’Jeg for­try­der ik­ke, at jeg har le­vet et lorte­liv’

Han er kendt fra ’Livvag­ter­ne’. Og for at snif­fe ko­kain. I dag er Sø­ren Vej­by stof­fri og har ta­get en ny ud­dan­nel­se. Hvor­dan sam­ler man stum­per­ne af et liv og be­gyn­der for­fra? Selv har han la­est alt for man­ge selv­hja­elps­bø­ger, der ba­re gør tin­ge­ne sva­e­rer

BT - - INTERVIEW - Char­lot­te Kongs­gaard Ni­el­sen | cnie@bt.dk Fo­to: Bax Lind­hardt

Han sad på en lil­le al­tan i Kø­ben­havns Nord­vest-kvar­ter. I mund­vi­gen hang en jo­int og i hån­den en øl. På bor­det var tre ba­ner med hvidt pul­ver li­net op. Det var her, på en iskold ja­nu­ar­af­ten i 2010 i et gråt be­ton­byg­ge­ri, han plud­se­lig så sig selv udefra: En yn­ke­lig mand i slut­nin­gen af tre­di­ver­ne, der var i gang med at smi­de he­le sit liv ud over al­tankan­ten.

Et par må­ne­der for­in­den hav­de han få­et val­get mel­lem en varm lej­lig­hed på Øster­bro med sin hu­stru og lil­le dat­ter el­ler en etva­e­rel­ses i Kø­ben­havns hår­de­ste kvar­ter med ko­kain, hash og al­ko­hol. Sku­e­spil­ler Sø­ren Vej­by valg­te det sid­ste. Den ja­nu­ar­af­ten i to­tal en­som­hed på al­ta­nen indså han, at det var for­kert. Han vil­le va­e­re far. En de­di­ke­ret fa­mi­lie­far.

Men det var først her, pro­ble­mer­ne for al­vor be­gynd­te.

42-åri­ge Sø­ren Vej­by har i me­re end 10 år va­e­ret af­ha­en­gig af det mest va­nedan­nen­de stof i ver­den. På na­tio­nalt tv tog han i 2013 kam­pen op mod det hvi­de og sta­er­kt eu­fori­se­ren­de stof ko­kain i do­ku­men­tar­se­ri­en ’Ko­kai­nens pris’ ved blandt an­det at føl­ge i et blo­digt og ky­nisk spor til Sy­da­me­ri­ka for al­drig me­re at bli­ve fri­stet til at snup­pe en ba­ne igen.

’Hvor­dan har du aen­dret dit liv?’ ’Min mand ta­ger stof­fer, hvor­dan får jeg ham til at stop­pe?’ ’Hvor­for øde­la­eg­ger jeg al­tid det he­le for mig selv?’ ’Hvor­dan aen­drer jeg mit liv?’

Det er sto­re spørgs­mål. Og umid­del­bart uden no­gen let­te svar. Fa­el­les for spørgs­må­le­ne er, at de al­le hav­ne­de i Sø­ren Vej­bys ind­bak­ke, ef­ter ’Ko­kai­nens pris’ blev vist på tv. Han kend­te ik­ke per­so­ner­ne, der skrev. Al­li­ge­vel vil­le han ger­ne sva­re dem al­le sam­men. Så det prø­ve­de han. Men hvad var det, han skul­le skri­ve?

Det lyk­ke­des ham selv at stop­pe. Men der fo­re­gik en helt an­den kamp in­den i sku­e­spil­le­ren, der fik sit gen­nem­brud i dra­ma­se­ri­en ’Livvag­ter­ne’ fra 2009. For ét er at kom­me ud af et stof­mis­brug. No­get an­det er at få sam­let styk­ker­ne af det liv, der en­gang var, og byg­ge en me­nings­fuld til­va­e­rel­se op.

Hvad er det, der gør, at han i dag i et ly­se­gråt jak­kesa­et og med nyk­lip­pet hår kan sid­de og drik­ke kaf­fe på en café på Fre­de­riks­berg uden at ha­ve stå­et ude på toilet­tet og snif­fet ko­kain kort for­in­den? Hvor­dan er det lyk­ke­des ham at gen­nem­fø­re en ny ud­dan­nel­se som jour­na­list, bli­ve yo­gain­struk­tør og ik­ke mindst for­må at bli­ve det, han al­ler­helst vil­le va­e­re: en god far for si­ne nu to børn?

For­an ham på café­bor­det lig­ger bo­gen ’Den san­de sejr’, der er no­get så sja­el­dent som en selv­hja­elps­bog skre­vet af en dansk mand. Ham selv.

»Sel­v­ud­vik­ling kan tit bli­ve en enorm sel­vind­vik­ling. Man kan kom­me til at fa­re vild i pro­ces­sen. Jeg vil­le ger­ne la­ve no­get kon­kret, som man kun­ne bru­ge uden at skul­le rej­se op og bo i en hu­le i Hi­ma­laya,« si­ger Sø­ren Vej­by om bo­gen, der ud­kom i maj.

Bo­gen in­de­hol­der form­len på, hvor­dan Sø­ren Vej­by er gå­et fra at va­e­re en fal­le­ret mis­bru­ger til en vel­fun­ge­ren­de far og kar­ri­e­re­mand. Det er en hy­brid mel­lem en ro­man og en sel­v­ud­vik­lings­bog og byg­ger på et sy­stem, som han selv har skabt. Et sy­stem, som iføl­ge ham selv kan ’ska­be va­rig for­an­dring’. Som med an­dre ord kan hja­el­pe dig af med dår­li­ge va­ner og sør­ge for, at du ik­ke fal­der i igen. Li­ge me­get om det er ko­kain el­ler slik, du er af­ha­en­gig af.

Sø­ren Vej­bys sy­stem hed­der C.O.R.E. Kort for­talt in­de­hol­der det fi­re trin: Man skal tra­ef­fe et valg, ta­ge an­svar for sit liv, fin­de en er­stat­ning for sin af­ha­en­gig­hed og va­e­re i evig ud­vik­ling. El­ler de ord­ret­te en­gel­ske be­teg­nel­ser: com­mit­ment, ow­ners­hip, re­pla­ce­ment og evo­lu­tion. Det ven­der vi til­ba­ge til om lidt.

»Jeg har va­e­ret af­ha­en­gig af det mest va­nedan­nen­de stof i ver­den. Det er jeg ik­ke me­re. Hvis jeg kan slip­pe det al­ler­va­er­ste stof i he­le ver­den, vil jeg ger­ne ha­ve, at la­e­se­ren ta­en­ker, ’det kan jeg og­så’. Li­ge me­get hvad den dår­li­ge va­ne er,« si­ger han.

Var i et dybt hul

Sø­ren Vej­by har få­et te­ra­pi. Me­get te­ra­pi. Han har la­est utal­li­ge selv­hja­elp­sog co­a­chin­g­bø­ger, og han har søgt svar i den spi­ri­tu­el­le ver­den. Men igen og igen har han stødt ho­ve­d­et ind i den sam­me ud­for­dring.

»Jeg sy­nes, at det of­te hand­ler om, at man skal for­sa­ge he­le ens nor­ma­le liv. Fa­mi­lie, kar­ri­e­re, alt hvad vi har, skal vi ka­ste bort og hel­li­ge os no­get an­det fuld­sta­en­digt, så vi kan op­nå en form for op­lys­ning. Men hvad gør man, når man vil ha­ve stør­re kva­li­tet i sit liv, op­nå si­ne mål og ud­vik­le sig, men sta­dig ger­ne be­va­re sit fa­mi­li­e­liv? Når man sta­dig har et ar­bej­de og et lån, man skal be­ta­le af på. Jeg vil­le ger­ne gi­ve folk no­get, som man kan bru­ge li­ge med det sam­me og he­le ti­den,« si­ger han.

Da be­ske­der­ne med de sto­re spørgs­mål og de be­den­de råb om hja­elp be­gynd­te at tik­ke ind i hans ind­bak­ke, skul­le Sø­ren Vej­by ta­en­ke sig om. For hvil­ke af al­le de frag­men­te­re­de red­ska­ber var det, han hav­de brugt, og hvad var det helt pra­e­cis, der hav­de gjort, at han hav­de aen­dret sit liv til det po­si­ti­ve? At han ik­ke var fal­det ned i balj­en med ko­kain igen?

Han måt­te til­ba­ge på al­ta­nen i Kø­ben­havns Nord­vest-kvar­ter for at fin­de sva­ret.

»Helt kon­kret var jeg ne­de i et dybt, mørkt hul, da jeg be­fandt mig ude i

den lej­lig­hed. Jeg hav­de sva­ert ved at slip­pe af med mit ko­kain­mis­brug. Det gik op for mig, at det var for­di, jeg fo­ku­se­re­de enormt me­get på, at jeg skul­le stop­pe med no­get. Jeg fo­ku­se­re­de på de dår­li­ge va­ner, jeg ger­ne vil­le slip­pe af med. Det var først, da jeg be­gynd­te at fo­ku­se­re på, hvad jeg ger­ne vil­le, at jeg kun­ne aen­dre mit liv,« si­ger han.

He­le år­sa­gen til, at Sø­ren Vej­by sad ude i den lej­lig­hed, var ko­kain. El­ler den om­sta­en­dig­hed, at hans ko­ne Tri­ne, der er mor til hans lil­le dat­ter, hav­de op­da­get, at han tog ko­kain. Re­gel­ma­es­sigt. Først blev hun vred. Så blev hun nøg­tern. Da hun bad ham tra­ef­fe val­get mel­lem ko­kain og fa­mi­li­en, gjor­de han det, han al­tid hav­de gjort. Han tog flug­ten. Ud til en etva­e­rel­ses be­ton­lej­lig­hed i ud­kan­ten af Kø­ben­havn, hvor han i fred og ro kun­ne fyl­de na­e­sen med stof­fer uden at skul­le stå til an­svar over for no­gen.

»Ef­ter et par må­ne­der kom jeg plud­se­lig til at kig­ge på mig selv udefra. Jeg vil­le ger­ne va­e­re fri, men var fri­hed at sid­de ale­ne på en al­tan og ta­ge co­ke? Det var før­ste gang, jeg stil­le­de mig selv spørgs­må­let: ’Hvad vil jeg egent­lig med mit liv?’,« si­ger han.

»Jeg be­slut­te­de mig til at va­e­re helt ucen­su­re­ret. ’Vil du ger­ne ta­ge stof­fer? Er det det, du vil med til­va­e­rel­sen?’ Jeg kom frem til, at jeg vil­le va­e­re en de­di­ke­ret fa­mi­lie­far. Og det var fak­tisk først der, at pro­ble­mer­ne be­gynd­te. Hvor­dan kom­mer man der­hen, og hvor­dan bli­ver man ved med at kun­ne bli­ve på den vej? Det var spørgs­må­let.«

’Tag et valg’

Først skul­le han ha­ve Tri­ne til­ba­ge. Det var ik­ke let. Al den til­lid, der hav­de va­e­ret mel­lem dem, var va­ek, og hun sat­te en ra­ek­ke krav op, som han skul­le op­fyl­de,

så hun kun­ne se, at han tog an­svar. Blandt an­det skul­le de i par­te­ra­pi. I før­ste om­gang syn­tes Sø­ren Vej­by, at det var en god idé, men som ti­den na­er­me­de sig, stej­le­de han og blev vred og trod­sig. Te­ra­pe­u­ten skil­te hur­tigt par­ret ad og gav dem te­ra­pi hver for sig.

»Te­ra­pe­u­ten spurg­te mig, hvad jeg ger­ne vil­le, og hvor­for jeg gjor­de de her ting, der øde­lag­de det. Helt kon­kret. I et par år gik jeg i et me­get in­tenst te­ra­pi­for­løb, og det er man­ge af de ting, jeg har op­le­vet der, der har gjort, at jeg har skabt C.O.R.E.,« si­ger han.

Føl­ger man C.O.R.E.s fi­re trin et for et, er det gan­ske en­kelt, si­ger han. Ik­ke nød­ven­dig­vis let, men en­kelt.

»Det al­ler­vig­tig­ste er at ta­ge et valg. Når man ta­ger et valg, ta­ger man og­så et fra­valg. Man kan ik­ke bla­e­se og ha­ve mel i mun­den. El­ler for mit ved­kom­men­de: man kan ik­ke stå midt om nat­ten og ha­ve mel i na­e­sen og va­e­re de­di­ke­ret fa­mi­lie­far og ta­ge til rid­ning med sin dat­ter da­gen ef­ter. Man må ta­ge et valg, og alt det, der kom­mer i vej­en, må man vaelge fra,« si­ger han.

»Det ly­der ek­stremt en­kelt. Men jeg tror, der er man­ge men­ne­sker, der ik­ke har for­mu­le­ret det for sig selv.«

Det før­ste trin: ’com­mit­ment’, be­ty­der, at man skal for­mu­le­re for sig selv, hvad man vil med sit liv. Det vig­tig­ste er, at man er hud­løst ae­r­lig.

»Det blev me­get klart for mig, at jeg skul­le va­e­re fa­mi­lie­far. Men det kan og­så va­e­re, at man skal skil­les, for­di man le­ver i et dår­ligt for­hold. Det vig­tig­ste er, at det er et ae­r­ligt valg. Det er no­get, man skal ar­bej­de hen imod, og hvis det ik­ke kom­mer in­de­fra, bli­ver det sva­ert at føl­ge. Det er de helt sto­re spørgs­mål: ’

Hvem vil jeg ger­ne va­e­re? Hvem skal mi­ne børn hu­ske mig som? Hvem vil jeg ger­ne se i spej­let om mor­ge­nen?’ Man skal tur­de va­e­re ae­r­lig. Og va­e­re klar over, at det kra­e­ver fra­valg,« si­ger Sø­ren Vej­by.

Ud med und­skyld­nin­ger­ne

Da han rej­ste sig fra al­ta­nen i be­ton­byg­ge­ri­et, vid­ste han, at han måt­te la­eg­ge stof­fer­ne på hyl­den for al­tid. Men han vid­ste og­så, at hvis det skul­le lyk­kes, måt­te han og­så la­eg­ge no­get an­det på hyl­den. De dår­li­ge und­skyld­nin­ger. Der var kun én, der var an­svar­lig for hans mis­brug, og det var ham selv. Ik­ke sku­e­spil­ler­bran­chen, ik­ke pres­set på ham som småbørns­far, ik­ke hans barn­dom som skils­mis­se­barn el­ler den be­fri­en­de lyk­ke­fø­lel­se, det gav at va­e­re høj. Kun Sø­ren Vej­by.

Der­for hed­der an­det trin ’ow­ner ship’.

»Det går kort for­talt ud på, at man skal ta­ge sty­ring over sit eget liv. Ta­ge an­svar. Den per­son, der of­test står mest i vej­en for vo­res drøm­me, er os selv. På man­ge om­rå­der le­ver vi i en of­fer­kul­tur. Vi gi­ver tit an­dre skyl­den for, hvor vi er, for­di det er det nem­me­ste. Vi gi­ver vo­res fora­el­dre, børn, part­ner, me­d­ar­bej­de­re el­ler sam­fun­det skyl­den, men det er vig­tigt selv at ta­ge an­svar,« si­ger han.

Det er no­get, han sta­dig ar­bej­der på.

»Det her er jo ik­ke no­get, man op­når, fra man går i seng man­dag af­ten, til man står op tirs­dag mor­gen. Det kra­e­ver først og frem­mest, at vi hol­der op med at va­e­re of­re. ’Min far kun­ne ik­ke li­de mig, og der­for er det sva­ert for mig at knyt­te ta­et­te bånd til an­dre’. Det er ik­ke nød­ven­dig­vis for­kert. Men det er an­svars­fra­la­eg­gel­se,« si­ger han.

Så langt, så godt. Et kon­kret livs­mål og en er­ken­del­se af, at det er ens eget an­svar at nå der­hen.

Skift den dår­li­ge va­ne ud

Det tred­je trin er en­kelt, men ik­ke de­sto min­dre af­gø­ren­de for, at mis­sio­nen kan lyk­kes. For iføl­ge Sø­ren Vej­by kan man ik­ke ba­re fjer­ne en dår­lig va­ne. Man må fyl­de tom­rum­met ud med en bed­re va­ne. Der­for er tred­je punkt ’re­pla­ce­ment’.

»Jeg tro­e­de i lang tid, at jeg kun­ne ta­ge mit mis­brug va­ek som at ta­ge min arm af. Det har vir­ket i pe­ri­o­der, når jeg hav­de det godt. Men når jeg hav­de det dår­ligt, kom det igen,« si­ger han.

Sø­ren Vej­by be­gynd­te at dyr­ke kampsport. Ja­pansk aiki­do, som han sta­dig dyr­ker i dag. Han er og­så ble­vet ud­dan­net yo­gain­struk­tør. Det hand­ler om at ac­cep­te­re, at de dår­li­ge va­ner har en funk­tion og så er­stat­te dem med no­get an­det, me­ner han.

»Man kan ik­ke ta­ge no­get va­ek uden at sa­et­te no­get i ste­det. Folk skal tur­de om­fav­ne de dår­li­ge sider. Jeg tror ik­ke på det med at si­ge, at smø­ger er dår­ligt for dig. Jeg kan hu­ske man­ge ci­ga­ret­ter, som har va­e­ret vir­ke­lig go­de. Der­for må man fin­de ud af, hvad den dår­li­ge va­ne gi­ver en. For mit ved­kom­men­de hand­le­de det om at bli­ve høj, om at fin­de en lyk­ke­fø­lel­se. Så må jeg fin­de no­get an­det, som kan gø­re mig li­ge så høj,« si­ger Sø­ren Vej­by.

For ham er det ble­vet helt ri­tu­elt at dyr­ke sport.

»Man skal ha­ve et rum, hvor man kan gø­re si­ne eg­ne ting. Jeg el­sker min fa­mi­lie over alt på jor­den, men he­le min lyk­ke kan jo ik­ke af­ha­en­ge af dem. Hvis min ko­ne er sur, når jeg kom­mer hjem, skal min dag jo ik­ke bli­ve øde­lagt af det. Det er vig­tigt, at jeg har et sted, der er Sø­rens. Jeg dyr­ker i vir­ke­lig­he­den mig selv. Man er nødt til at ska­be det her rum for sig selv.«

Det sid­ste trin er ’evo­lu­tion’. Ud­vik­ling. For sel­v­ud­vik­ling er en pro­ces, un­der­stre­ger han. Og der skal va­e­re plads til at tra­e­de ved si­den af.

»Der vil al­tid va­e­re fri­stel­ser, og man vil tra­e­de ved si­den af nog­le gan­ge. Sådan er men­ne­sker. Skidt-pyt. Så be­gyn­der vi ba­re igen. Man har ta­get en be­slut­ning, som man kan bli­ve ved med at ar­bej­de på,« si­ger han.

»Det er al­drig for sent at ud­vik­le sig. Når vi ta­ger nog­le valg, aen­drer vi ik­ke kun det, vi er nu. Vi aen­drer og­så vo­res for­tid og den be­tyd­ning, al­ting har få­et. Jeg for­try­der ik­ke, at jeg har ta­get ko­kain, jeg for­try­der ik­ke, at jeg har le­vet et lorte­liv, for jeg er her, hvor jeg er nu. Jeg tror på, at vi ik­ke skal for­try­de no­get.«

’Jeg er et an­det sted’

I dag bor Sø­ren Vej­by på Fre­de­riks­berg med sin hu­stru Tri­ne og de­res dat­ter på 8 år og søn på 4 år. Han har net­op gen­nem­ført en ud­dan­nel­se som jour­na­list og kan til ef­ter­å­ret op­le­ves på DR i se­ri­en ’Sto­re vi­den­skabs­ma­end’. Han ha­ev­der ik­ke, at hans bog ’Den san­de sejr’ er den ene­ste mu­li­ge vej mod po­si­tiv for­an­dring i li­vet. Men det er et hånd­gri­be­ligt red­skab, som man kan gri­be til, når man vak­ler.

Det gør han sta­dig selv. Og det vil han nok al­tid bli­ve ved med, selv om han tog en be­slut­ning om at aen­dre sit liv den dag i 2010.

»Jeg er et helt an­det sted end for seks år si­den. Jeg har va­e­ret af­ha­en­gig af stof­fer, og det er jeg ik­ke me­re. Jeg er ik­ke fri­stet af ko­kain, men sta­ti­stisk set lig­ger jeg sta­dig i en ri­si­ko­grup­pe og skal va­e­re me­re på­pas­se­lig end an­dre men­ne­sker. Når jeg sid­der og ny­der et glas rød­vin med min ko­ne, skal jeg va­e­re op­ma­er­k­som. Før drak jeg al­drig ét glas, men to fla­sker,« si­ger han og hol­der en lang kunst­pau­se.

»Men jeg sy­nes, jeg er gå­et fra et sted, hvor jeg al­tid skul­le ha­ve hja­elp af al­le mu­li­ge men­ne­sker, til et sted, hvor jeg rent fak­tisk kan hja­el­pe men­ne­sker. Det er no­get af det ab­so­lut bed­ste, der er sket for mig.«

Man kan ik­ke stå midt om nat­ten og ha­ve mel i na­e­sen og va­e­re de­di­ke­ret fa­mi­lie­far og ta­ge til rid­ning med sin dat­ter da­gen ef­ter. Man må ta­ge et valg, og alt det, der kom­mer i vej­en, må man vaelge fra

Sø­ren Vej­by i rol­len som Ras­mus i DR-se­ri­en ’Livvag­ter­ne’, der blev hans fol­ke­li­ge gen­nem­brud. Fo­to: Mi­ke Kol­löf­fel, DR.

’Du kan ik­ke fjer­ne en dår­lig va­ne uden at er­stat­te den med en god va­ne’, me­ner Sø­ren Vej­by. Hvor han før blev høj af ko­kain, bli­ver han i dag høj af ja­pansk kampsport. Pri­vat­fo­to

Som led i sin for­vand­ling har Sø­ren Vej­by ka­stet sig over yo­ga. Her fin­der han ro og kan ’dyr­ke sig selv’. Pri­vat­fo­to

Sø­ren Vej­by, fem og et halvt år gam­mel og med en fortan i un­der­skud. Pri­vat­fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.