OPSKRIFTEN PÅ SUC­CES

BT - - SØNDAG - ANNETTE HEICK Annette Heick er 43 år. Tv-va­er­tin­de, san­ge­r­in­de og for­fat­ter. Hun er gift med kok­ken Jes­per Vol­l­mer og har to dren­ge

Okay, jeg ved godt, jeg lover li­ge lov­lig me­get med min over­skrift i den­ne uge, men in­den­for gan­ske få da­ge er jeg stødt på ek­semp­ler på men­ne­sker, der har suc­ces af en sa­er­lig år­sag. Det be­gynd­te med Paul McCart­ney, men det ven­der jeg til­ba­ge til om et øje­blik.

JEG KEN­DER EN ung mand, der egent­lig lig­ner de fle­ste, men som net­op har søgt tre job… og få­et al­le tre. Der sid­der et ud­ma­er­ket ho­ved på ham, men det gør der jo på så man­ge, så hvor­for li­ge ham? Hvis man har mødt Jo­a­chim, vil man vi­de, at det hand­ler om hans or­dent­lig­hed. Den må ha­ve skin­net gen­nem hans før­ste an­søg­ning og der­med bragt ham til sam­ta­le al­le tre ste­der. Og li­ge dér er der in­gen tvivl om, at hans hø­flig­hed og li­ge­frem­hed har talt til hans sto­re for­del.

NU SKE­TE DET, at han fik al­le tre job. Han rin­ge­de hjem til sin far og sag­de: Hvad gør jeg. Fa­de­ren sva­re­de: Du cyk­ler ind til che­fen i de to af virk­som­he­der­ne og kig­ger ham i øj­ne­ne, mens du forta­el­ler, hvor­for du va­el­ger det tred­je. Som sagt, så gjort.

DET KAN IK­KE va­e­re man­ge che­fer, der op­le­ver det, og jeg er helt sik­ker på, at der nu står to plad­ser åb­ne, hvis han skul­le kom­me i job­nød igen.

DEN UN­GE MAND har en sto­re­sø­ster, der skul­le til ud­lan­det ef­ter endt ud­dan­nel­se. In­den da vid­ste hun, hvor hun ger­ne vil­le ha­ve job, når hun kom hjem. Derfor tog hun to­get fra Aar­hus til Kø­ben­havn og gik ind og af­le­ve­re­de en uop­for­dret an­søg­ning. »Ja­men vi mang­ler ik­ke me­d­ar­bej­de­re«, fik hun at vi­de. »Helt i or­den, jeg kan hel­ler ik­ke ar­bej­de her før end om et år, men jeg vil­le sik­re mig, at I fik en an­søg­ning fra mig«, sva­re­de hun. »Kom du he­r­ind ba­re for det?«, spurg­te se­kre­ta­e­ren. »Ja,« sva­re­de hun, »og nu kø­rer jeg til­ba­ge til Aar­hus i vis­hed om, at I fik min hen­ven­del­se«. Det tog no­get tid for se­kre­ta­e­ren helt at for­stå, at nog­le kun­ne fin­de på at kø­re så langt ba­re for det, men hun må ha­ve for­talt det vi­de­re til sin chef, for den un­ge da­me har nu – hjemvendt fra ud­lan­det – få­et sit drømm­ejob net­op der.

DE TO HI­STO­RI­ER hand­ler selv­føl­ge­lig bå­de om be­ga­vel­se og god op­dra­gel­se, men de hand­ler og­så om det, som i al­le li­vets re­la­tio­ner er det vig­tig­ste – hvis man spør­ger mig – nem­lig at gø­re sig uma­ge. Det hand­ler om ik­ke ba­re at stop­pe, når man fø­ler, at man er god nok. Det hand­ler om he­le ti­den at dyg­tig­gø­re sig og yde en ek­stra ind­sats. Og­så når det går galt. Når det he­le går en imod. Når man bli­ver fy­ret el­ler af­vist. Når ae­g­te­ska­bet knir­ker. He­le ti­den gø­re sig uma­ge for at op­fø­re sig or­dent­ligt. At se i øj­ne­ne og at gi­ve en frem­strakt hånd.

OG NU TIL­BA­GE til Paul McCart­ney, som i man­dags gav mig min bed­ste kon­cer­top­le­vel­se no­gen­sin­de i Boxen i Her­ning (og jeg har va­e­ret til en hel del kon­cer­ter i mit liv). I na­e­sten tre ti­mer spil­le­de han hit og em­me­de af gla­e­de og en­ga­ge­ment. Vi ta­ler om en 74-årig mand, der har tur­ne­ret i seks år­ti­er. En mand, der har tjent mil­li­ar­der. Han kun­ne i prin­cip­pet va­e­re li­geg­lad med at yde en ek­stra ind­sats. Men nej. Paul McCart­ney er li­ge pra­e­cis fa­bel­ag­tig, for­di han gør sig uma­ge. I det­te til­fa­el­de hav­de han la­ert sig (man­ge) dan­ske fra­ser, som han del­te rund­hån­det ud af. Og vi lab­be­de det i os.

AT GØ­RE SIG uma­ge er ik­ke flas­hy. Det er ik­ke en skin­nen­de stjer­ne. Det er ik­ke sto­re ord og arm­be­va­e­gel­ser. Og det er ik­ke no­get, man kan kø­be sig til. Uma­gen er den lil­le, usyn­li­ge ind­sats, som ba­re ef­ter­la­der et sa­er­lig godt ind­tryk og der­med ba­ner vej­en for suc­ces.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.