’Jeg ud­for­drer mit flug­tin­stinkt’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg tror ik­ke, jeg har mødt et men­ne­ske, der ik­ke ken­der til fø­lel­sen af ik­ke at pas­se ind. Vi har al­le prø­vet det. For de fle­ste er det en kort usik­ker­hed, som hur­tigt går over. For an­dre er det en fø­lel­se, der bli­ver sid­den­de i krop­pen. Selv­om man har va­e­ret del af et fa­el­les­skab i åre­vis, er det ba­re som om, de an­dre hø­rer me­re til i grup­pen, end man selv gør. Så­dan har jeg det... Uan­set i hvil­ken sam­men­ha­eng jeg del­ta­ger, fø­ler jeg al­drig rig­tigt, at det er MIN grup­pe. Jeg fø­ler al­tid, at jeg er på be­søg. Det er ik­ke un­der­ligt, at jeg har det så­dan. Da jeg var barn, flyt­te­de vi kon­stant. Jeg skif­te­de sko­le ot­te gan­ge. Da jeg var 19 år, hav­de jeg bo­et 21 ste­der. Når jeg flyt­te­de ind et nyt sted, var jeg al­tid be­vidst om, at det var til låns. At jeg ik­ke skul­le knyt­te mig for me­get til folk, for de vil­le for­svin­de igen. Når an­dre men­ne­sker for­søg­te at knyt­te sig til mig, trak jeg mig – for at be­skyt­te dem (og mig selv) mod skuf­fel­sen, når jeg flyt­te­de. Det var synd for dem, at de of­re­de ener­gi på at la­e­re mig at ken­de el­ler be­kym­re­de sig om, hvad jeg ta­enk­te og føl­te, for det var jo spild af ven­skab. For at af­le­de op­ma­er­k­som­he­den, lod jeg al­tid sam­ta­ler­ne hand­le om dem. De op­da­ge­de sja­el­dent, at jeg fak­tisk ik­ke del­te ud af mig selv. Jeg var ik­ke be­vidst om, at jeg gjor­de så­dan. Jeg bild­te mig selv ind, at det var de an­dre, der ik­ke hav­de lyst til at ’bon­de’ med mig. Ik­ke for­di de holdt mig uden­for, jeg var al­tid vel­kom­men. De an­dre hav­de ba­re me­re til­fa­el­les, ta­enk­te jeg. Nog­le gan­ge kun­ne jeg godt bli­ve mis­un­de­lig over, hvor hjem­me de an­dre føl­te sig – i stu­di­e­grup­pen, på ar­bej­det, i mødre­grup­pen – og al­le de uen­de­ligt man­ge an- dre fa­el­les­ska­ber, jeg har va­e­ret en del af igen­nem li­vet. Fø­lel­sen af at skil­le mig ud. At va­e­re på tå­lt op­hold, har få­et mig til at mel­de af­bud til fe­ster (’De in­vi­te­rer mig jo kun af hø­flig­hed’), at und­la­de at in­vi­te­re an­dre end mi­ne al­ler­na­er­me­ste ven­ner til fød­sels­da­ge (’De vil sy­nes, jeg er søl­le, når jeg in­vi­te­rer nog­le, jeg ik­ke ken­der sa­er­ligt godt’) og at und­la­de at føl­ge op på ’vi må og­så snart ses’-kom­men­ta­rer (’Hvis de vir­ke­lig ger­ne vil­le se mig, vil­le DE nok rin­ge’). Men nu har jeg få­et ud­for­dret mi­ne flug­tin­stink­ter. Jeg har bo­et det sam­me sted i to år, og de ek­stremt sø­de na­bo­er ryk­ker ta­et­te­re på. Vi hja­el­per hin­an­den, og vi har det ski­de sjovt sam­men. Der er et nyt fa­el­les­skab, der sam­ler sig om mig. Og jeg bli­ver ut­ryg. Rast­løs skim­mer jeg bolig an­non­cer – selv­om jeg bor det mest per­fek­te sted i ver­den. Men nu må det va­e­re nok. Der­for stir­rer jeg Utryg­he­den di­rek­te i øj­ne­ne og spør­ger for før­ste gang no­gen­sin­de, hvad den egent­lig har gang i? »Jeg prø­ver ba­re at be­skyt­te dig, hvis du knyt­ter dig til no­gen, vil det gø­re ondt. Al­le for­svin­der før el­ler si­den. Jo me­re du hol­der af dem, des me­re ondt vil det gø­re,« si­ger den pa­nisk. Jeg va­erds­a­et­ter dens om­tan­ke, men be­ro­li­ger den. »Jeg er vok­sen nu. Jeg be­stem­mer selv, om jeg vil bli­ve i et fa­el­les­skab.« »Men du er jo un­der­lig,« frem­tu­rer den. »Du pas­ser ik­ke ind...« Men ka­e­re Utryg­hed. Jeg har gen­nem­sku­et dig... Den ene­ste, der ta­en­ker så­dan, er jo dig. Det er sandt. Det er MIG, der har be­stemt, at jeg ik­ke pas­se­de ind i fa­el­les­ska­ber­ne. Det er MIG, der ik­ke gjor­de mig uma­ge med at fast­hol­de kon­tak­ten el­ler si­ge ja tak til in­vi­ta­tio­ner­ne. Det var min angst for at mi­ste, der gjor­de, at jeg ik­ke tur­de luk­ke an­dre men­ne­sker ind. Men det er slut nu. I tors­dags holdt vi sank­t­hans på vej­en. Jeg kig­ge­de rundt på mi­ne na­bo­er og kun­ne ma­er­ke en ro bre­de sig i krop­pen. For jeg hø­rer til her. Så­dan er det med fa­el­les­ska­ber. Hvis du vil hø­re til, må du del­ta­ge. An­dre kan ik­ke gø­re det for dig, mens du ser til ude­fra. Da jeg var barn, flyt­te­de vi kon­stant. Jeg skif­te­de sko­le ot­te gan­ge. Da jeg var 19 år, hav­de jeg bo­et 21 ste­der. Når jeg flyt­te­de ind et nyt sted, var jeg al­tid be­vidst om, at det var til låns. At jeg ik­ke skul­le knyt­te mig for me­get til folk, for de vil­le for­svin­de igen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.