180 GRA­DER

Carl Chri­sti­an Ran­dow vok­se­de op med tje­ne­ste­folk og dyr rød­vin, men end­te blandt dran­ker­ne på ba­en­ken. Han var ved at drik­ke sig ihjel, før han fik vendt sit liv

BT - - INDHOLD - Dort­he Brø­ker Kristensen | btwe­e­kend@bt.dk Fo­to Ida Guld­ba­ek Arent­sen

Carl Chri­sti­an vandt over al­ko­ho­len

Druk­tu­re af en uges va­rig­hed var ik­ke us­a­ed­van­ligt, da Carl Chri­sti­an Ran­dows al­ko­hol­mis­brug var på sit hø­je­ste. Han fa­er­de­des hjem­me­vant på Vester­bros bru­ne va­erts­hu­se – men han kun­ne li­ge så vel fin­de på at kø­be en kas­se øl og slå sig ned sam­men med sut­ter­ne på ba­en­ken. På pa­pi­ret hav­de han al­le mu­lig­he­der for det mod­sat­te.

48-åri­ge Carl Chri­sti­an Ran­dow vok­se­de op i Gen­tof­te i en vil­la på 1.200 kva­drat­me­ter med tje­ne­ste­folk og mas­ser af fest og far­ver på god­ser og slot­te. Men da fora­el­dre­ne blev skilt, kom den den­gang 7-åri­ge Carl Chri­sti­an til at bo med sin mor og tre sø­stre, og det var ik­ke nemt.

»Vi var en stor bør­ne­flok, som tid­ligt op­le­ve­de, at fa­mi­li­en gik i op­løs­ning, og si­den blev hver­da­gen en kamp om knap­pe res­sour­cer, ik­ke så me­get ma­te­ri­elt, men i for­hold til op­ma­er­k­som­hed. Jeg for­g­u­de­de min far, men så ham al­drig, for­di han hav­de travlt,« si­ger Carl Chri­sti­an Ran­dow.

Han var en føl­som dreng, som føl­te sig util­pas­set og over­set og hav­de sva­ert ved at hånd­te­re den mang­len­de na­er­hed og det snob­be­ri, der ken­de­teg­ne­de li­vet i over­klas­se­mil­jø­et.

Al­le­re­de som 13-årig hang han ud med de for­ker­te og var i gang med hash, druk og pi­ger.

»Ma­eng­den af pro­ble­mer ho­be­de sig op, og jeg blev sendt på Her­lufsholm Kostsko­le i seks år. Her­lufsholm var en god løs­ning, når det ik­ke kun­ne va­e­re an­der­le­des. Det op­ti­ma­le hav­de selv­føl­ge­lig va­e­ret, at jeg var ble­vet rum­met, set og holdt af, som den jeg var, men som si­tu­a­tio­nen var, var det fak­tisk det bed­ste, der kun­ne ske for mig. Hver­da­gen var tryg og for­ud­si­ge­lig, og vi ele­ver blev hin­an­dens bed­ste ven­ner.«

Klau­stro­fo­bi af for­vent­nin­ger

Carl Chri­sti­an Ran­dow ho­no­re­re­de til ful­de sko­lens krav, fik hø­je ka­rak­te­rer og til­li­ge det be­tro­e­de hverv som pra­e­fekt. Men i rej­sewe­e­ken­der­ne hver an­den uge stemp­le­de Carl Chri­sti­an ud og gav los for en helt an­den si­de af sig selv.

»Jeg bla­e­ste den ud på al­le cy­lin­dre og drak igen­nem. Det kan godt va­e­re, det fo­re­gik på et gods i smoking med cog­nac i glas­set og en ci­gar i hån­den, men i bund og grund hand­le­de det om at bli­ve fuld i en fart. Jeg brug­te al­ko­hol­ru­sen til at af­re­a­ge­re. Jeg NØD vir­ke­lig ru­sen. Når jeg drak, føl­te jeg mig så me­get lyk­ke­li­ge­re og glad. Det blev en form for selv­me­di­ci­ne­ring, som jeg kom til at be­nyt­te mig af de na­e­ste man­ge år,« si­ger Carl Chri­sti­an Ran­dow, der, når han blev fuld, kun­ne slip­pe den klau­stro­fo­bi­ske fø­lel­se, han fik ved tan­ken om de man­ge for­vent­nin­ger og den or­den, der om­gav ham.

Ef­ter gym­na­si­et be­gynd­te han at la­e­se sprog og øko­no­mi på han­dels­højsko­len i Kø­ben­havn – ik­ke for­di han bra­end­te for det, men for at til­freds­stil­le sin far.

»Da jeg ef­ter et år sag­de til min far, at det ik­ke gik, var hans svar: ’Er du en quit­ter, min søn?’. Så jeg tog et halvt år me­re. Jeg føl­te, at jeg luk­ke­de me­re og me­re ned for en vig­tig si­de af mig selv. En me­re føl­som og hu­ma­ni­stisk si­de, som ik­ke rig­tigt blev ho­no­re­ret. Han­dels­højsko­len var en blind­g­y­de for mig.«

Han be­gynd­te på fi­lo­so­fistu­di­et. Drop­pe­de ud igen og be­gynd­te at la­e­se psy­ko­lo­gi. Sam­ti­dig tog hans al­ko­hol­mis­brug til, og han brug­te ru­sen til at fin­de ind til en me­re be­ha­ge­lig in­dre til­stand, men det var ik­ke uden kon­se­kven­ser.

»Jeg drak så in­tenst, at jeg fik bla­ck­outs. Jeg op­le­ve­de gen­tag­ne gan­ge ik­ke at ha­ve no­gen erin­dring om, hvad der var fo­re­gå­et, og blev sva­ge­re og sva­ge­re. Mit for­brug var ef­ter­hån­den så mas­sivt, at det ik­ke kun­ne ret­fa­er­dig­gø­res med en ’sjov af­ten’, el­ler at jeg drak ’for at fal­de ned’.«

Han var så langt ude, at det ik­ke la­en­ge­re var ham selv, men al­ko­ho­len, der styrede hans liv. Beru­sel­sen trak me­re og me­re i ham, og han mi­ste­de kon­trol­len og be­skri­ver sig selv som sta­tist i sit eget liv, når han igen og igen over­gav sig til al­ko­holtå­ger­ne.

»Kon­se­kven­sen var, at an­svar­lig­hed og hen­syn til an-

20

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.