Men blev red­det af im­mun­te­ra­pi

BT - - NYHEDER -

mel. Jeg var på in­gen må­de klar til at for­la­de dem, og tan­ken om, at de skul­le vok­se op uden de­res mor, var helt uba­er­lig. Jeg kun­ne slet ik­ke hol­de det ud,« si­ger 41-åri­ge Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen i dag – tre år ef­ter, at hun fik di­ag­no­sen.

»Jeg var bå­de vir­ke­lig ban­ge og ulyk­ke­lig. Men midt i ka­os­set lyk­ke­des det mig at sam­le tan­ker­ne. ’Du bli­ver nødt til at kla­re det her, Dor­te’, sag­de jeg til mig selv. ’Du bli­ver nødt til at kla­re det for bør­ne­nes skyld’.« Syg­dom kom bag på la­e­ger Trods la­e­ger­nes dy­stre dom be­slut­te­de Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen sig for at bli­ve rask. Der­for var hun ik­ke i tvivl, da hen­des la­e­ge fo­re­slog hen­de at prø­ve im­mun­te­ra­pi. En for­holds­vis ny be­hand­ling, der styr­ker im­mun­for­sva­ret, så det bed­re kan ned­ka­em­pe kra­eft­cel­ler­ne.

Im­mun­te­ra­pi hav­de i lø­bet af de se­ne­ste år vist sig at kun­ne hel­bre­de pa­tien­ter, der blev be­trag­tet som uhel­bre­de­ligt sy­ge. La­e­gen for­tal­te, at be­hand­lin­gen var et af ti­dens vig­tig­ste vå­ben i kam­pen mod kra­eft.

»Jeg hav­de al­drig hørt om im­mun­te­ra­pi, men sag­de ja med det sam­me. Jeg var li­geg­lad med, hvad la­e­ger­ne gjor­de. De skul­le ba­re sør­ge for, at jeg blev rask,« si­ger hun.

At Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen var al­vor­ligt syg, kom bag på bå­de hen­de og la­e­ger­ne. Få må­ne­der in­den hun fik di­ag­no­sen, hav­de hun få­et fjer­net et for­sta­die til mo­der­ma­er­ke­kra­eft, men hun hav­de in­gen symp­to­mer på syg­dom og fik at vi­de, at der ik­ke var grund til be­kym­ring. Holdt dø­den på af­stand Et par uger se­ne­re faldt hun dog plud­se­lig om i sit hjem. Hun blev ha­stigt ind­lagt på ho­spi­ta­let, og ef­ter ad­skil­li­ge un­der­sø­gel­ser fandt la­e­ger­ne ud af, at hun hav­de kra­eft.

»I star­ten hav­de jeg sva­ert ved at tro på det, for jeg føl­te mig jo slet ik­ke syg. På en el­ler an­den må­de prø­ve­de jeg at skub­be det va­ek og la­de som om, det ik­ke var rig­tigt, men når jeg tal­te med la­e­ger­ne, var jeg ik­ke i tvivl om, at det var al­vor­ligt,« si­ger hun.

Syg­dom­men hav­de spredt sig så me­get, at ke­mo­te­ra­pi ik­ke var en løs­ning. Der­for for­søg­te la­e­ger­ne med im­mun­te­ra­pi.

De ane­de ik­ke, om det vil­le hja­el­pe Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen, men det var de­res ene­ste håb.

Hver tred­je uge skul­le Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen mø­de op på Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal. Her fik hun en ind­sprøjt­ning med an­ti­stof­fer, der skul­le sti­mu­le­re hen­des im­mun­for­svar, så det må­ske vil­le bli­ve i stand til at ned­ka­em­pe kra­eft­cel­ler­ne.

Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sens mand gen­nem syv år, Klaus Ga­de Fre­de­rik­sen, var med til hver ene­ste be­hand­ling. Bør­ne­ne var al­drig med. De vid­ste, at de­res mor var syg, men det var sja­el­dent no­get, de tal­te om.

»Vi for­søg­te at ska­be et frirum der­hjem­me. Syg­dom­men fyld­te så me­get i mit liv, men når jeg var sam­men med mi­ne børn, for­søg­te jeg at la­eg­ge det fra mig. Dø­den skul­le ik­ke hjem i stu­en,« si­ger hun. Ud­mat­ten­de be­hand­ling Be­hand­lin­gen med im­mun­te­ra­pi dra­e­ne­de Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen for ener­gi. Det sam­me gjor­de den kon­stan­te frygt. Men hun blev ved med at ka­em­pe.

»Hver gang jeg var ved at gi­ve op, fo­ku­se­re­de jeg på mi­ne børn og min mand. Jeg blev nødt til at bli­ve rask – for de­res skyld,« si­ger hun.

Selv­om be­hand­lin­gen med im­mun­te­ra­pi var ud­mat­ten­de, var den dog det he­le va­erd. Lidt ef­ter lidt be­gynd­te Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sens krop at ned­ka­em­pe kra­eft­cel­ler­ne. Hver scan­ning vi­ste frem­gang, og i takt med at tu­moren blev min­dre, blev hå­bet stør­re. En uvir­ke­lig be­sked I tre år var hver­da­gen fyldt med tvivl, ut­ryg­hed og spørgs­mål, som in­gen kend­te sva­ret på. Be­hand­lin­ger, scan­nin­ger og la­e­ge­sam­ta­ler fort­sat­te i hvad, der vir­ke­de som en evig­hed.

Men i be­gyn­del­sen af 2016 – godt tre år ef­ter at Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sens ver­den var ble­vet vendt på ho­ve­d­et – fik hun en be­sked, der igen sat­te al­ting i stå. Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sens la­e­ge sad over for hen­de. Imel­lem dem lå scan­nings­bil­le­der af hen­des hjer­ne. Hun hav­de set på den slags bil­le­der utal­li­ge gan­ge før, men Jeg hav­de al­drig hørt om im­mun­te­ra­pi, men sag­de ja med det sam­me. Jeg var li­geg­lad med, hvad la­e­ger­ne gjor­de. De skul­le ba­re sør­ge for, at jeg blev rask den­ne gang var det an­der­le­des. Den­ne gang smi­le­de hen­des la­e­ge.

Kra­eft­cel­ler­ne var va­ek. Tu­moren i Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sens hjer­ne var for­s­vun­det, og til­ba­ge var kun et hul dér, hvor svul­sten hav­de sid­det.

»Det var en fan­ta­stisk be­sked,« si­ger Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen.

»Det var helt uvir­ke­ligt. Jeg blev ube­skri­ve­ligt glad, og jeg rin­ge­de straks til min fa­mi­lie og mi­ne børn. Den dag blev der fjer­net en stor be­kym­ring fra vo­res skul­dre.«

I dag har Dor­te Ga­de Fre­de­rik­sen va­e­ret kraeftfri i et par må­ne­der. Al­li­ge­vel fort­sa­et­ter hun im­mun­te­ra­pi­be­hand­lin­gen, for hun er end­nu ik­ke er­kla­e­ret rask. Der er sta­dig ri­si­ko for til­bage­fald, og som ud­gangs­punkt skal be­hand­lin­gen fort­sa­et­te de na­e­ste fem år.

Dor­te er dog op­ti­mi­stisk og tror på det bed­ste for frem­ti­den. Men hun kan ik­ke kom­me udenom, at kra­eft­syg­dom­men har aen­dret hen­des liv for al­tid.

»Jeg har få­et øj­ne­ne op for, hvad der vir­ke­lig be­ty­der no­get – og det er min fa­mi­lie. Så i dag ar­bej­der jeg min­dre end tid­li­ge­re og bru­ger i ste­det me­re tid sam­men med min mand og mi­ne børn. Det ga­el­der om at få det bed­ste ud af li­vet, mens man er her,« si­ger hun.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.