’Dag­bo­gen fra Gu­an­ta­na mo’

BT - - SUMMER -

Det ame­ri­kan­ske hold ta­ger over … An­komst til Ba­gram …

Fra Ba­gram til GTMO … GTMO, det nye hjem …

Én dag i Pa­ra­dis, den na­e­ste i Hel­ve­de ___________, __ juli 2002, klok­ken 22

Mu­sik­ken var ble­vet sluk­ket. Vag­ter­nes sam­ta­ler for­to­ne­de sig. Last­bi­len tøm­tes. Jeg føl­te mig ale­ne i lig­vog­nen. Ven­te­ti­den blev ik­ke lang. Snart for­nem­me­de jeg, at der var nog­le nye folk til ste­de, et tavst hold. Jeg min­des ik­ke, at der blev yt­ret et ene­ste ord un­der den ef­ter­føl­gen­de over­dra­gel­se.

En per­son var i fa­erd med at fjer­ne la­en­ker­ne om mi­ne hånd­led.

Han fri­gjor­de den ene hånd, og en an­den fyr greb den hånd og bø­je­de den, mens en tred­je gav mig nog­le nye la­en­ker på, stram­me­re og tun­ge­re. Nu var mi­ne ha­en­der la­en­ket for­an mig.

En el­ler an­den be­gynd­te at flå tø­jet af mig ved hja­elp af en saks el­ler no­get i den stil. Hvad fan­den fo­re­går der? ta­enk­te jeg. Jeg be­gynd­te at bli­ve uro­lig for den­ne tur, som jeg hver­ken hav­de øn­sket el­ler ta­get ini­ti­a­tiv til. Al­ting blev be­slut­tet for mig af an­dre men­ne­sker; jeg hav­de al­le mu­li­ge ting at be­kym­re mig om, men at tra­ef­fe be­slut­nin­ger var ik­ke en af dem. Man­ge for­skel­li­ge tan­ker strøg gen­nem ho­ve­d­et på mig. De mest op­ti­mi­sti­ske lød sådan her: Du er må­ske nok hav­net i ame­ri­ka­ner­nes va­re­ta­egt, men ba­re ro­lig, de øn­sker ik­ke an­det end at få dig hjem igen, og at gø­re det i al hem­me­lig­hed. De pe­s­si­mi­sti­ske lød sådan her: Du har dum­met dig! Ame­ri­ka­ner­ne har få­et ha­eg­tet et el­ler an­det lort på dig, og nu ta­ger de dig med til et ame­ri­kansk fa­engsel, hvor du skal sid­de re­sten af li­vet.

Jeg blev kla­edt af, til jeg var nø­gen. Det var yd­my­gen­de, men bin­det for mi­ne øj­ne skå­ne­de mig i det mind­ste for det va­em­me­li­ge syn af min nøg­ne krop. Den ene­ste bøn, jeg kun­ne kom­me i tan­ke om un­der he­le for­lø­bet, var kri­sebøn­nen, Ya hayyu! Ya kayyum!¸ så den mum­le­de jeg kon­stant for mig selv. Hver gang jeg hav­ne­de i den slags si­tu­a­tio­ner, glem­te jeg al­le mi­ne bøn­ner på na­er kri­sebøn­nen, som jeg hav­de la­ert i bø­ger om pro­fe­tens liv og lev­ned, fred va­e­re med ham.

Jeg blev kla­edt af, til jeg var nø­gen. Det var yd­my­gen­de, men bin­det for mi­ne øj­ne skå­ne­de mig i det mind­ste for det va­em­me­li­ge syn af min nøg­ne krop

En per­son fra hol­det vik­le­de en ble om mi­ne køns­de­le. Først da var jeg sten­sik­ker på, at fly­et var på vej til USA. Nu be­gynd­te jeg at over­be­vi­se mig selv om, at det he­le nok skul­le gå. Det ene­ste, jeg fryg­te­de, var, at min fa­mi­lie skul­le se mig på tv i så ned­va­er­di­gen­de en si­tu­a­tion. Jeg var så tynd. Jeg har al­tid va­e­ret tynd, men al­drig så tynd: Mit ci­vi­le tøj var be­gyndt at sid­de så løst på mig, at jeg lig­ne­de en lil­le kat i en stor po­se.

Da de hav­de ik­la­edt mig det tøj, de hav­de skra­ed­der­sy­et til mig, fjer­ne­de en el­ler an­den fyr kortva­rigt bin­det for mi­ne øj­ne. Jeg kun­ne ik­ke se så me­get, for han ret­te­de en lom­me­lyg­te ind i øj­ne­ne på mig. Han var kla­edt i en sort uni­form fra top til tå. Han åb­ne­de sin mund og stak tun­gen ud og gjor­de der­ef­ter tegn til mig om at gø­re det sam­me – en slags ’ahh-test’, som jeg tog uden at gø­re mod­stand. Jeg så lidt af hans me­get ble­ge arm med dens blon­de hår, hvil­ket ce­men­te­re­de min te­o­ri om, at jeg var i Un­c­le Sams ha­en­der.

Bin­det for mi­ne øj­ne blev skub­bet ned. Un­der he­le pro­ces­sen kun­ne jeg hø­re lar­men­de fly­mo­to­rer; jeg fø­ler mig ret sik­ker på, at der var fly, der let­te­de og lan­de­de om­kring os. Jeg kun­ne ma­er­ke, at mit ’spe­ci­al­fly’ na­er­me­de sig, el­ler at last­bi­len na­er­me­de sig fly­et, jeg hu­sker det ik­ke la­en­ge­re. Men jeg hu­sker, at der ik­ke var no­get mel­lem­rum mel­lem last­bi­len og fly­trap­pen, da es­kor­te­vag­ter­ne greb fat i mig og trak mig ud af last­bi­len. Jeg var så ud­mat­tet, syg og tra­et, at jeg ik­ke kun­ne gå, så vag­ter­ne var nødt til at sla­e­be mig op ad trap­per­ne som et lig.

In­de i fly­et var der me­get koldt. Jeg blev lagt ned på en so­fa, og vag­ter­ne la­en­ke­de mig fast, sand­syn­lig­vis til gul­vet. Jeg ma­er­ke­de et ta­ep­pe bli­ve lagt hen over mig; selv om det var me­get tyndt, gav det mig lidt trøst.

Jeg slap­pe­de af og over­gav mig til mi­ne drøm­me. Jeg ta­enk­te på for­skel­li­ge af mi­ne fa­mi­lie­med­lem­mer, som jeg al­drig vil­le få at se igen. Hvor vil­le de bli­ve ke­de af det! Jeg gra­ed lyd­løst og uden tå­rer; af en el­ler an­den grund hav­de jeg op­brugt al­le mi­ne tå­rer i star­ten af eks­pe­di­tio­nen, der hav­de va­e­ret som en over­gang mel­lem li­vet og dø­den. Gid jeg hav­de op­ført mig bed­re over for folk, ta­enk­te jeg. Gid jeg hav­de op­ført mig bed­re over for min fa­mi­lie. Jeg fortrød hver ene­ste fejl­ta­gel­se, jeg hav­de be­gå­et i mit liv, over for Gud, over for min fa­mi­lie, over for al­le!

Jeg ta­enk­te på li­vet i et ame­ri­kansk fa­engsel. Jeg ta­enk­te på de do­ku­men­tar­film, jeg hav­de set om de­res fa­engs­ler, og på den hår­de be­hand­ling de gav de­res fan­ger. Jeg tog mig selv i at øn­ske, at jeg var blind el­ler hav­de et el­ler an­det han­di­cap, så de vil­le gi­ve mig en ene­cel­le el­ler i et el­ler an­det om­fang be­hand­le mig hu­mant og be­skyt­te mig. Hvor­dan bli­ver den før­ste hø­ring hos dom­me­ren? ta­enk­te jeg. Har jeg en chan­ce for at få en for­svar­lig ret­ter­gang i et land, der er så fuldt af had mod mus­li­mer? Er jeg mon i vir­ke­lig­he­den al­le­re­de dømt, før jeg over­ho­ve­det har få­et mu­lig­hed for at for­sva­re mig selv? Jeg druk­ne­de i dis­se smer­te­ful­de drøm­me un­der var­men fra ta­ep­pet. Fra tid til an­den ma­er­ke­de jeg tis­se­tran­gen stik­ke. Ble­en fun­ge-

re­de ik­ke for mig: Jeg kun­ne ik­ke over­ta­le min hjer­ne til at gi­ve min bla­e­re grønt lys. Jo me­re jeg prø­ve­de, des me­re urok­ke­lig blev min hjer­ne. Vag­ten ved si­den af mig blev ved med at fyl­de ha­et­ten fra en vand­fla­ske op med vand og ha­el­de det i mun­den på mig, hvil­ket for­va­er­re­de min si­tu­a­tion. Der var in­gen vej udenom, jeg måt­te slu­ge det el­ler kløjs i det. Jeg hav­de ondt i he­le krop­pen af at lig­ge på den ene si­de, men al­le mi­ne for­søg på at aen­dre po­si­tion blev for­pur­ret af en sta­erk hånd, som blev ved med at skub­be mig til­ba­ge i den sam­me po­si­tion.

Jeg kun­ne se, at fly­et var stort, hvil­ket jeg først tog som et tegn på, at tu­ren gik di­rek­te til USA. Men ef­ter godt fem ti­mer be­gynd­te fly­et at mi­ste høj­de, og kort ef­ter ram­te det blidt lan­dings­ba­nen. Jeg vid­ste, at USA lå lidt la­en­ge­re va­ek end det. Hvor var vi? I Ram­ste­in, Tyskland? Ja! Det måt­te va­e­re Ram­ste­in: I Ram­ste­in lig­ger der en ame­ri­kansk mi­li­ta­er luft­havn til fly, der er på gen­nem­rej­se fra Mel­le­mø­sten; så vi stop­pe­de sik­kert her for at tan­ke bra­end­stof. Men så snart fly­et lan­de­de, be­gynd­te vag­ter­ne at skif­te mi­ne me­tal­la­en­ker ud med pla­sti­c­strips, der skar mig pi­ne­fuldt i an­k­ler­ne un­der den kor­te gå­tur hen til en ven­ten­de he­li­kop­ter. Mens jeg blev truk­ket ud af fly­et, gav en af vag­ter­ne mig et klap på skul­de­ren som for at si­ge »det skal nok gå«. Trods mi­ne smer­ter gav den­ne lil­le ge­stus mig et håb om, at der trods alt var nog­le hu­ma­ne folk om­kring mig.

Da so­len ram­te mig, meld­te spørgs­må­let sig igen: Hvor er jeg hen­ne? Jo, det er Tyskland. Det var juli, hvor so­len står tid­ligt op. Men hvor­for Tyskland? Jeg hav­de ik­ke be­gå­et no­gen for­bry­del­ser i Tyskland! Hvad fan­den var de ude på? På den an­den si­de var det juri­di­ske sy­stem i Tyskland me­get bed­re for mig; jeg ken­der pro­ce­du­rer­ne og ta­ler spro­get. Der­u­d­over er det ty­ske sy­stem og­så no­gen­lun­de trans­pa­rent, og de fa­el­der ik­ke dom­me på to-tre hund­re­de år. Jeg hav­de ik­ke den sto­re grund til be­kym­ring: Jeg vil bli­ve stil­let over for en tysk dom­mer, som vil for­kla­re mig, hvad re­ge­rin­gen har på mig, og så vil jeg bli­ve pla­ce­ret i et mid­ler­ti­digt fa­engsel, ind­til min sag bli­ver af­gjort. Jeg vil ik­ke bli­ve tor­tu­re­ret, og jeg vil ik­ke be­hø­ve at se på en el­ler an­den for­hørs­le­ders on­de an­sigt.

Ef­ter godt ti mi­nut­ter lan­de­de he­li­kop­te­ren igen, og jeg blev ført om bord på en last­bil med en vagt på hver si­de. Chauf­før­en og hans si­de­mand tal­te sam­men på et sprog, jeg al­drig hav­de hørt før. Hvad po­k­ker er det for et sprog, de ta­ler? ta­enk­te jeg. Fi­lip­pinsk må­ske?

Grun­den til, at jeg kom til at ta­en­ke på Fi­lip­pi­ner­ne, var, at jeg vid­ste, at USA hav­de en stor mi­li­ta­er til­ste­de va­e­rel­se der. Ja, klart, de må va­e­re fi­lip­pi­ne­re: Det er dem, der har kon­spi­re­ret med USA om at la­ve num­re med mig. Hvil­ke spørgs­mål vil­le de­res dom­mer mon stil­le mig? På det her tids­punkt var jeg dog mest ba­re in­ter­es­se­ret i at nå frem til be­stem­mel­ses­ste­det og få lov til at tis­se. Der­ef­ter kun­ne de gø­re, hvad de vil­le. Lad mig nu ba­re nå frem! ta­enk­te jeg. Der­ef­ter må I ger­ne slå mig ihjel!

Jeg gra­ed lyd­løst og uden tå­rer; af en el­ler an­den grund hav­de jeg op­brugt al­le mi­ne tå­rer i star­ten af eks­pe­di­tio­nen, der hav­de va­e­ret som en over­gang mel­lem li­vet og dø­den. Gid jeg hav­de op­ført mig bed­re over for folk, ta­enk­te jeg. Gid jeg hav­de op­ført mig bed­re over for min fa­mi­lie. Jeg fortrød hver ene­ste fejl­ta­gel­se, jeg hav­de be­gå­et i mit liv, over for Gud, over for min fa­mi­lie, over for al­le!

ARKIVFOTO: REUTERS/U.S. DEPARTMENT OF DEFENSE OG REUTERS/MICHELLE SHEPHARD

Fan­ger i Or­an­ge drag­ter fo­to­gra­fe­ret i Gu­an­ta­na­mo­fa­engs­let i 2002, sam­me år som Mo­ha­medou Ould Sla­hi an­kom­mer. Sla­his bog er nu over­sat til dansk. Han er sta­dig til­ba­ge­holdt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.