Roy Hod­g­son og Eng­land fortje­ner ros

BT - - SPORTEN -

NU BE­GYN­DER EM for al­vor. I dag skal kno­ck­out­fa­sen i gang ved EM, og vi skal blandt an­det se et bri­tisk op­gør mel­lem Wa­les og Nor­dir­land. Det er ba­re to af bri­ti­ske hold, der er til­ba­ge i tur­ne­rin­gen, og der­for vil jeg i den­ne klum­me skri­ve lidt om bri­tisk lands­holds­fod­bold isa­er med fo­kus på det en­gel­ske lands­hold.

Der er fem hold på de bri­ti­ske øer. Fi­re af dem har vi set un­der det­te EM. Det er kun Skot­land, vi har mang­let. Der er na­tur­lig­vis nu­an­ce­for­skel på Wa­les, Ir­land og Nor­dir­land. Bå­de I stil, ud­tryk og in­di­vi­du­el­le kom­pe­ten­cer. Men der har va­e­ret i hvert fald ét fa­el­les ken­de­tegn for de tre lan­de. De har vir­ke­lig spil­let for fa­ed­re­lan­det. Den kulis­se, som de tre lan­des til­ha­en­ge­re har skabt, har for mig va­e­ret nog­le af høj­de­punk­ter­ne ved EM.

Der er en con­nection mel­lem fan­se­ne og spil­ler­ne, og det er vig­tigt. Lands­holds­fod­bold hand­ler nem­lig ik­ke kun om at ha­ve de bed­ste spil­le­re. Skul­le de tre lan­de spil­le med i en tur­ne­ring over 38 kam­pe, vil­le de al­drig ha­ve en jor­disk chan­ce for at spil­le med i top­pen af ra­ek­ken. Der­til er de gan­ske en­kelt ik­ke dyg­ti­ge nok. Men nu er de vi­de­re til kno­ck­out­fa­sen ved EM, og det er iso­le­ret set flot. ENG­LAND ER DOG sta­dig det bri­ti­ske hold, jeg har størst til­tro til. Og ved det­te EM har hol­det vist en god ud­vik­ling i for­hold til VM for to år si­den. En ud­vik­ling, jeg tror, der blandt an­det har sin for­kla­ring i et ar­bej­de sat i gang for fle­re år si­den, men må­ske kul­mi­ne­rer nu og spe­ci­elt i frem­ti­den, hvis FA ev­ner at fast­hol­de stra­te­gi­og ud­vik­lings­pla­nen.

Eng­land har tid­li­ge­re følt, at man hav­de pa­tent på fod­bold­spil­let. Der har dog over de se­ne­ste år va­e­ret en stør­re aen­drings­pa­rat­hed til ste­de. Man er gå­et fra ord til hand­ling. Det tror jeg, at man vil se ef­fek­ten af i frem­ti­den. Der ar­bej­des pro­fes­sio­nelt på fle­re ni­veau­er, men skal FA lyk­kes med at flyt­te lands­holds­fod­bol­den, kra­e­ver det, at fle­re un­ge spil­le­re re­gel­ma­es­sigt op­tra­e­der i Pre­mi­er Le­ague hos de bed­ste hold, som vi så småt er be­gyndt at kun­ne ane.

Man har hørt den sam­me sang om en­gelsk fod­bold man­ge gan­ge. Men den­ne gang er der no­get om snak­ken. Jeg har til­gang til for­skel­li­ge ar­tik­ler gen­nem det en­gel­ske fod­bold­for­bund FA og an­dre fag­ma­ga­si­ner, og jeg ved, at man i en­gelsk fod­bold ar­bej­der rig­tigt hårdt på at ud­vik­le en­gelsk fod­bold og spe­ci­elt i FA-re­gi. Tid­li­ge­re har klub­ber­ne ik­ke nød­ven­dig­vis følt det sam­me in­ci­ta­ment til at sam­ar­bej­de med FA, for­di de har følt sig langt me­re pro­fes­sio­nel­le end det en­gel­ske fod­bold­for­bund. Nu vir­ker det som om, at de i FA selv gør no­get ved ud­vik­lin­gen. Man ar­bej­der på at pro­fes­sio­na­li­se­re til­gan­gen til ud­vik­lin­gen af FA og spil­let. FA er me­get be­vidst om, at man skal ha­ve langt fle­re spe­ci­a­li­ster ind, som kan ud­vik­le spil­ler­nes spids­kom­pe­ten­cer he­le vej­en rundt om den en­kel­te spil­ler. Ana­ly­se­de­len får et løft, og i det he­le ta­get øn­sker man at gå me­re vi­den­ska­be­ligt til va­er­ks i frem­ti­den hos FA. Man har ind­set, at man må be­va­e­ge sig va­ek fra den kon­ser­va­ti­ve og tra­di­tio­nel­le må­de, man tid­li­ge­re an­sku­e­de ud­vik­lin­gen af en­gelsk fod­bold på. Den ud­vik­ling føl­ges her­fra med spa­en­ding. Jeg hå­ber, man lyk­kes. JEG HAR SOM tid­li­ge­re U-land­stra­e­ner mødt man­ge en­gel­ske ung­domslands­hold, der har spil­let for­ry­gen­de god pas­nings­fod­bold med god fart i pas­nin­ger­ne, med fy­sisk kom­pe­ten­te spil­le­re og med enorm eks­plo­si­vi­tet. Men en­gelsk fod­bolds stør­ste pro­blem har va­e­ret, at det har va­e­ret så sva­ert for de en­gel­ske ung­domslands­holds­spil­le­re at slå igen­nem i Pre­mi­er Le­ague. Kra­ve­ne har va­e­ret for sto­re, og så har man set Chel­sea og an­dre af de sto­re klub­ber ha­ve en så stor ma­eng­de af dyg­ti­ge og me­re er­far­ne spil­le­re, at der ik­ke har va­e­ret plads til de un­ge eng­la­en­de­re. Det har smit­tet af på en­gelsk lands­holds­fod­bold.

Når Eric Di­er og De­le Al­li tra­e­der ind på klubs­ce­nen og spil­ler re­gel­ma­es­sigt, gi­ver det en af­smit­ten­de og po­si­tiv ef­fekt på må­den, lands­hol­det pra­e­sen­te­rer sig på. Man kan se, at der to­ner sig nog­le sy­ner­gi­er frem i ho­ri­son­ten, som lover po­si­tivt for en­gelsk fod­bold. Det vir­ker som om, at der er me­re sy­ste­ma­tik og struk­tur i en­gelsk fod­bold. Jeg har tid­li­ge­re skre­vet om de en­gel­ske ung­domslands­hold, der er be­gyndt at vi­se sig langt me­re frem end tid­li­ge­re. Man kan se, at der er no­get på vej, men det ta­ger tid.

Suc­ces un­der EM vil kun­ne bli­ve en løf­te­stang for den ud­vik­ling og bli­ve selv­for­sta­er­ken­de i sid­ste en­de. Når man sa­et­ter så man­ge ting i sø­en, er kon­se­kven­sen of­te, at det spre­der nog­le po­si­ti­ve rin­ge i van­det og gi­ver ener­gi. Og det pra­e­ger og­så land­stra­e­ne­ren. ROY HOD­G­SON VAR mu­lig­vis pra­e­get af ti­dens trend, den­gang han var i FCK og spil­le­de 4-42 med stramt zo­ne­for­svar. Han var vel ble­vet pra­e­get af ti­den i Schweiz og Sve­ri­ge. Men han har vist sig og­så at va­e­re prag­ma­tisk. I FCK hav­de han spil­ler­ne til den ty­pe fod­bold, hvor­for han na­tur­lig­vis valg­te den spil­lestil, for­di det sik­re­de, at det var den kor­te­ste vej til suc­ces.

Roy Hod­g­son er i et for­bund, hvor man er be­gyndt at ta­en­ke me­re in­nova­tivt end tid­li­ge­re. Det smit­ter og­så af på ham. Jeg sy­nes, man kan se, at han er me­re prag­ma­tisk. For­ma­tio­nen er ik­ke la­en­ge­re kun den klas­si­ske 4-4-2. Flek­si­bi­li­te­ten er ble­vet stør­re og­så i den tak­ti­ske til­gang. Men spil­ler­ty­per­ne, han rå­der over, gi­ver ham og­så fle­re mu­lig­he­der. Det er me­re flek­sib­le ty­per med langt fle­re spids­kom­pe­ten­cer. Det har smit­tet af på Eng­lands spil­lestil, sy­nes jeg.

Det er spil­ty­per­ne, der of­te de­fi­ne­rer din stil, hvis tra­e­ne­ren el­lers er prag­ma­tisk nok til at an­ven­de de kom­pe­ten­cer, han har til rå­dig­hed. Der skal Hod­g­son ha­ve ros.

Skal jeg va­e­re lidt kri­tisk i for­hold til Eng­land, er det ik­ke så­dan, at jeg fal­der på ha­len over, at de har haft man­ge kor­te af­le­ve­rin­ger og en del bold­be­sid­del­se. Og at de lig­ger godt til på di­ver­se sta­ti­stik­ker. Jeg ser på slut­pro­duk­tet. De skal ud­nyt­te de­res bold­be­sid­del­se bed­re. Vi så det go­de ek­sem­pel, da Stur­rid­ge score­de det af­gø­ren­de mål mod Wa­les. Der blev sat to-tre hur­ti­ge af­le­ve­rin­ger sam­men ta­et på mod­stan­de­rens mål. Der kun­ne eng­la­en­der­ne luk­ke en kom­pakt de­fen­siv op, for­di der var ret­ning og ty­de­lig­hed i den spil­se­kvens.

Jeg sy­nes dog, at Eng­land pe­ri­o­de­vis mang­ler at spil­le me­re mod mål på den sid­ste tred­je­del, så det ik­ke ba­re bli­ver bold­flyt­te­ri. Du skal kun­ne spil­le hur­tigt for at flyt­te og for at bry­de mod­stan­de­rens or­ga­ni­sa­tion ned. Men skal du det, skal du og­så va­e­re i stand til at se og ud­nyt­te rum­me­ne, når du har skabt dem. Der kan Eng­land ef­ter min over­be­vis­ning ud­vik­le sig. Der mang­ler kort sagt fle­re dy­be løb på mod­stan­de­ren. Det kan man pas­sen­de gø­re man­dag imod Island. I AF­TEN ER det dog ik­ke Eng­land, men Wa­les og Nor­dir­land, der spil­ler om en kvart­fi­na­le­plads. Wa­les har va­e­ret dyg­tigst af de tre øv­ri­ge hold fra de bri­ti­ske øer. Ir­land, der gik vi­de­re på et sent mål mod Ita­li­en, og Nor­dir­land, som har va­e­ret spil­let ud af ba­nen i to kam­pe, har ik­ke im­po­ne­ret mig spil­le­ma­es­sigt og flyt­ter ik­ke spil­let i en ret­ning, som bør va­e­re et ek­sem­pel at føl­ge.

Hvis man skal tra­ek­ke en fa­el­les­na­ev­ner ud af den for­skel­lig­hed, de tre hold trods alt re­pra­e­sen­te­rer, er det, at den de­fen­si­ve or­ga­ni­sa­tion er i højsa­e­det. De har spil­let ek­stremt sta­er­kt kol­lek­tivt med stort lø­be­ar­bej­de, di­sci­plin og med en enorm pas­sion og de­di­ka­tion. Det en­ga­ge­ment, som fan­se­ne har lagt for da­gen, har smit­tet po­si­tivt af. Og det har gi­vet en sy­ner­gi, man før har set til slut­run­der, kan ba­e­re hold langt, selv­om de mang­ler iøj­ne­fal­den­de kva­li­tet. De lig­ger mu­lig­vis ik­ke højt på di­ver­se sta­ti­stik­ker, men fa­el­les­ska­bet, som de­res spil­lestil re­pra­e­sen­te­rer, gi­ver en per­fekt co­ck­tail.

Kig til­ba­ge på Gra­e­ken­land i 2004 og Dan­mark i 1992. Det var og­så sta­er­ke de­fen­si­ve kol­lek­ti­ver kry­dret med en­kel­te, dyg­ti­ge in­di­vi­du­a­li­ster, der kun­ne gø­re en for­skel. Det har of­te va­e­ret op­skrif­ten på suc­ces ved en slut­run­de. Jeg si­ger ik­ke, at Wa­les vin­der EM, men for­u­den Eng­land tror jeg mest på Wa­les som et af hol­de­ne fra de bri­ti­ske øer, der kan kom­me langt ved det­te EM. TRAENER I AGF

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.