.351 per­son­li­ge stem­mer. Han er søn af grev Adam Wil­helm Knuth af Knut­hen­borg og for­fat­ter Hel­le Stan­gerup. Er ud­dan­net ba­chel­or i øko­no­mi fra Uni­ver­si­ty of Vir­gi­nia 2002, MBA fra IESE Bu­si­ness School 2007, og Ma­ster in Public Ad­mi­ni­stra­tion fra Har­vard Uni­ver­si­ty i 2013. Han ar­bej­de­de fra 2002 til 2008 som øko­nom i New York og Lon­don, hvor han bl.a. var an­sat i de ame­ri­kan­ske fi­nans­hu­se Le­h­man Bro­t­hers og Can­tor Fitz­ge­rald. Var re­ser­veof­fi­cer ved Gar­de­hus­ar­re­gi­men­tet 1995-98 og var i 2008-09 ud­sta­tio­ne­ret som kap­ta­jn i ha­e­ren i Hel­mand-provin­sen, Af­g­ha­ni­stan. An­sat i Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et 2009-15, først bl.a. som chef for EU Po­li­ti­mis­sio­nens am­bas­sa­de­sam­ar­bej­de i Ka­bul indtil 2012 og se­ne­st som se­ni­o­r­rå­d­gi­ver for Dan­marks ind­sats i Sy­ri­en. I 2014 ud­gav han bo­gen ’Sol­dat og diplo­mat’ på Gyl­den­dal. Han var i 2014 kan­di­dat for Ven­stre til eu­ro­pa­par­la­mentsval­get og fik 5.140 per­son­li­ge stem­mer. hund med i Fol­ke­tin­get, og Sø­ren Pind har vist nog­le gan­ge sin hund med. Men desva­er­re er li­vet som nyt fol­ke­tings­med­lem alt for tur­bu­lent til, at jeg fø­ler, at jeg kan ta­ge or­dent­ligt an­svar for en hund li­ge nu. Ik­ke mindst for­di jeg og­så sid­der i Uden­rigs­po­li­tisk Na­evn og et par an­dre ud­valg, hvor jeg rej­ser en god del. For­hå­bent­lig aen­drer det sig med ti­den, når li­vet på Bor­gen bli­ver me­re hver­dag. Jeg bur­de si­ge und­skyld til ... min mor (Hel­le Stan­gerup, red), for­di min bror og jeg var lidt vil­de som børn. Hun sad al­tid der­hjem­me og skrev på si­ne bø­ger, så vi hav­de ret frit lej­de til at gø­re, hvad vi vil­le. Vi drø­ne­de rundt med vo­res fi­ske­sta­en­ger og luft­ge­va­e­rer, hvil­ket vi syn­tes var skønt. Men jeg tror og­så, at vi var lidt sva­e­re at hol­de styr på. Vi fyld­te fry­se­ren med skal­ler og abor­rer og an­dre sli­me­de fisk, som vi hav­de fan­get, uden no­gen­sin­de at ta­en­ke over, hvem der skul­le ren­se dem el­ler kok­ke­re­re dem i køk­ke­net. Det er ik­ke no­get, man bli­ver po­pu­la­er af, skal jeg li­ge hil­se at si­ge. Men jeg tror og­så, at vi la­er­te at kla­re os selv, hvil­ket har va­e­ret rig­tig sundt her i li­vet. Og min bror og jeg ud­vik­le­de et me­get na­ert ven­skab, hvil­ket er vi­dun­der­ligt isa­er nu, hvor bå­de vo­res far og mor er gå­et bort. Jeg er ik­ke god til ... kom­pli­ce­ret ma­te­ma­tik. For et par år si­den fik jeg den ka­em­pe op­le­vel­se at ta­ge en kan­di­dat­grad i of­fent­lig ad­mi­ni­stra­tion på Har­vard-uni­ver­si­te­tet i USA. Mi­ne fag i po­li­tik, le­del­se og kom­mu­ni­ka­tion gik rig­tig fint, og­så selv­om der var rig­tig man­ge op­ga­ver og lek­tier. Bort­set fra ét fag, som var i ame­ri­kansk stats­ø­ko­no­mi. Vo­res pro­fes­sor var tid­li­ge­re fi­nans­mi­ni­ster i USA, og jeg har al­drig va­e­ret så pres­set i mi­ne stu­di­er – jeg skul­le vir­ke­lig knok­le ba­re for at be­stå fa­get, isa­er for­di al­le ek­sa­me­ner­ne var skrift­li­ge og be­stod af en­de­lø­se reg­ne­styk­ker med kom­pli­ce­re­de form­ler. Det lyk­ke­des mig hel­dig­vis li­ge ak­ku­rat at be­stå, og si­den har jeg holdt mig fra me­get kom­pli­ce­ret ma­te­ma­tik. Det, der gør mig al­ler­mest glad, er ... en fri­dag el­ler en dej­lig mid­dag, hvor jeg er sam­men med mi­ne al­ler­bed­ste ven­ner og fa­mi­lie. Dem, som har kendt mig, si­den jeg var helt lil­le, for det be­ty­der, at vi ken­der hin­an­den så na­ert, at man for­står hin­an­den og ik­ke be­hø­ver at for­kla­re ting to gan­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.